Hvordan man når frem iført politiregntøj…

Det regner. Det regnede også i lørdags. Jeg var inviteret hjem til en veninde om aftenen. Og jeg begyndte at kigge bekymret ud af vinduet, efterhånden som tiden nærmede sig. Jeg havde fået at vide, hvilken bus jeg skulle tage. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvorfra den gik. Jeg ved ikke engang, hvilken bus der går fra mit nærmeste busstoppested. Jeg tager den nemlig aldrig. Det er fordi, jeg er nærig, når det kommer til to ting. Hellere cykle end at betale (for) dyrt for at køre med bussen. Og hellere bære alle varerne fra Netto i armene end at bruge penge på en plasticpose. Det er spild af SU-penge efter min mening…
Det endte med, at jeg var nødt til at cykle hen til min veninde. Jeg fandt den (lange) vej på et kort og trak i regntøjet. Nu er det ikke et hvilket som helst sæt regntøj, jeg har. Det er min fars aflagte sorte politiregntøj med brede hvide reflekser på armene og benene. De grøngyldne politimærker er der ikke længere, for dem har jeg svitset af med terpentin. Alligevel minder jeg mistænkeligt meget om en betjent, der prøver at være civil, når jeg har det på. Det skulle man i alt fald tro, når man ser, hvordan folk kigger ekstra opmærksomt på mig.
I starten troede jeg, at jeg måske så godt ud… Men så opdagede jeg, at jeg fik mest opmærksomhed, når jeg havde regntøjet på. Jeg håber ellers altid, at det er Jesus folk ser, når de ser mig. Jeg tvivler dog lidt på, at det er tilfældet, når jeg har politiregntøj på. Jeg prøver derfor altid at se så afslappet og ikke-truende ud, som jeg kan, når jeg cykler af sted på min lyserøde genbrugscykel iført regntøj.
Der var langt ud til min veninde, og mens vandet løb ned over plastic og reflekser, havde jeg virkelig ondt af mig selv. Der var vist ikke mange, som på den måde ofrede sig og kørte gennem ild og vand for at nå frem. Jeg kunne også mærke mine fødder i støvlerne blive våde. Øv. I sådanne situationer prøver jeg at tænke på nogen, der har det værre end mig selv. Så har man noget at sammenligne med, når man synes, man lider. En sikker vinder er altid israelitterne, der gik gennem ørkenen i 40 år. Eller slaverne i Amerika, der måtte arbejde dag ud og dag ind uden at kunne se en ende på det. De havde det i alt fald værre end jeg. Efter at have tænkt på dem, trampede jeg igen lidt hårdere i pedalerne. Så slemt var det dog heller ikke. Langt om længe nåede jeg frem og klappede mig selv på skulderen. Det kan man altid selv gøre, hvis ingen andre gider. Regnen holdt op, da jeg skulle hjem. Tak Gud. Og tak til min far for regntøj.