Frikirker: Ydmyg jer!

Fra en frikirke-kvindes bekendelserJeg er vokset op i en dejlig frikirke på Nordsjælland. Men så skulle jeg flytte til Århus, og nu kommer jeg i en valgmenighed, som er en del af Folkekirken.
Det krævede lidt tilvænning at komme i en valgmenighed i starten. Det var alligevel meget anderledes at se præsten have kjole på og samtidig høre ham opfordre folk til at dele profetiske ord og billeder. Det var to verdener, der stødte sammen for mig. Pludselig begyndte nogle af ritualerne og traditionerne i Folkekirken at give mening for mig. Der kom liv i dem, fordi de blev sat i forhold til det karismatiske og blev et udtryk for et levende forhold til Gud.

Førhen var jeg næsten helt sikker på, at jeg aldrig ville begyndte at komme i en folkekirke. Det var simpelthen for kedeligt og livløst. Det eneste, der duede, var frikirker. Jeg var sikker på, at det var frikirkerne, der havde fat i den lange ende, når det handlede om at erfare Gud og kende Hans kraft. Frikirker var helt sikkert dér, hvor det hele skete.
Da jeg flyttede til Århus, sagde jeg til Gud, at Han måtte vise mig, hvilken kirke, jeg skulle komme i. Jeg var på besøg i denne valgmenighed og havde oplevelsen af, at det var her, jeg skulle være. Så jeg besluttede mig for at blive. Det har jeg ikke fortrudt. Jeg har lært meget, og jeg har måttet ændre mit syn på Folkekirken. Der er mange ting, som frikirkerne kunne lære noget af.

Mange frikirker kan nemt få en opfattelse af sig selv som bedre end Folkekirken. Mange frikirkefolk tænker, at det kun er i frikirkerne, man rigtigt finder Gud, og at det er herfra, der skal komme vækkelse. Problemet er bare, at denne stolthed nemt diskvalificerer os i Guds øjne. Han er nærmest de svage og ydmyge. Personligt har jeg ofte mødt mere ydmyghed i den mere konservative del af kirken end hos mange frikirkefolk. En ungdomsleder sagde engang til mig, at hun godt vidste, at de ikke havde Guds nærvær på samme måde som os (frikirker), men de ville så gerne opleve det. Hvad skulle de gøre? Den ydmyghed rørte mig virkelig. Jeg tænkte, det netop er hos folk med dét hjerte, Gud vil være.
Jeg er blevet ydmyget af at komme i Folkekirken. Der er mange ting, der kunne være bedre i Folkekirken. Men der er mindst lige så mange ting, der kunne være bedre i frikirkerne. Jeg tror, at sandheden er, at vi skal supplere hinanden. Men det kræver ydmyghed. Og stoltheden spænder ben for det. Mange frikirkers fare er, at de tror, at de har ’sandheden’ og bliver stolte. Forfatteren C. S. Lewis skrev engang, at der er mange forfærdelige synder, men at stolthed kommer direkte fra helvede. Jeg tror, det er rigtigt. Vi må ydmyge os for at kunne være ét og for at kunne afspejle Guds kærlighed.