Skabelsestro og frelsesvished

Gud har i 31 simple sætninger på en klar og letforståelig måde fortalt almindelige mennesker til enhver tid i menneskehedens historie om sit vældige skaberværkEn pige spurgte mig for nylig, om man var nødt til at tro på, at verden blev skabt for kun 6.000 år siden, hvis man ville være frelst. Jeg svarede ”nej”, som jeg har gjort før til andre unge, der har haft problemer med disse store spørgsmål. Jeg skriver denne kronik, fordi jeg møder unge både troende og tænkende mennesker, som kæmper med disse problemer, og som ind imellem bliver stillet over for et ultimatum omkring skabelsen, der indbefatter deres egen frelse.

Simon Griis

Jeg selv voksede op som brændende ungjordskreationist, overbevist om, at Gud havde skabt universet på seks dage af 24 timer for under 10.000 år siden. I mine unge år fik jeg problemer med de åbenlyse modsætninger mellem denne holdning og de mange videnskabelige observationer, der viste, at universet var langt ældre. Der var ikke meningsdiktatur i min menighed, men de bøger, jeg læste, gav mig kun valget mellem den vantro liberalteologi, der kastede skabelsesberetningen ned i mytens og overtroens sump, og ungjordskreationismens ”endegyldige bibelske sandhed”. Nogle af bøgerne fortalte mig direkte, at min frelse var diskutabel, såfremt jeg ikke troede rigtigt, og at jeg ikke kunne tro resten af Bibelen, hvis jeg mente, de første linier var løgn.

Midt i mine spekulationer om verdens skabelse, der inkluderede værdien af min egen frelse, kom jeg til at læse beretningen om Galilei, der satte den mægtige kirke på den anden ende. På Galileis tid havde kirken taget det græske (ptolemæiske) verdensbillede til sig og havde givet det næsten kanonstatus sammen med Bibelens skrifter: Jorden var universets centrum, og det kunne ikke diskuteres. Ikke desto mindre hævdede Galilei, at jorden ikke var i centrum. Det kom til at koste ham dyrt, for paven mente, at det ville skade troen på kirken og Skriftens ufejlbarlighed, hvis der blev sat spørgsmålstegn ved kirkens verdensbillede.
Konflikten opstod ikke på grund af Galileis observationer, men fordi kirken læste Bibelen forkert og ophøjede et bestemt (og forkert) verdensbillede som absolut sandhed. Er det ikke netop den samme tendens, vi ser i dag iblandt nogle kristne? Er det ikke netop samme fatale fejltagelse, som bliver gjort, når ungjordskreationister ophøjer et bestemt verdensbillede til indiskutabel sandhed og lader hele kristenhedens og selve Bibelens troværdighed stå og falde med deres påstandes sandfærdighed?

Jeg hæftede mig specielt ved én af Galileis udtalelser: ”…Det er sandt, at to sandheder ikke kan stride mod hinanden. Det er dygtige fortolkeres opgave at fremdrage Skrifternes virkelige mening. Disse vil uden tvivl være i overensstemmelse med de fysiske kendsgerninger, som er logiske, og som forsøg har vist os”. Det vendte billedet for mig. Måske var det slet ikke udpræget dumhed blandt verdens videnskabsmænd, der var problemet, og måske var der slet ikke nogen verdensomspændende ateistisk sammensværgelse. Kunne det hænge sådan sammen, at det var bibelfortolkerne (de ungjordskreationistiske), der ikke havde evnet at fremdrage Skrifternes virkelige mening?
Det er vigtigt at bemærke sig, at Galilei lagde ansvaret for korrekt opfattelse af verden – ikke kun på videnskabens mænd og deres observationer, men også – på teologer og Bibelens fortolkere. Også de havde et ansvar: At læse Bibelen korrekt. Ud fra dette var Galilei af den overbevisning, at de ville nå frem til, at Bibelen var i overensstemmelse med det virkelige, reelle verdensbillede, for der kunne ikke være nogen modsætning mellem Bibel og univers. Der er megen visdom i Galileis ytringer, og man må spørge sig selv, om ikke han i langt højere grad var i overensstemmelse med Bibelens grundholdning til Skriftens Ord, verden omkring os og menneskets udforskning af den.

