Også hårdt at være afrikanske missionærer

Men Mariama og Shaibu holder ud i det muslimske ørkenland Mali, hvor de arbejder
for Dansk Sudanmission, selv om de gerne ville hjem til vennerne i Nigeria…Mariama voksede op i en familie med ni børn. Familien boede i Maradi i det fransktalende Niger.

– Livet er hårdt for de fattige, og vi kan kun hjælpe dem lidt, siger Mariama, som tager sig af kvinderne

Faderen levede af at plante træer for at bremse ørkenen, men på grund af vandmangel måtte han stoppe.
De var fattige, og ligesom i andre afrikanske familier døde nogle af børnene af sygdomme, som de nemt kunne være reddet fra – hos os.
Men de var kristne, og derfor fik Mariama en god uddannelse, selv om hun var pige. Foruden selvtillid og et glad sind trods problemer.

I nabolandet Nigeria voksede Shaibu op i en muslimsk familie i Rano i Kano State.
Han var den yngste og gik som de andre børn i Koran-skole, hvor han lærte at citere vers udenad fra muslimernes bog. På arabisk. For Koranen bør ikke oversættes til andre sprog, mener de skriftkloge.
Da Shaibu var 13 år, ville hans far sende ham på muslimsk skole, så han kunne blive imam – dvs. muslimsk præst.
– Men det var i Maiduguri, langt hjemmefra, fortæller Shaibu, som i stedet fortsatte med at drive familiens godt 40 køer fra sted til sted.
– I tørtiden måtte vi drive køerne ca. 200 km. sydpå til Kaduna-floden.

Mariama og Shaibu tilhører 25 millioner „fulaner“, som lever spredt over det vestlige Afrika som kvægnomader.
De er næsten alle muslimer, og de er lidt lysere end andre afrikanere og ser mere arabiske ud. Engang var de herskerfolket, som til hest indtog og underkuede de sorte stammer. Men udviklingen har overhalet dem. Mens de har holdt fast ved deres titler og den „rette“ tro, er de tidligere underkuede stammer blevet kristne og bedre uddannede. I de nye afrikanske demokratier må de gamle herskere nødtvungent afgive den magt, de sad på.
Når fulanerne vandrer rundt med deres store kvægflokke, lader de ofte køerne græsse på de fastboendes marker. Det skaber mange konflikter, og gammelt had blusser op. Det sker ikke sjældent, at stammerne gensidigt dræber hinanden i hundrevis.

En søndag morgen hørte Shaibu en kirkeklokke. (Dvs. navet af et bilhjul, for i Afrika har man som regel ikke råd til kirkeklokker.) Men i Shaibus ører lød det alligevel smukt. Fulaner-hyrderne er ofte musikalske og synger for deres køer, mens de vandrer.
– Jeg drev min flok nærmere til kirken i bushen, så jeg kunne høre dem synge, fortæller Shaibu.
– Åh, det var vidunderligt. Jeg kom stadig nærmere kirken. Til sidst var jeg så nær på, at jeg kunne høre prædikenen – udefra.

– Jeg kom i snak med de unge, og vi blev venner. Men jeg var ikke kristen. Da en anden fulaner drillede mig med, at jeg var blevet kristen, blev jeg meget vred. Jeg tog det som en fornærmelse.
Dengang havde jeg meget nemt ved at blive vred og komme i slagsmål. Hvis de ikke havde holdt mig, ville jeg have tævet den unge mand.
En anden gang var der en ung mand, der påstod, at jeg kærestede med en pige. Jeg blev meget vred og ville slå ham, men de holdt mig. Men bagefter fulgte jeg efter ham ud i bushen. Jeg havde en økse med og ville slå ham ihjel, men han slap fra mig.
– Mit hjerte var hårdt dengang, husker Shaibu, som stadig er stolt og lidt stædig, men nu også venlig og tålmodig.

