Augustin:
Medlidenhed kræver handling

Hvoraf kommer det, at mennesket ønsker at føle smerte, når det i tragisk skuespil ser fremstillet sørgelige ting, som det selv ikke ville ønske at lide under? Som tilskuer vil man nok røres til smerte ved disse ting, og smerten selv bliver til nydelse for en. Er det andet end en elendig galskab? Thi man røres så meget des mere derved, jo mindre man er fri for sådanne sygelige følelser. Og dog plejer man at kalde det lidelse, når man selv lider under dem, og medlidenhed, når man lider under dem sammen med andre.
Men, hvad i alverden kan det være for en medlidenhed, der føles ved opdigtede skuespil? Thi der stilles ingen krav til tilskueren om at komme til hjælp, men der indbydes blot til at føle smerte, og jo større smerte, der fremkaldes, desto større bifald yder han den, som fremstiller sådanne scener. Når hine sørgelige begivenheder fra oldtiden eller fra digtningens kreds fremstilles således, at tilskueren ikke gribes af smerte, så går han blot uvillig og dadlende. Men gribes man af smerte, da holder han ud med spændt opmærksomhed og græder i sin glæde.
Altså elskes også smerten! Visselig vil ethvert menneske glæde sig. Men, omend lidelse ikke behager nogen, har man da måske behag i medlidenhed, og, fordi denne ikke er uden smerte, elskes smerten da af denne grund alene? Også dette har sit udspring fra hin venskabets kilde. Men hvor strømmer den hen – hvor munder den ud?

Skal da medlidenhed forkastes? Ingenlunde. Så skal man da undertiden elske smerten. Men vogt dig for urenheden, min sjæl, under beskyttelse af min Gud, vore fædres Gud, som skal prises og ophøjes i evighed, vogt dig for urenheden!
Men jeg elskede i min daværende elendighed smerten, og jeg søgte efter en årsag til smerte, fordi skuespilleren med sin fremmede, usande, foregøglede ulykke behagede mig desto mere med sit spil, jo flere tårer han aflokkede mig.
Men hvad under, at jeg ulykkelige får, som for vild fra din hjord og ikke kunne finde mig i din bevogtning, blev befængt med afskyeligt udslet? Min kærlighed til smerte skrev sig ikke fra, at jeg selv ønskede at gøre nogen dybere erfaring deraf. Thi hvad jeg så, havde jeg ikke selv lyst til at prøve. Men ved at høre på disse opdigtede ting ville jeg ligesom føle en overfladisk vellystig kildren.
Dog efter den søde kløe kom atter den brændende svie, tærende sygdom og afskyelig edder, ligesom når man er blevet revet af kløer. Sådan var mit liv, men var det også et liv, min Gud?

Aurelius Augustinus, 354-430, blev født i Nordafrika i det Romerske Rige. Han studerede i Karthago og Rom og levede et udsvævende liv i ungdommen.
I 386 blev Augustin kristen og derefter døbt. Han blev præsteviet i 391, og i 396 blev han biskop i Hippo i Nordafrika, hvor han virkede indtil sin død i 430.
Augustin levede et asketisk kristenliv, var en ivrig prædikant og havde altid omsorg for de fattige.Han skrev knap 100 skrifter – både forsvar for kristendommen og angreb på vranglære.
Denne artikel er fra Bekendelser, der er Augustins selvbiografi, udgivet af P. Haase & Søn i 1952.