Søndbjerg klar med stor munke-musical
Sidste del af september har været undervisningsfri for eleverne på Søndbjerg Ungdomsskole. Al tid er gået med forberedelser til musicalen www.poppo.dk
Søndbjerg Ungdomsskole på Thyholm har stået på den anden ende i september, hvor den traditionelle undervisning er lagt på hylden. I stedet har fantasien fået frit løb, replikker er blevet indøvet til perfektion, og stribevis af rekvisitter og kulisser er blevet produceret.
Alt i alt skulle de mange anstrengelser gerne munde ud i musicalen www.poppo.dk, som de 75 elever skal opføre i forbindelse med Indre Missions Ungdoms Event 2004 søndag den 3. oktober.
Musicalen er skrevet specielt til lejligheden med udgangspunkt i teamet for Event 2004 Sulten for alvor.
Også musicalen handler nemlig om sult. Ikke som en knurren i maven, men den form for sult, der melder sig, når man føler, at man mangler noget vigtigt i livet.
I musicalen følger man Katrine, der har en sådan indre sult, der ikke kan stilles af hverken forældre, kammerater, videofilm, computerspil eller noget andet, hun kender.
En dag kommer hun tilfældigvis ind på internetadressen www.poppo.dk, hvor hun møder en munk. Og munken tager Katrines indre sult alvorligt. Inden hun får set sig om, er hun kommet med munken på en dramatisk internetrejse 1000 år tilbage til vikingetiden, hvor Danmarks konge hed Harald Blåtand.
Dengang manglede kong Harald Blåtand og hans vilde vikinger nemlig også noget. De opsøges af munken Poppo og hans tro følgesvend Ib. De har et stærkt ønske om at bringe kristendommen til danerne, også selv om de dermed løber risikoen for forfølgelse og død.
Der er lagt op til en højdramatisk historie med både humor og alvor, hvor man også møder vilde vikinger med flatterende navne som Thormod Hængedelle og Halvgrim Helgrimson.
Hele forestillingen er pakket ind i sang og musik, som eleverne selv fremfører. Et andet virkemiddel, som er taget direkte ud fra de unges hverdag og ind i musicalen, er teknik.
Stykket er nemlig proppet med computere, video, lys og lyd. Men først og fremmest er det en musical, som forkynder det kristne budskab med de unges virkemidler.
– Med denne musical ønsker Søndbjerg Ungdomsskole at pege på Ham, der er livets brød og den eneste, der kan stille menneskets indre sult og give livet dets sande mening, siger forstander Georg Kjeldsen. Søndbjerg Ungdomsskole er tilknyttet Indre Mission, KFUM og KFUK og KFUMs Idræt.
Allerede nu kan interesserede selv besøge den hjemmeside, hvor Katrine fra musicalen mødte munken. På poppo.dk kan man desuden se billeder og læse mere om forberedelserne til musicalen.
– ole