Tropesygdom havde nær taget livet af Meik

26-årige Meik Aas blev i 1995 ramt af flere tropesygdomme, som nær tog livet af ham. Lægerne kunne ikke finde grunde, og flere gange fik han forkert behandling, men forbøn reddede ham gang på gang.
Og Meik tror, Gud har en opgave til ham

Meik Aas følte det, som om han blev angrebet fra alle sider, da han i 1995 var med efterskolen i Tanzania.

– Jeg blev bidt af tæger og tsetsefluer og myg hele tiden.
Den første arbejdsdag var der en giftsnog, der bed i min støvle. Heldigvis bed den ikke igennem. Den døde, da jeg huggede hovedet af den.
Vi var fire drenge, som kom med langt ud i bushen. Vi sov på taget af landroveren på grund af myrer osv.
Vi havde lige været nede ved en å og hente vand til te. Vi sad på bagklappen og slappede af, da der pludselig kommer en med en stor kniv og jagter en hvislende cobra-slange under benene på os…
– Vi var en 10. klasse, som havde samlet 25.000 kr. ind, og derefter rejste vi ned for at hjælpe med at bygge en kirke og en børnehave. Vi arbejdede blandt andet sammen med missionærerne Sven-Axel Conrad og Jens og Elin Haslund.
Vi havde masser af fede oplevelser, men dagen efter at jeg var blevet bidt af tæger og ekstremt mange tsetsefluer, havde jeg det ikke så varmt, da jeg vågnede oppe på taget af bilen, hvor vi var fem, der sov.
På vej hjem blev jeg svimmel og kunne ikke følge med. Jeg gik i gulvet. Havde høj feber. Men blev ved med at køre trillebør.
Jeg fik nogle “hestepiller”, som skulle slå det ned, så rejste vi hjem.
Jeg blev ved med at have det dårligt og kunne ikke koncentrere mig om eksamen.
Jeg tog en masse panodiler, fordi feberen tit røg op på 40.
Min værelseskammerat sagde: – Du er syg.
– Nej, det er jeg ikke.
– Hvorfor har du så en dynejakke, en frakke, en sweater og to t-shirts på – og det er maj?
Men jeg tog også skriftlig eksamen, og så kørte det hele rundt.
Mine forældre – Bjarne og Helle Aas – var ude at rejse, men da min søster fik meget kraftig dysenteri, kom de hjem – og da de blev klar over min situation, skyndte de sig op på skolen, hvor de gav lærerne et møgfald, fordi de ikke havde gjort noget. Dagen efter ringede de til vagtlægen, men fik besked på selv at køre mig hurtigt til sygehuset i Herning. Der var ikke tid til at vente på en ambulance.
De tog rygmarvsprøver, testede mig for malaria og mange andre sygdomme.
Jeg kan ikke orientere mig, det hele kører rundt. Min mor og far sidder på skift hos mig om natten.

– Så er det, jeg glider væk og får en nærdødsoplevelse. Jeg kommer op gennem en lystunnel, ser en skøn eng og får at vide af en engel, at jeg skal tilbage igen, for der er stadig noget, jeg skal. Det er endnu ikke tid. (Om denne nærdøds-oplevelse har Udfordringen netop bragt artiklen: Meik så en engel, i uge 5.)
– Jeg er jo faktisk død der, hvor min puls er væk, og benene er blå. Men mine forældre beder for mig, og jeg kommer tilbage igen.
Efter et kort øjeblik glider jeg så over i en komalignende tilstand og bliver bragt til tropemedicinsk intensivafdeling i Århus.
Her blev jeg undersøgt helt ekstremt meget. Jeg får mad gennem en sonde og meget morfin.
Jeg sover ikke i den periode. Jeg husker kun et stort pres på hjernen. Jeg har tredobbelt hjernehindebetændelse.
Jeg taler i febervildelse. Jeg slår ud med armene og ryger ud af sengen. Hiver mine drop-ledninger af osv.
Jeg røg i krampe nogle gange. Jeg har et levertal på 300. De kan ikke stikke mere i armene, men må give mig medicin gennem en sonde.
Ifølge journalen har jeg „talrige bloddykninger“.

– De ved ikke, hvad de skal stille op med mig, og har nok opgivet.
Jeg ligger sammen med andre patienter, som har AIDS og andre farlige sygdomme. Flere af dem dør.
De giver mig på et tidspunkt en sprøjte, som slår alle bakterier ihjel, men som også ødelægger immunforsvaret. Der er noget med 40-50 pct. risiko for, at man ikke overlever det. Men jeg lever videre.
Jeg får medicinforgiftning, men kommer også over det.
Jeg kan stadig ikke sove, og det er kritisk for min overlevelse, hvis jeg ikke sover, siger lægerne. Da der er gået tre måneder, kan mine forældre ikke holde det ud længere.