– På den tid blev jeg meget syg. Jeg kunne ikke gå i tre-fire måneder. Jeg tænkte meget over livet. Da jeg blev rask igen, meldte jeg mig til et læse- og skrive-kursus i bush-kirken.
– Vi aftalte, at jeg bare kunne komme ind, når de var færdige med at bede og kun deltage i undervisningen, men jeg blev stadig mere interesseret.
– De unge i kirken kom ikke fra min stamme. Men da den afrikanske missionær fortalte om en konference for kristne fulanere, ville jeg meget gerne møde dem. Så jeg tog med, og det gjorde et stort indtryk. Jeg blev overbevist af forkyndelsen og besluttede at blive kristen, selv om det var helt uhørt i min muslimske fulanske stamme.

– Da jeg fortalte det, blev min storebror vred og ville jage mig bort. Når jeg ikke var muslim, så hørte jeg ikke længere til vort folk og familie, sagde han, og de forfulgte mig.
Men far sagde, at jeg nok kom på bedre tanker, når jeg blev ældre.
Så gik der nogle måneder. De blev ved med at hade mig og kalde mig grimme navne.
Jeg stak af og tog på bibelskole. Først efter tre-fire måneder fortalte jeg familien, hvor jeg var. Jeg gik på skolen i tre år, og efterhånden dæmpede de deres vrede, men de er stadig vrede den dag i dag. Da mine forældre døde for et par år siden, fortalte de mig ingenting…

– Efter bibelskolen arbejdede jeg som evangelist i to år. Jeg savnede en kone, og nu var det udelukket, at jeg kunne få en fulansk pige. Men jeg havde en ven i Niger, og gennem ham mødte jeg Mariama og hendes kristne familie. De var fulanere, og vi blev gift, uden at mine forældre arrangerede det.
Mariama og Shaibu Idriss arbejdede nu som præstepar i Nigeria frem til 1995, hvor de blev ansat på den kristne radiostation Sawtu Linjiila i nabolandet Cameroun. Her producerede de radio for fulanerne om både sociale og åndelige forhold. Mariama lavede bl.a. radio-dramaer.
– Vi var glade for at bo i Cameroun med vore tre børn, fortæller Mariama.
– Vi var der i seks år, og vore børn gik i en god skole. Vi kunne tale til tusinder gennem radioen, men forholdene for udlændinge og på stationen var vanskelige, og til sidst vendte vi tilbage til Nigeria.
Efter et år i Nigeria tilbød parret at rejse til det franske Mali som missionærer. Her er der som regel norske missionærer, og der har også været et par fra Færøerne (Thuri og Snorri Brend). Og de fik nu afrikanske kolleger.

– Befolkningen i Mali er meget fattig. Og i år er høsten slået fejl på grund af tørke. Vi lider med folk og ville gerne hjælpe dem, men vi har kun vores egen løn, og den rækker ikke langt, når der altid er folk på besøg, som skal have mad og hjælpes, fortæller Mariama.
Shaibu forklarer:
– Tidligere hjalp missionæ-rerne meget, men de blev så trætte af, at folk altid tiggede. De var bange for, at folk kun skulle blive kristne på grund af den hjælp, de kunne få. Derfor holdt de op med at hjælpe socialt og koncentrerede sig om det åndelige. Privat hjælper missionærerne, men vi synes, det er meget svært ikke at kunne hjælpe mere…

– Som afrikanske missionærer kender vi nok sprog og kultur meget bedre end I hvide, men vi har ingenting at arbejde med. Hvis jeg havde en projektor og en bil kunne jeg vise Jesus-film hver eneste dag. Hvis jeg havde et hjælpeprojekt kunne jeg gøre meget mere end nu. Det føles, som om vi har den ene hånd bundet på ryggen. For forkyndelse og hjælp hører sammen.
– Derfor har vi ofte lyst til at vende hjem til Nigeria, hvor alle vores venner er, og hvor vi kan låne sukker og salt af vore naboer. Men så længe, vi tror det er Guds ønske, at vi er i Mali, så bliver vi, fastslår Shaibu og Mariama. Men det kommer ikke frækt og frejdigt – det er et offer for dem.
De har netop været to uger i Danmark for at medvirke ved årsmødet i Sudanmissionen.
Her bad de først og fremmest om, at man ville huske dem i bøn, så det kristne budskab også kunne nå deres muslimske landsmænd i ørkenlandet Mali.

– Dengang jeg ikke var kristen havde jeg et hårdt hjerte, fortæller Shaibu Idriss, som nu forkynder det kristne budskab for fulanerfolk i ørkenen