Skabelsesberetningen er skrevet i en tid, hvor den kaldæiske opfattelse af en flad jord var fremherskende. Efter dette verdensbillede fulgte endnu to store; det ptolemæiske, der hævdede en kuglerund jord i verdens centrum, og vort moderne verdensbillede, der under stadig udvikling har afsløret et næsten uendeligt univers med vores sol som en lille stjerne i yderkanten af vores galakse. Hvad nu, hvis Gud, allerede da han inspirerede Moses til at skrive Skabelsesberetningen, kendte fremtiden? Esajas skriver jo: ”Husk, hvad der skete tidligere, for længe siden! For jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg” (46.9-10).

Hvis Gud er suveræn og kan kundgøre enden fra begyndelsen, har han vidst allerede, da han inspirerede Moses til at skrive Skabelsesberetningen, at den ville blive læst i 3.500 år frem i tiden og under tre store verdensbilleder. Gud har i 31 simple sætninger på en klar og letforståelig måde fortalt almindelige mennesker til enhver tid i menneskehedens historie om sit vældige skaberværk. Bibelens skabelsesberetning skulle kunne holde sin troværdighed gennem mindst tre store verdenssyn og forblive troværdig, uanset om man levede blandt de gamle vestsemitiske folkeslag, i det gamle Grækenland eller i dagens Danmark. Hvis det forholder sig sådan, er Gud ikke blot alvidende og allestedsnærværende, så er Han tilmed genial.

Da jeg som yngre begyndte at studere disse ting, fandt jeg, at der er seriøse videnskabsmænd og bibeltro teologer, der mener, at Bibelen taler om en jord, der er meget ældre, end nogle påstår. Disse kaldes ”gammeljordskreationister” og udgør et rigt varieret alternativ til teorien om den unge jord. Tanken om, at Bibelen taler om en ældgammel jord, er ikke ny. Den skotske geolog og kristne kreationist James Hutton fremkom allerede i 1785 med tanken om, at jorden var gammel. Sir Charles Lyell (1830) fortsatte denne tanke og skrev i ”Principles of Geology” bl.a. følgende: ”…men uanset,i hvilken retning vi stiler vore undersøgelser, om det er i tid eller rum, opdager vi alle steder de klare beviser på en skabende intelligens og på Hans forsyn, visdom og kraft”. Og dette er før darwinismens fremmarch og radioaktive dateringsmetoder.

Det var den belgiske præst og astrofysiker Georges-Henri Lemaitre, der i 1927 fik den idé at sammenstille Einsteins teorier og Hubbles observationer, hvorved Big Bang pludselig stod lysende klart. Men Lemaitre var ikke den første troende, der talte om Big Bang som værende Guds skaberværks begyndelse. Den store jødiske lærde Nachmanides beskrev for 800 år siden både tidens begyndelse og grundidéerne inden for Big Bang teorien, og det gjorde han alene ud fra studier i Skriften og uden den moderne videnskabs observationer og teorier. En anden respekteret jødisk lærd, Maimonides (1135 til 1204), mente – også ud fra studier af Skriften – at rummet ikke eksisterede før skabelsen. En tanke, som først blev fuldt forståelig med Einsteins teorier. Dette fik Arnold Penzias, der har modtaget en nobelpris for sit arbejde med Big Bang teorien, til at udbryde: ”Det, vi ser, når vi med vore teleskoper kortlægger galaksernes baner, så Maimonides fra sin åndelige udsigt”. George Smoot, der leverede det endelige bevis i 1992 for Big Bang teorien, giver ikke selv udtryk for at være en personlig kristen, men han konkluderer dog: ”Der er ikke tvivl om, at der findes en parallel mellem Big Bang og den kristne fremstilling af skabelse ud af intet”.

Alt dette – og meget meget mere – er yderst spændende, men for mig er og bliver det mest spændende dog Bibelens egne udsagn om en gammel jord og et gammelt univers. Gammeljordskreationismen er et seriøst alternativ til både liberalteologiens mytetale og ungjordskreationismens bastante doktriner, og kristne blade og aviser burde give spalteplads til de bibelske argumenter, der ligger til grund for dette syn. Så kan den danske kristenhed ved selvsyn tage stilling, og de unge blandt os, der både vil tænke og tro (den, der tror, må tænke) kan måske hjælpes ud af de kriser, kravet om blind tro på en ung jord stiller dem i…