– Min far og søster tager til et helbredelsesmøde i Århus, hvor der bliver bedt for, at jeg kan få det bedre og sove. Og den nat sover jeg endelig.
Næste dag vågner jeg til middag og siger: Hvor er der rodet her. Jeg er så sulten. Mor, kan du ikke hente en ristet hotdog. Jeg får mad, men kaster det op igen. Mit venstre ben virker ikke, min højre arm er lammet, og jeg har ondt i hjertet. Mine led sidder forkert, men jeg er nu pludselig ivrig efter at komme igang.
Der går ikke lang tid, så er jeg i gang med gangtræning.
Nu taler de om at langtidsindlægge mig på Rigshospitalet, men jeg får i stedet lov at komme til Herning Sygehus, hvor der ikke er plads, og hvor jeg bare skal ligge på gangen. Da de også vil til at give mig noget af den medicin, som jeg ikke kan tåle, får jeg i stedet lov at komme hjem til mine forældre.
De havde solgt deres hus, før de tog til udlandet. Planen var, at de ville arbejde i Indonesien, men nu bor vi så i et sommerhus.
Efter mange prøver, hvor man ikke kan finde ud af, hvad det er, jeg fejler, sendes der endelig nogle prøver til USA, hvor der er et institut, der kan fastslå, at jeg har antistoffer imod en sygdom, der hedder ehrlichia. Sygdommen menes overført af en tæge i Afrika.
Jeg har også haft dengue-feber på grund af stik af tsetse-fluer, hvor én ud af 20.000 overfører sovesyge og ødelægger immunforsvaret. Jeg har også haft iresia, som er en ofte dødelig tropesygdom, der medfører hjernehindebetændelse. Det er meget sjældent, at man får det hele… Så jeg var virkelig uheldig…
– Var du bitter på Gud?
– Jeg synes, det var mærkeligt, at når jeg nu endelig havde besluttet mig til at tro på ham, så fik jeg alt det her.
Dengang troede jeg, at det var Gud, der sendte sygdom.
I dag ved jeg, at sygdom ikke kommer fra Gud, men fra den Onde, og at Gud hjælper os.

– Selv om jeg nu havde papir på, hvad jeg fejlede, så fik jeg ingen behandling.
Jeg begyndte at gå på HF, men havde svært ved at læse, huske, koncentrere mig.
Nogle gange faldt jeg om. Jeg havde hovedpine og ondt i leddene.
På HF fandt jeg nogen kammerater, og jeg begyndte at drikke for meget alkohol, fordi det tog toppen af ledsmerterne og hovedpinen.
– Måske var jeg også lidt sur på de kammerater, der havde glemt mig.
I fem år havde jeg det elendigt. Jeg havde feber og smerter. Efter HF kom jeg igang med en medieuddannelse i Viborg, og det gik godt nok, men det så ikke ud til, at lægerne rigtigt kunne hjælpe mig, og jeg forudså, at det skulle fortsætte sådan resten af livet. Til sidst ville de sende mig på psykiatrisk afdeling – selv om det handlede om for høj feber, gigt og hovedpine… De gav mig kvalmestillende medicin, som jeg ikke kunne tåle, og som jeg i perioder mistede synet af.
Det virkede håbløst.

– En dag kom jeg kørende i bil hen til min kammerat Torben.
Han sagde: Nu bliver du her nogle dage. Han bad for mig, og jeg fik sovet godt igen. Så vendte det, og jeg flyttede hjem til mine forældre. De stillede mig overfor et valg: „Hvis du vil bo her, så går du med os i kirke.“
Okay, det gjorde jeg så. Og den første gang, vi var i kirken, var der en, der bad for syge. Efter at han havde prædiket et par timer, ville jeg bare ned at ligge, men et par kammerater fik mig hjulpet op foran. Han uddrev sygdomsånden i Jesu navn, så jeg blev helbredt. Jeg havde ikke ondt mere.
Hvis jeg bare holder mig fra alkohol, så går det nu fint. Jeg har været nødt til at skippe nogle relationer og finde en ny livsstil.
Jeg kan stadig få smerter i ledene, og jeg må ligesom tage kampen op, når der kommer symptomer, men der er ingen tvivl om, at den aften i Herning blev sygdommen brudt, mener Meik, som gerne tager ud og fortæller unge om sine dramatiske oplevelser.