Da inuitterne bad til Gud faldt der manna og guldstøv
John Østergaard fortæller om grønlænderes overnaturlige oplevelser sammen med andre inuitter ved en fælles bibelkonference i Canada i påsken, hvor inuitterne tilbad Jesus med trommer og dans, og mange faldt om under Helligåndens kraft. 12 frikirkekristne fra Grønland har været til konference med kristne inuitter i Canada.
Ved hjemkomsten talte jeg med John Østergaard, der er præst i Inuunerup Nutaap Oqaluffia i Nuuk og han udbrød spontant: Det var bare helt vildt godt at være i Canada sammen med 600-700 inuitter i brand for Jesus! og så fortalte han løs.
Hvis ikke, det er fordi, jeg kender John Østergaard meget godt, så havde jeg tvivlet på meget af det, han fortalte. Men han var jo øjenvidne og jeg har stor tillid til ham.
Her følger hans beretning:
– Under et af møderne, hvor Guds herlighed og nærhed var udtalt og lovsangen med dans, trommer – også de gamle inuittrommer – og vimpler nåede store højder, og hvor tilbedelsen var så intens at mange stod med oprakte hænder og tårer i øjnene, andre sad og igen andre lå på gulvet. Jeg havde i mit stille sind spurgt Herren: Er det virkelig dig Gud? da talte Herren gennem dette vers til mig: Men Jesus sagde til dem: Min Fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.
Åh, det gjorde godt, og en velsignet ro kom ind over hele mit sind og væsen.
Guldstøv glimtede fra mange af de tilbedendes pander og hænder, og manna fra himlen kom, så alle tilstedeværende kunne smage.
Lørdag den 10. april rejste 12 personer fra Grønland (Nuuk og Simiut) til Iqaluit i Canada, hvor 5 kirkesamfund Pinsekirken, Iqaluit Christian Fellowship, Katolsk Kirke, Frelsens Hær og Anglikanerne, havde arrangeret Arktisk Bible Conference.
Ca. 500 var kommet rejsende til fra de øvrige arktiske egne i Canada, og det var en overvældende oplevelse at være sammen med sådan en stor forsamling af troende inuitter. En oplevelse jeg kunne unde enhver af læserne.
Nogle at Udfordringens læsere vil være bekendt med vækkelsen i Nunavut og bl.a. Pond Inlet, som blev viderebragt af George Ortis jr. i videofilmen Transformation II. Det var mange af disse mennesker vi var sammen med, og ilden brænder fortsat.
Jeg kommer også til at berette noget, som for de fleste kristne vil være helt ukendt og fremmedartet og som for nogle sikkert vil skabe undren om ikke vantro, men inden vil jeg kort beskrive nogle af disse vidunderlige møder.
Rammerne var en Curling hal, som til formålet var blevet afiset, og omdannet til en mødesal, der kunne rumme godt 700 mennesker.
Der var scene, lydanlæg, videokameraer, så hele byen på kabel-TV kunne følge med i hvert eneste møde og i alle detaljer. Møderne blev ledet af menighedernes ledere og nogle af de fremtrædende personligheder i vækkelsesbevægelsen i arktisk Canada, James Arreak og Billy Arnakoq.
Men det var ikke mændene der var i fokus på talerstolen, her var det kvindelige pastorer, som udgør langt den overvejende del i området.
Der var lovsangsgrupper fra forskellige byer og samfund, som vidnede og ledte lovsang på møderne på skift. Der var stærke vidnesbyrd om Guds indgriben med helbredelse og frelse og mange andre vidunderlige ting. Og så var der målrettet direkte udfordrende forkyndelse om indvielse, hellighed o.l. fantastisk.
Alt var så Jesus-centreret at man glemte alt andet omkring sig. Derfor vakte det ikke så stor undren eller opmærksomhed blandt inuitterne, at mange fik guldstøv på hænder, pander og endda i bibelen det var bare et element i lovsangen og Guds nærvær. Dog gjorde vi fra Grønland store øjne, men fandt hurtigt ud af at nyde hele atmosfæren.
Et ældre amerikansk ægtepar var inviteret som talere og talte på flere af møderne.
For mere end 30 år siden havde Gud givet dette ægtepar et mirakel, som de skulle rejse med og velsigne Guds folk med manna. Ægteparret hedder Harold og Kaye Beyer. Helt ordinære mennesker Herold er pensioneret mælkemand.
Parret oplever til stadighed, at i mange af deres møder, kommer der manna fra himlen og lægger sig på Harolds bibel. Det skete også i møderne i Iqaluit. Da de først modtog dette mirakel, var de ganske uforstående over for det, men efterhånden lærte de at tjene med det, så det også bragte lægedom til mange mennesker, som spiste denne manna og her må jeg så understrege at fokus hele tiden var på giveren, Jesus Kristus, og ikke på selve miraklet!
Vi deltog i en enestående nadver. To anglikanske præster forrettede nadveren sammen med ægteparret Beyer.
Præsterne var iklædt deres ordinat og havde medbragt alkoholfri altervin. Beyers havde blot Herolds bibel, hvorpå der var kommet ikke så lidt manna, som så blev brugt som brød ved nadveren.
