Det er ikke noget problem!
Verdensberømt engelsk
sanger og sangskriver
Hør og lyt uden hovmod, thi Herren taler. Lad Herren jeres Gud få ære, før det mørkner, før I støder jeres fødder på skumringsbjerge, så i må bie på lys, men han gør det til mulm, han gør det til mørke. Men dersom I ikke hører, da græder min sjæl i løn for hovmodets skyld, den fælder så bitre tårer; mit øje rinder med gråd, thi Herrens hjord føres bort.
(Jer. 13,15-17)
Nogle af dem, der ringer ind i de sene telefonprogrammer i radioen, er til at fortvivle over. Jeg har netop lyttet til en ung dame, som fortalte programværten, hvordan hun i årevis har været forfalden til først et, så et andet narkotisk middel heroin, kokain, cannabis og Mogadon var alle sammen velkendte stoffer for hende og hun forklarede de forskellige stoffers specielle virkninger. Nu kæmpede hun for at vænne sig af med at tage sovepiller.
Det lød alt sammen meget tragisk, men min sympati forsvandt brat, da værten havde spurgt, om hun havde fortrudt noget. Uden et øjebliks tøven og med fuldstændig overbevisning svarede hun: »Åh nej, overhovedet ikke. Det har kun været spændende, alt det, jeg har oplevet!«
Rent ud sagt kunne jeg slet ikke tro hende, for jeg kan ikke godtage, at nogen ved deres fulde fem vil vælge et liv, hvor man er totalt afhængig og altid påvirket af narkotika. Jeg har en mistanke om, at denne unge dame ikke ville se den kendsgerning i øjnene og da slet ikke for åben mikrofon ville indrømme at hun havde taget fejl. Hendes stolthed ville ikke tillade det.
Det forekommer mig, at stolthed er en af de egenskaber, som enten er en fordel i livet eller også en enorm hindring. Det er godt og rigtigt, at vi kan være stolte af det, vi foretager os; for kristne er det naturligt og ønskeligt, at vi er stolte over at være Jesu venner. Det er endda rigtigt bare at være stolte, når vi indser, hvor værdifulde vi er i Guds øjne.
Men denne unge dames stolthed var fuldstændig malplaceret, og det er kedeligt, at dette synes at være en meget almindelig svaghed hos mennesket. Dette aldrig at ville tilstå, at man har taget fejl. Det er altid os, der må have ret; at indrømme en fejltagelse er svaghed. Det er ingen ny brist; Det gamle Testamentes jøder var gennemsyrede af hovmod og stædighed, og Gud var sorgbetynget over deres tåbelighed.
Kristendommen vil ikke kunne give ret meget mening hos nogen, før de indrømmer, at deres hidtidige liv har været alt andet end rigtigt. Desværre kommer stoltheden alt for ofte i vejen, og vi lyver ligesom narkomanen for os selv. »Vi har ingenting at fortryde; vi har ingen problemer«, siger vi. Hvem snyder vi?
Cliff Richard (1940- ) blev født i Indien, hvor han boede, til han var otte år. Da familien flyttede tilbage til England, begyndte Harry Webb, som er Cliff Richards oprindelige navn, at synge i diverse grupper.
I 1958 sagde Harry Webb sit job i en radio- og tv-forretning op og blev professionel kunstner under navnet Cliff Richard. Siden da har Cliff været en af de største stjerner inden for popmusikken.
I 1966 blev Cliff en kristen, og han har på en særlig måde formået at forene en stærk tro med et liv som superstjerne.
Artiklen her er fra bogen JESUS dig og mig udgivet af Forlaget Scandinavia i 1988.
