Guds spion i SS-uniform

SS-officer Kurt Gersteins kristne tro forbød ham at holde mund med, hvad han med egne øjne havde set i de nazistiske dødslejre- Jeg bad for dem og græd til min Gud og deres Gud. Kunne jeg dog bare være gået ind i gaskamrene sammen med dem. Kunne jeg dog bare dø den død, de døde. Men jeg kunne ikke gøre det, jeg måtte modstå fristelsen til at dø sammen med disse mennesker.

SS-officeren Kurt Gerstein er ophavsmanden til en af Holocausts mest dramatiske øjenvidneskildringer. Selv om han betragtede sig som „Herrens Sabotør,“ blev han ufrivilligt manden, der leverede giftgas til nazisternes gaskamre

Sådan skriver den tyske SS-officer Kurt Gerstein i sin berømte Gerstein-rapport om sin frygtelige oplevelse i dødslejren BeBzéc i 1942.
Her fik han indblik i en hemmelighed, han ikke kunne tage med i graven, da han på én og samme dag så 10.000 mænd, kvinder og børn dø i gaskamrene. Han måtte indvie verden i Holocausts uhyrligheder, som ingen dengang troede mulige.

Troede på Hitler og Gud

Kurt Gerstein blev født den 11. august 1905 i Münster. Tonen i hjemmet var streng, og den autoritære far indprentede sønnen, at man altid skulle adlyde sine foresatte ubetinget. At ansvaret ene og alene lå hos den, der udstedte ordrer, ikke hos den, der fulgte dem.
Som ung blev Kurt Gerstein medlem af indtil flere kristne ungdomsorganisationer, og som 20-årig fik han en åndelig oplevelse, der gjorde ham til dybt troende kristen. En tro som fik stor betydning for hans videre færd.
I 1931 afsluttede han sin uddannelse som mine-ingeniør, og i maj 1933 meldte han sig ind i NSDAP, det tyske nazist-parti. Først og fremmest for at kunne få job, forklarede han siden. Men han var enig med nazisterne på en række områder og nærede et stort håb til den fremadstormende Adolf Hitler.
Dog var de anti-kristne tendenser i nazismen en stadig anstødssted for Gerstein, og med tiden blev han mere og mere kritisk overfor partilinjen.

Oprør i teateret

De kristne ungdomsorganisationer, han færdedes i, var på det tidspunkt lagt ind under Hitler-jugend. En sammenslutning, som Gerstein gentagne gange havde opfordret de kristne ledere til at forlade.
I 1935 overværede han et nazistisk teaterstykke, der var stærkt kritisk overfor kristendommen. Og midt i salen, der var tæt proppet med partimedlemmer og soldater, rejste Gerstein sig og sagde: Vi finder os ikke i, at man gør nar af vores Gud, af Jesus Kristus.
Han blev efterfølgende banket sønder og sammen, mistede flere tænder og blev smidt ud af salen.
Episoden gjorde blot Gerstein endnu mere indædt, og han begyndte at skrive og distribuere nazi-kritiske skrifter, som blev sendt ud sammen med kristne ungdomsblade.
Kort efter blev han arresteret af Gestapo og indsat i tugthuset i Saarbrücken i seks uger. Senere blev han ekskluderet af partiet og mistede sit job med forbud mod at arbejde igen.
I stedet begyndte han at læse teologi, men skiftede senere til medicin, imens fortsatte han med at udarbejde hemmelige protestskrifter.
I sommeren 1938 blev han igen arresteret, og denne gang indsat i koncentrationslejren Welzheim nær Stuttgart.

Herrens sabotør

I slutningen af 1939 iværksatte nazisterne et såkaldt eutanisiprogram, der medførte drab på op mod 100.000 børn og voksne på særlige anstalter for syge og handicappede i Tyskland og Østrig.
Én af disse anstalter var Hadamar og lå mellem Frankfurt og Köln. Her blev Gersteins svigerinde i 1941 myrdet med tegn på, at nazistpartiet var involveret.
Det fik Kurt Gerstein til at træffe en stor beslutning. Harm over svigerindens død meldte sig ind i SS, ikke som loyal soldat, men som „Guds spion og Herrens sabotør,“ som han efterfølgende kaldte sig.
Som ingeniør blev han straks sat til at udvikle et vandrensningsanlæg til brug for tropperne i felten, og han løste opgaven hurtigt og effektivt. Derfor fik han lov at blive, selv om nazistpartiet nogle måneder senere forsøgte at fjerne Gerstein fra SS, ligesom som de én gang tidligerehavde ekskluderet ham af partiet.
I stedet blev han i 1942 forfremmet til leder af Hygiejneinstituttets tekniske desinfektionsafdeling. Her arbejdede man blandt andet med giftgassen Zyklon B, som blev brugt til desinfektion af tøj, men som siden 1941 også blev testet i dødslejrenes gaskamre som en effektiv erstatning for den ofte upålidelige kulilte fra biludstødning.
Kurt Gerstein skulle sørge for leveringen af Zyklon B til Auschwitz.