Se jer om blandt folkeslagene, I skal blive stumme af undren, for jeg udfører en gerning i jeres dage, som I ikke vil tro, når den bliver fortalt! Habakkuk 1:5.
En aften midt under lovsangen blev der lidt uro på første række, to rækker foran hvor jeg sad, og jeg hørte Kaye sige: Herold, look You have never had gold before! (Herold, se du har aldrig før fået guld), og på toppen af hans bibel lå vitterligt en håndfuld guldstøv, som om én havde tømt en sukkerskål!
Lederen af lovsangen var opmærksom på hvad der skete og råbte straks i mikrofonen, Hold jeres fokus på Jesus! Og sådan blev det.
Jesus var i den grad til stede. Mange oplevede fysiske helbredelser og Guds for-vandlende kraft i deres liv, nogle lå, andre sad og igen andre dansede rundt af glæde!
For at gøre denne beretning fuldstændig, skal jeg nævne, at der efter eller under lovsangen blev fundet diamanter på gulvet i salen!
Ja, du læste rigtigt, en af grønlænderne fandt sådan en sten, og har den med hjem.
Nu kan vi så spørge: Hvad skal vi med det? Ja, det ved jeg ikke, men foreløbig glæder vi os over Guds velsignelse og Helligåndens nærvær. Og lader det blive ved det.
I Esajas Bog står der:
Jeg giver dig mørkets skatte, de bortgemte rigdomme, for at du skal vide, at jeg er Herren, Israels Gud, som kalder dig ved navn. (Es 45,3)
Hvad var hele formålet med turen og hvad kom der ud af det?
Formålet var at forbinde og slutte fællesskab med Inuit i Canada. En proces der startede for mere end 5 år siden, hvor jeg af forunderlige veje kom i kontakt med Roger Ambruster, en canadisk missionær i det arktiske. Efter en del mail-udveksling, kom Roger med et team til Grønland i 2001 og var vidne til den vækkelse, vi oplevede i mange menigheder.
De besøgte dengang Maniitsoq og Sisimiut, og der blev knyttet bånd.
Nu var det så næste skridt i sammenknytningen dog havde vi fra Grønland ikke råd til at gøre denne kostbare rejse, så det var en gave fra Himlen (i størrelsesordnen 70.000,-) fra Rogers side der gjorde det muligt for os at deltage.
Vi har så siden bidraget med godt 40% af disse udgifter. De chartrede et fly, der kunne komme og samle os op og aflevere os igen i Grønland.
Næste skridt er en konference i Nunavik til efteråret og canadierne planlægger også besøg i Grønland ønsket om fællesskab og samarbejde om at udbrede evangeliet og vækkelse er gensidigt og til stor velsignelse for begge parter. Vi ser med fortrøstning på fremtiden og er i forventning til, hvad Herren vil gøre i hele det arktiske område, fortæller John Østergaard.
Jeg har kendt John Østergaard i mange år nu og har været meget glad for at tjene sammen med ham i Inuunerup Nutaap Oqaluffia.
Selv om vi har baggrund i to forskellige frikirker, har vi aldrig haft problemer med at tjene sammen, trods nuance-forskellene. Men jeg ved jo, at mange fra Apostolsk Kirke og Pinsekirken har haft problemer med kvindelige præster.
Derfor spurgte jeg John Østergaard, hvordan han havde det med, at 75% af inuitpræsterne i Canada er kvinder og svaret kom prompte:
– Det har jeg det da godt med. God og stærk forkyndelse.
I øvrigt havde vi en speciel oplevelse: En mandlig præst forkyndte og henvendte sig især til mændene og efterlyste større mandligt engagement i det kristne arbejde. Da der blev kaldt frem til forbøn, var der mange mænd, der gik frem og mange græd. Men kvinderne græd også, glædestårer over, at flere mænd måske nu kommer på banen, fortæller John.
Fra vores mangeårige samarbejde ved jeg også, at John Østergaard har haft det meget dårligt med inuit-trommen og betragtede det som et hedensk instrument, fordi det har været brugt så meget til åndemaning. Her var vi uenige, for trommen var mere end et åndemanerinstrument, det var grønlændernes eneste instrument til sangledsagelse. Men Hans Egede ønskede trommen brændt og udryddet og trommen har ikke fået indgang i kirken. Nu oplevede de 12 fra Grønland trommen i funktion i lovsangen og igen måtte jeg spørge John: Hvordan har du det med det? og han svarede:
– Jeg oplevede det som en god og naturlig ting og har ikke længere problemer med, at trommen kommer ind i vore sammenhænge. Nu skal inuittrommen bare bruges til lovprisning af Skaberen.
Mange har spurgt om, hvordan mannaen smagte og hertil siger John: Som der står i Bibelen, den er sød som honning og lidt salt.
Begejstringen i Grønland er stor over bulletinerne fra Canada og der er en længsel efter at vækkelsen fra Canada må slå igennem i Grønland som supplement til den vækkelse, vi allerede har oplevet.
Men vi skal ikke fokusere på guldstøv, diamanter og manna, men fokus må gennem det alt sammen være på JESUS.
