Skål i skuret
Vi sidder bænket i hestesko. Slipset strammer, og maven taler dunder, fordi forretten blot narrede fjenden, og onkel Knud er ved at tale hovedretten kold.
Jo, vi er til fest, og ih hvor er det festligt. Onkel har sat sig og stikker romanen i inderlommen, mens hans kone børster et usynligt fnug af hans mørke jakke og belærer ham om, at han talte for længe, gentog sig selv og sagde øh for mange gange.
Serveringspersonalet serverer kalvestegen, der engang var varm. Kartofler, sovs, bønner, perleløg og waldorf indtager hvert et hjørne af tallerknen. Nu begynder festen for alvor.
Troede vi. Bedst som kniven har kløvet kalven, og gaflen er på vej mod sit bestemmelsessted, bliver vi afbrudt af en krøllet smoking bag et keyboard.
– Skal vi ikke hilse på hinanden, spørger han.
Han må jo være kommet for sent. Vi andre hilste lystigt udenfor. Men … det viser sig snart, at han slet ikke har tænkt sig at hilse med håndtryk og knus. Nej, han løfter bare sit glas, som en skjult hentydning til serveringen: Kom og fyld op!
De fleste gæster følger trop. Nikker til hinanden og viser glasset, inden de nipper beskedent. Sådan fortsætter det hele aftenenen. Nikke, nippe, nikke, nippe, nikke og nippe.
En ældre kvinde vil have os til at råbe hurra for fødselaren. Trefoldigt endda. Men igen skal glassene vises frem, og der skal nikkes og nippes og slubres bordet rundt.
Spillemanden føler sig glemt bag keyboardet og skruer op, så de fire nærmeste borde ikke kan tale sammen. Midt i Himmelhunden afbryder han og brøler SKÅL! og nipper igen. Det gentager sig flere gange. Efterhånden drukner set, og midt i Den Knaldrøde Gummibåd forstummer set, og det bliver kun til GÅL! Men gæsterne ved, hvad det drejer sig om og nikker-nipper igen. Men folk ser ikke ud til at være påvirket af nipperiet, og de små serveringsdamer i sorte nederdele og hvide forklæder lader sig ikke forvirre.
De, der kender mig, kalder mig en irriterende kværulant, system-ombryder og traditionsfornægter, når jeg i protest råber hurra uden at løfte glasset. Men faktisk kan man bedre klappe bagefter, når man ikke har et vinglas i hånden.
Andre gange har jeg som et socialt eksperiment forsøgt at få folk til at skåle i letmælk og leverpostejmadder, men folk kigger på mig, som om jeg var skingrende vanvittig. Det kan man åbenbart ikke. Men hvorfor ikke?
Jeg venter stadig på, at nogen vil forklare mig meningen med skåleriet. Indtil da vil jeg vove den påstand, at det bare er end dårlig undskydning for at få noget mere drue inden for vesten. Min salig bedstemor nægtede at skåle, fordi det var en sær verdslig skik. Jeg tror, jeg følger trop.