Overværede gasning

I august 1942 blev han sendt til de nazistiske koncentrationslejre i BeBzéc, Sobibór og Treblinka i det nuværende Polen. Formålet var at overtale ledelsen af lejrene til fremover at benytte Zyklon B-gas til drab på jøderne.
Tilsyneladende vidste Gerstein intet om, hvad lejrene skulle bruge gasserne til. I hvert fald transporterede „Herrens sabotør“ en lastbil fyldt af denne giftgas til lejren BeBzéc. Og hvad han så i lejren chokerede ham dybt.
I sin rapport beretter han fra den gasning, han var vidne til:
– Menneskene stod på hinandens fødder. 700-800 på 25 kvadratmeter. SS’erne tvang dem fysisk sammen, så mange som overhovedet muligt. Dørene lukkede sig. Imens ventede de andre derude i det fri, nøgne. Man sagde mig: Også om vinteren er det nøjagtig sådan! – Jamen de kan jo dø af det, sagde jeg.
– Ja, det er jo netop derfor, de er her! sagde en SS-mand til mig på sin dialekt.
Forgæves forsøgte teknikere at starte motoren, som skulle fylde kammeret med kulilte, men den fungerede ikke.
– Man ser, at det er ham pinligt, at det netop skulle ske nu, hvor jeg er her, skriver Gerstein om kommandanten i BeBzéc.
– Menneskene venter i deres gaskamre. Forgæves! Man hører dem græde, hulke. Kommandanten slår med sin ridepisk på ukraineren, der skal hjælpe med motoren, 12, 13 gange i ansigtet. Efter to timer og 49 minutter – stopuret har registreret alt udmærket – starter motoren. Til dette øjeblik levede menneskene i disse fire kamre, fire gange 750 mennesker. 25 minutter er gået. Rigtigt, mange er nu døde. Man ser det gennem det lille vindue, når det elektriske lys et øjeblik oplyser kammeret. Efter 28 minutter lever kun få endnu. Endelig, efter 32 minutter er alle døde!
Efterfølgende blev ligene undersøgt for guld, de måtte have gemt på sig, og tandlæger bankede guldtænder ud på ligene med en hammer, fortæller øjenvidnet.
Da vidste Gerstein, hvad hensigten var med hans dødbringende last af Zyklon B. Og han forklarede kommandanten, at gassen var blevet ustabil og dermed var farlig for personalet i lejren at benytte. Derfor blev containerne med gassen gravet ned.

Ingen troede Gerstein

Han havde mest lyst til selv at lade sig gasse sammen med jøderne, men han var klar over, at hvis han ikke gjorde omverdenen opmærksom på uhyrlighederne, så var der ingen, der gjorde det.
– Jeg var et af kun en håndfuld mennesker, som havde set grusomhederne med egne øjne. Og jeg var sikkert den eneste, som havde besøgt gaskamrene som en fjende af disse mordere, skriver han.
Efter oplevelsen rejste han med tog tilbage til Tyskland. Her mødte han tilfældigt den svenske diplomat Göran Von Otter, som han faldt i snak med.
Med livet som indsats fortalte Gerstein svenskeren om nazisternes massedrab på jøder i lejrene. Undervejs standsede toget på et åbent område, og de to steg af for at kunne tale frit.
– Der var svedperler på hans pande. Der var tårer i hans øjne. Og hans stemme var hæs, beretter Von Otter.
Han spurgte Gerstein: ”Er det jøderne?” Ja, sagde Gerstein, ”jeg så mere end titusinde dø i dag.”
– Det var svært at få Gerstein til at holde stemmen nede. Vi stod der sammen, hele natten, og igen og igen blev Gerstein ved med at fortælle, hvad han havde set. Han hulkede og gemte ansigtet i hænderne. Jeg havde ingen tvivl om oprigtigheden af hans humanitære intentioner, skriver diplomaten.
Da de ankom til Berlin, fortalte Gerstein om lejrene til den pavelige udsending i Tyskland og til andre kirkeledere, mens Von Otter videregav beretningen til den svenske regering. Men intet skete. Overalt fandt man beretningerne så bizarre, at de umuligt kunne være sande.
De følgende måneder underrettede Gerstein tusinder af diplomater og gejstlige, mens han tvunget måtte fortsætte sine dødelige transporter af giftgas til især Auschwitz.
Ganske vist hævdede han, at han, så ofte det lod sig gøre, saboterede sine egne transporter. Men det er nok tvivlsomt, om anstrengelserne har reddet jødisk liv fra gaskamrene.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hængt i celle

Den 22. april 1945, få dage før krigens afslutning, blev Gerstein taget til fange af franske tropper. Og da de blev klar over, at han var ansvarlig for giftgas-leverancerne, blev han sendt til et særligt militært fængsel i Paris.
Under fængselsopholdet skrev han alle sine oplevelser ned i Gerstein-Rapporten, som senere blev brugt under Nürnberg-processerne mod de ansvarlige nazister efter krigen.
Så længe levede ophavsmanden ikke. Den 25. juli 1945 fandt vagterne Gerstein hængt i sin celle. Om der var tale om selvmord, eller om andre nazi-fanger havde gjort det, er stadig uvist.
Selv om han for længst var død, fortsatte retsinstanser arbejdet med at kortlægge hans rolle i krigen. Og først i 1965 blev „Herrens Sabotør“ endelig frikendt for at have del i nazisternes krigsforbrydelser.