Venner for livet – eller hvad?

Venskaber er ingen luksus, men noget, man ikke kan leve forudenHurra, jeg har fået kontakt til en gammel veninde!Sådan noget sker normalt kun sjældent. Folk flytter, skifter job og menighed eller forsvinder på anden måde ud af ens liv. Man lover at skrive til hinanden, holde telefonisk kontakt, besøge hinanden i ferierne – og et langt stykke hen ad vejen lykkes det også i begyndelsen. Men på en eller anden måde stilner interessen af, og et tidligere ret tæt forhold sygner hen til en hurtigt nedkradset hilsen på et julekort. Vi har alle meget om ørerne, og ubemærket træder nye venner i de gamle venners sted.
Men gør de nu også det? Tabet af en god ven eller veninde – hvad enten det skyldes forsømmelse eller ændrede livsforhold – efterlader et hul, som aldrig helt kan fyldes ud. En ven kan ikke erstattes på samme måde som en ituslået kop. Derfor skal man passe på dem, man har.

At pleje og vedligeholde venskaber kræver en betragtelig del af vores så knappe tid og energi. Og vi kan måske indimellem føle, vi kommer til ulejlighed, hvis vi ringer. Hvor tit har jeg ikke stået med røret i hånden for at ringe til en veninde og er endda begyndt at trykke hendes nummer – for så blot igen at lægge på og overveje det en gang mere. „Jeg må hellere vente. Hun har sikkert travlt nu, og jeg kan ikke lide at forstyrre hende midt i noget.“

Nogle venskaber må man acceptere er forbigående. Vi tillader, at de visner, og går videre med vores liv. Men sande venner er så svære at finde, at det lønner sig at pleje disse forhold. En kvinde, som for nylig var flyttet, skrev i et brev: „Vi glemmer, hvor megen energi vi bruger på at finde nye venner.“ Det gælder især for kvinder, som skal opfylde forskellige behov og derfor dårligt har tid til at opdyrke nye venskaber.
Gode venner kan bære over med, at man til hverdag kan være stresset og kort for hovedet. Med gode venner kan man slappe af og have det sjovt. De forlanger ikke noget af dig, kun dit selskab. Man behøver ikke forstille sig over for dem, man kan lide at være sammen med. Man kan rase ud og få luft for frustrationer på arbejde og derhjemme. Og på et dybere plan tager de tro alvorligt og giver plads til bøn.
Og fordi gode venner accepterer os, som vi er, kan de også på en kærlig måde gøre opmærksom på, når vi taber vores mål af syne. Jeg har for eksempel en veninde, som hjælper mig med at tøjle mit hovmod. I visse situationer spørger hun direkte, hvem det egentlig er, jeg vil behage. Men hun holder ingen foredrag for mig. Når hun fortæller om sine egne svage sider, genkender jeg mig selv og værdsætter hende så meget desto mere for den fintfølende måde, hun sætter mig på plads på.

Den, som læser apostlen Paulus’ breve, kan vanskeligt undgå at lægge mærke til de tætte kontakter, han havde til sine venner og medarbejdere i menighederne. „Jeg takker dagligt Gud for jer,“ skriver han et sted. Priszilla, Aquila, Timotheus og alle de andre var faktisk hans familie. Jeg går ud fra, at tanken om dem holdt ham oppe, da han sad i fængsel, led skibbrud eller måtte foretage sine anstrengende rejser i Lilleasien. Men han gjorde mere end blot tænke på dem; han anstrengte sig for at holde forbindelsen til dem ved lige.
Venskab er ingen luksus, en ting, vi kan klare os foruden. For kristne er det en bibelsk nødvendighed. Og for en kvinde, for hvem livet tit er en balancegang mellem arbejde og hjem, er et venskab med til at sikre hendes almene og åndelige velbefindende.
Og om Gud vil, vil jeg ikke have for travlt, næste gang en ven ringer og foreslår, at vi skal mødes igen. Jeg vil selv gøre mit til at holde kontakten ved lige!

Af Elisabeth Cody Newenhuyse, som er forfatter og arbejder som free-lance journalist.