Måneskinstur

Når man er forelsket, glemmes alt om tid og stedSom nyforelskede var min kone og jeg engang med på kirkens årlige udflugt for menighedsrådsmedlemmer med ”påhæng”.
Efter vi havde fået middag på en strandkro, og aftenen var ved at være slut, gik min elskede og jeg en tur ned på stranden. Sådan bare for at nyde aftenluften og bølgernes skvulp!!
Da vi kom tilbage til kroen efter ca. et kvarter, holdt bussen klar. Alle de andre sad der allerede og var klar til afgang.
Pyha, selvfølgelig lidt pinligt at komme sidst, men vi var da ikke kommet for sent.
Derfor blev vi helt rundt på gulvet, da vi trådte ind i bussen, og alle begyndte at klappe og le. Selvfølgelig kunne det da være lidt morsomt, at vi havde været på en lille måneskinstur og var kommet i sidste øjeblik; men var det så morsomt?
Nej, hvad vi var uvidende om, var følgende: Resten af selskabet var brudt op fra kroen, gået ud i bussen og begyndt at køre hjemad. Først efter ca. 5 km’s kørsel havde de opdaget, at Anne-Marie og jeg manglede, hvorefter de var vendt om!!
Tror lige, at vi blev røde hovedet!
Helt ærlig, hvor blinde kan folk være! Og så ville de endda give os skylden for ikke at være der til tiden! Verden er uretfærdig!!
Historien får mig til at tænke på det med „den første kærlighed“ fra Johannes Åbenbaring. Som i ægteskabet er det også i forholdet med Jesus vigtigt at finde tilbage til ”den første kærlighed”? Har du nogen gange været så forelsket i Jesus, at tiden bare flyver afsted sammen med ham? At du glemmer alt omkring dig?
Hvis du har, så ved du, at det er det bedste, du kan opleve – også selv om resten af verden ler af dig!