Opbrud med hele familien

Ruben og Anne-Mette Knudsen solgte huset i Næstved, sagde jobbet op og flyttede til Jylland uden at vide, hvad Guds plan var for dem og deres femtidSkrødstrup ligger lidt udenfor Mariager mod Randers. Her, på en firelænget gård, bor familien Ruben og Anne-Mette Knudsen med børnene Gunilla, Josephine og Gustav. Den ældste søn, Daniel på 20, bor i Randers. Der er jord nok til et lille hestestutteri, som Anne-Mette bestyrer.Dagen på gården var denne dag begyndt allerede kl. 04, forstår jeg. En hest havde folet, og føllet og moderen havde svært ved at finde sammen om at die. Så der skulle en del menneskehjælp til. Får føllet ikke del i råmælken, er det meget mere udsat for sygdom fremover, og det er tvivlsomt, om det overhovedet kan leve, forklarer Ruben mig.
Vi bliver bænket indenfor, forældrene og de to piger og mig, som er nysgerrig efter, hvad der bringer en byfamilie fra Sjælland til en lille landsby i Jylland.

I slutningen af 1998 havde både Ruben og jeg en fornemmelse af, at noget var slut, og noget andet skulle til at ske. Det var, som om Gud havde hvisket os et eller andet i øret, fortæller Anne-Mette. Og samtidig var vi i en meget presset situation. Jeg havde fået tildelt pension pga en bindevævssygdom, vi havde solgt vores hus som en første respons på de tilskyndelser, vi følte, men var så også uden fast bopæl. Ruben var på forretningsrejse i Schweitz, og så ringer han dernede fra og fortæller, at han mener, at Gud sagde til ham: ”Løs dig fra dit arbejde”. I den tid var det, som om vi blev ledt af sted ved, at døre hele tiden blev ved med at lukke sig, jeg synes, vi ved noget om ’de lukkede døres princip’. Feks. accepterede vi en gang sælgers pris på et hus, som havde været til salg længe, og samme dag kom der en og bød over. ,Vi flyttede 4 gange på et år,’ supplerer Ruben. Jeg tænker tit på mig selv og os i lyset af fortællingen om Abraham, som måtte bryde op, og som måtte forlade alt. Det har for mig også været en åndelig rejse, og den er jeg stadig på.’

Til sidst åbnede der sig muligheden for, at familien kunne flytte til Mariager, hvor de voksne startede på Pinsevækkelsens Højskole, og de 4 børn fordelte sig på byens skoleklasser. Ruben fik en god fratrædelsesordning med sit firma, og det var med til at finansiere højskole, flytning og nyetablering. Der var stadig spørgsmålet, hvad skulle der ske i stedet for jobbet i erhvervslivet. Han gik i gang med at bygge et cedertræshus, og da det var færdigt, og familien flyttet ind i det, skriver vi sommeren 2000. Hvad så nu?! En dag, fortæller Ruben, mødte jeg Bent Hylleberg, som var rektor på SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi), og jeg kunne lige nå at blive optaget på efterårssemestret – og der var lige en plads til mig. Logikken med at flytte til Mariager og så gå på SALT i København er stadigvæk ikke indlysende for mig.’ Men der gik jeg så de næste to år. Hvert eneste år, siden jeg holdt i firmaet, har det set ud til, at ved sommertide kan det ikke længere hænge sammen for os,. Jeg er virkelig blevet strippet for muligheden for økonomisk planlægning og alt, hvad der ellers var så afgørende indenfor erhvervslivet.
Det har været en meget hård tid at skulle leve så magtesløst og ikke kunne kontrollere og bestemme selv. Virkeligheden var – og er fortsat – at hvis ikke Gud griber ind, så går det galt. Da det blev klart for os, at vi måtte sælge huset i Mariager og fik muligheden af at købe vores nuværende nedlagte gård i Skrødstrup, var jeg så presset, at jeg ikke kunne tackle det, jeg måtte give ansvaret for beslutningen til Anne-Mette’.

Jeg syntes, det hele var så uretfærdigt, siger Gunilla. Jeg havde det så svært med alle de flytninger og alle dem, jeg hele tiden måtte sige farvel til. Jeg ville tilbage til Næstved, hvor vi kom fra. Jeg fik jo fortalt, at Gud er stærk og god, og samtidig så syntes jeg ikke, at han gjorde noget godt for mig eller for vores familie. Jeg fik et alvorligt krampeanfald, da vi kom til Mariager og var bevidstløs i mere end 4 minutter, hvor jeg ikke trak vejret. Jeg havde meget svært ved at få talt om det, og nogle af de der rigtige kristne svar, som jeg kunne få, kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg syntes, det kunne blive for overfladisk at høre på.
’Jeg husker, jeg fik et ord fra Gud,’ supplerer Anne-Mette. ’Det lød: Det eneste, jeg ønsker af jer, er jeres tillid i svære tider. Sådan nogle ord hjalp mig,’ – og Ruben fortsætter: ’Jeg kunne ikke gå tilbage til erhvervslivet, jeg sagde bl.a. nej til et tilbud om et konsulentjob vel vidende, at jeg ikke vidste, hvad jeg og vi så skulle leve af. Jeg syntes, jeg var uansvarlig og samtidig heller ikke, at jeg havde noget valg. I en tid begyndte jeg at forstå mere af, hvad ørkenen og natten betyder i efterfølgelsens liv. Jeg stiftede bekendtskab med Magnus Malm og Peter Haldorf. Det gik op for mig, at jeg havde haft kristenlivet og mit kirkeengagement som et slags projekt. Jeg indså, at hvis min nabo kom ind og spurgte, hvad Jesus betyder for mig, så ville jeg kun kunne fortælle ham om møder og kirkeliv, og jeg ville ikke kunne sige noget personligt. Jeg var virkelig så livstræt og depressiv og oplevede, at jeg kunne lægge mig om aftenen og ønske, at jeg ikke vågnede næste morgen.’

