Forstuvet fod førte til glad tro

11-årige Morten forstuvede foden under en campingtur, så han hverken kunne stå eller gå. Men da evangelist Torben Søndergaard bad for foden, forsvandt smerterne, og Morten kunne gå lige ud og spille fodbold…! – Nu tror den tidligere Jehova-familie på Jesus.Familien Olsen fra Dalby på Sydsjælland har gennem seks-syv år været tilknyttede Jehovas Vidner uden nogensinde at blive døbt.
– De ville først have, at vi overholdt alle deres regler og holdt op med at ryge, fortæller moren, Pernille Olsen (40).
For 10 år siden fik Pernille og hendes mand, Jan (46), nok og holdt op med at komme i rigssalen. De formåede simpelthen ikke at leve op til alle kravene. Ellers havde de levet som Jehovas Vidner og hverken fejret jul eller fødselsdage – og betragtet guddommelige helbredelser som dæmoni.
I dag har de begge oplevet guddommelige helbredelser på nærmeste hold. Og det hele begyndte, da de sammen med deres to børn, Morten (11) og Theresa (16) under en campingferie i sommer stødte ind i halleluja-manden.

– Vi camperede en uge i nærheden af Give. Da vi havde været der en dags tid, kom en bil kørende ind på pladsen. Hen over bilen var der med kæmpestore bogstaver skrevet www.oplev.jesus.dk, fortæller Jan. I bilen sad den kristne evangelist Torben Søndergaard, som var på campingferie med familien.
– Jeg rystede på hovedet og tænkte: Det rabler for ham. Men vi røg så småt i snak, og han begyndte på sit med at fortælle om Jesus og alt det. Det gjorde han til mange på pladsen og han fik hurtigt tilnavnet halleluja-manden, smiler Jan og fortsætter:
– Men jeg sagde til ham, at han ikke skulle begynde at prædike for mig.
Pernille og Jan sad alligevel sammen med Torben og talte om tro i halvanden time, hvor de fortalte om deres oplevelser med Jehovas Vidner.
– Torben fortalte, at troen på Gud slet ikke handlede om krav, men var fyldt med glæde, og at man kunne komme til at opleve Gud, siger Pernille.
– Og det havde altid undret mig, at jeg hos Jehovas Vidner aldrig mærkede Gud, for hvis han fandtes, måtte jeg jo også kunne mærke ham, ræsonnerer hun.

I løbet af samtalen fortæller Torben også om helbredelser, og da Pernille har smerter i sine ben, tilbyder han at bede for hende – også fordi hun ønsker at holde op med at ryge, hvilket han har fortalt hende, at Gud kan hjælpe med.
– Men jeg var meget negativ, fortæller Jan.
– Så jeg sagde, at han skulle holde fingrene fra min kone, og derefter gik der faktisk et par dage, hvor vi ikke talte sammen udover goddag og farvel.
Men så skete det uheldige, at Morten under leg på en trampolin faldt og forstuvede foden voldsomt. Den hævede til dobbelt størrelse og blev helt blå, og Morten kunne hverken støtte på den eller formå at komme op i campingvognen, så han blev henvist til en stol i forteltet, indtil Pernille og Jan besluttede at køre ham på skadestuen.
Jan skulle dog et smut på toilettet først, og dér ser han Torben.
– Jeg prikkede ham på skulderen og sagde, at nu kunne han få lov til at vise os hans hokus pokus. Fra Jehovas Vidner havde jeg lært, at al troshelbredelse i virkeligheden skyldes dæmoner.

Torben går med Jan og lægger hænderne på Mortens fod, mens han beder to-tre gange til Gud.
– Jeg sad og småsmilede lidt for mig selv, erkender Jan.
Men Torben fortsætter uanfægtet og beder Morten om at rejse sig op og begynde og gå.
– Det var jeg lidt bange for, indrømmer Morten.
– Men da Torben bad for mig, mærkede jeg en varme, som strømmede helt op i maven, så jeg rejste mig og begyndte at gå frem og tilbage, og da det ikke gjorde ondt, gik jeg ud og ind ad campingvognen og kravlede op og ned af min køje. Foden var stadig stor og blå, men den gjorde ikke ondt længere, fortæller han.
Så til nabocampisternes store overraskelse var drengen med den forstuvede fod kort efter ude at spille fodbold, og dagen efter var hele familien Olsen i Legoland, hvor de travede rundt i timevis, uden at Morten mærkede det mindste til forstuvningen.