’Vovestykket – at give slip på det hele. Uha, sikken en øvelse. Gud kalder til relation, og han bruger tilsyneladende den verden, vi er en del af til at gøre os fri i den,’ siger Ruben, og Anne-Mette supplerer ’ja, vi har måttet lære noget om at følge hjertets tale. Og faktisk ved vi stadigvæk ikke, om vi er købt eller solgt. Det her lige nu er jo et slags øjebliksbillede. Det er ikke en prøve, vi er midt i, synes jeg. Det er en uddannelse, en måde at være til på, en måde for os at gøre det på, og den fortsætter, tror jeg. Og ved du, hvad der synes at lykkes midt i alt det hele’, spørger hun mig let triumferende, ’det gør hesteavlen!’ Hun bestyrer sit lille stutteri i en af gårdlængerne, hvor der nu er 5 heste og 2 føl.
Både hun og Ruben vedgår, at deres dispositioner og valg kan være svære at forklare og må se underlige ud for andre. Udfordringens udsendte er tilbøjelig til at give dem ret, om end jeg kun har fulgt en lille del af processen.
I forbindelse med SALT studiet kom Ruben i 2002 i praktik i en lille menighed i Randers. I det følgende år voksede der en stadig større klarhed frem, som til sidst gav ham frimodighed til at sige: ’Jeg vil være præst!’ og det ønske holdt og holder han fast i, selv om det endnu en gang bliver sommer og endnu en gang ikke ser ud til, at alle ender kan nå sammen, når efteråret sætter ind.
Hans ønske og indre kald blev mødt med Nordbymenigheden i Randers’ ydre kald, og han blev indsat dér som præst i foråret 2004.

’Jeg synes, I klarer det rigtig flot, mor og far’ skal den nu 14-årige Josephine have sagt nogle gange undervejs. ’Jeg synes, det var rart, at far sagde sit job op dengang,’ fortsætter hun. ’Jeg var yngre og blev beskyttet mere. Mine større søskende, Daniel og Gunilla, blev en slags vejledere for mig. Det var enklere for mig, jeg havde ikke så mange spørgsmål hverken til Gud eller andre, Gud er god og prøvelser er OK, og han er med os, synes jeg, og jeg havde ikke de der kirke standard-forklaringer at slås med. Da far var så deprimeret, måtte vi virkelig holde sammen. Og det gør vi stadigvæk. Mine bedste venner er min familie, ikke mindst min søster Gunilla . . . ’ – og denne fortsætter: ’Mine oplevelser har på en måde skubbet mig ud i grænselandet, hvor jeg både kan være i den kristne verden og også være sammen med ikke-kristne og forstå dem og være venner med dem. Jeg står nogle gange lidt fremmed overfor nogle af de der forudsigelige forklaringer. De passer ikke med, hvad jeg oplever, og jeg tror faktisk, at mange unge føler det samme som mig, men de snakker ikke om det og siger det ikke til nogen.’
Ruben var på forretningsrejse i Schweitz, og så ringer han dernede fra og fortæller, at han mener, at Gud sagde til ham: ”Løs dig fra dit arbejde”.
Udfordringens og Deres udsendte begiver sig på vej hjemad. På vej ud går turen omkring hestestalden. Føllet er nu 18 timer gammelt. Da vi kommer hen til boksen, forsøger det at rejse sig. Dets ben er frygteligt lange og ekser flere gange under det, og det tumler om. Vil det nogen sinde komme op, kan det overhovedet stå selv, tænker jeg bekymret. Og så lykkes det, det står selv og stavrer hen til moderhesten. Og underet sker. Hun flytter sit bagben lidt bagud, og føllet kan komme til at die. Vi hører en tydelig suttelyd og nikker og smiler betydende til hinanden. Der er kontak,t og den er der næring i. Jeg tænker, at det her gælder det vist også mellem en flok søskende, mellem ægtefællerne, mellem generationerne og mellem Gud og hans skabning. Ikke så ringe endda, som en jyde kunne finde på at sige.