Torben bad også for Pernilles smerter i benene, og selv om han ikke havde bedt for hendes røgtrang, havde hun de næste to dage ikke lyst til cigaretter. Også hun mærkede en varme strømme igennem sig, mens Torben bad.
– Han bad også for mig – jeg havde haft hovedpine og kvalme den halve dag, men det forsvandt med det samme, fortæller Theresa.
– Det var fantastisk, og jeg fik bare lyst til at høre mere, erklærer hun.
Jan var målløs, men vedblev at være negativ og ville ikke have, at familien skulle involveres i noget.
– Pernille og Theresa begyndte at læse et hæfte og en avis, som Torben havde givet dem, og da vi kom hjem, ringede de til Torben, som bad for dem over telefonen.
Theresa led på det tidspunkt af angst og kunne ikke sove om natten. Hun var rædselsslagen for krig og terror, så hun gik i panik, bare et fly fløj over hovedet på hende. Men efter at Torben bad i telefonen, forsvandt angsten fuldstændigt.

Én gang om måneden holder Torben Søndergaard møder i Ringsted, og Pernille og Theresa har siden sommerferien været til alle møderne, hvor de flere gange oplevede, at Gud rørte ved dem. De oplevede endda at falde omkuld, da Torben bad for dem, men selv om det var helt nyt for dem, skræmte det dem ikke.
– Jeg tænkte ikke så meget over det, jeg lå bare og var glad, siger Theresa.
Pernille supplerer:
– Hele den ene side af min krop rystede, uden at jeg kunne gøre noget, så det var en mærkelig oplevelse, men ikke skræmmende. Jeg mærkede også en eller anden form for varme, som strålede igennem mig, og da vi kørte hjem, var jeg slet ikke bange. Jeg har ellers altid været meget bange for mørke.

De første par måneder nægtede Jan at deltage i møderne, og han syntes, at pigerne i familien var blevet rablende gale. De gik rundt og smilede fjollet eller fik grineanfald uden nogen egentlig grund. Men på et tidspunkt gav han efter for familiens pres og tog med til en form for bibeltime.
– Jeg forestillede mig, at det var noget, som mindede om rigssalen hos Jehovas Vidner, men atmosfæren og glæden var utrolig, og folk kom bare i deres almindelige tøj. Så jeg var der igen ved næste møde, hvor jeg gik op til Torben og bad ham bede om, at jeg måtte få en ret forståelse af Gud og af Bibelen, fortæller han.
Gud rørte ved Jan under forbønnen.
– Det sagde ligesom klik inde i mig, og jeg mærkede en varme i kroppen, mindes han.
I tiden derefter gav Gud Jan et syn og nogle ord i hans tanker, som hjalp Jan til at give slip på sin skepsis og sine fra Jehovas Vidner tillærte parader.
Nu kommer hele familien hver søndag i frikirken Treenigheden i Ringsted – den kirke, som står bag Torben Søndergaards besøg i byen.

– Vores forhold til tro er vendt 180 grader i forhold til tiden i Jehovas Vidner. Det vigtigste for os er glæden ved troen. Før var der hele tiden pegefingre og krav fra mennesker. Ikke fra Gud, men fra ældsterådet i Jehovas Vidner og fra medlemmer. Men nu har vi en glæde i troen, og vi kan mærke Gud, fastslår Jan.
I år fejrer familien jul på Gran Canaria. Det blev besluttet allerede i sommer – rejsen er så samtidig familiens gave til hinanden.
– Men vi har ikke tænkt over, om fejringen af julen fremover får et andet indhold for os, end den har haft de sidste 10 år, siger Pernille.
– Vi har ikke engang overvejet, om vi fremover skal gå i kirke juleaften. Jeg ved faktisk ikke, om Treenigheden overhovedet har nogen form for julegudstjeneste.