Familiebrevkassen:
– Hvordan får jeg min mand med?

Spørgsmål
Jeg har et problem. Det lyder sådan her: Hvordan får jeg min ægtefælle med til det, som virkelig betyder noget for mig? Jeg synes, det er irriterende, at han ikke kan se det væsentlige i at være i cellegruppe eller for eksempel læse en god bog sammen, tage på ture, osv. Jeg synes, det koster mig meget energi at skulle tage initiativ og hive ham med til det, jeg synes er sjovt og vigtigt. Hvordan kan jeg få min ægtefælle med, uden at jeg skal lokke eller plage?
Mange hilsner fra Louise.

Svar
Dette spørgsmål dukker ofte op i en samtale med den ene person fra et ægtepar. Nogle gange når vi at opdage det, mens vi endnu er kærester; langt de fleste gange er det et fænomen, som bliver forstærket lidt senere i forholdet, hvor den første forelskelse har lagt sig.
Giv plads
Ikke tit nok kan det siges: giv plads. Du har sikkert hørt det så mange gange før, men det bliver det ikke mindre vigtigt af. En ægtefælle er ingen ejendom med råderet eller med mulighed for, at den anden kan diktere vejen. Man er blevet gift og træder ind i en afhængighed og nærhed, hvor det er rart at følges ad. Der er meget tryghed forbundet med at være to. „Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.“ Præd. 4,9-10. Men at binde sig og dele fuldt ud betyder ikke, at vi skal ophøre med at være selvstændige personer.
Jeg mener ikke, vi altid skal have ægtefællen med i det, vi foretager os. Hav ikke hemmeligheder for hinanden, men respekter den andens interesser, ønsker og behov. Det kan ofte være nogle meget forskellige aktiviteter, der fylder og fornyer os. Det er vigtigt at være opmærksom på egne behov, men også at vise det hensyn, at den anden måske ikke lige har samme behov og interesse for for eksempel fællesskab, familie og film.
Gå foran
Med tiden kan det føles underligt og lidt ensomt at gå alene i byen, sidde alene til en fest eller gå til et møde uden ægtefællen. Det er godt og rigtigt, men det er også værdifuldt, at forblive i stand til at fejre andre, selv om ægtefællen ikke kan gå med. Det skader heller ikke, at vi kan deltage i aktiviteter, uden at ægtefællen nødvendigvis skal være med. Hvis ikke, er der måske skabt en usund afhængighed af hinanden, der skyldes frygt, egoisme eller manglende selvværd.
Vil du have din ægtefælle med til mere af det, du selv brænder for, må du gå foran og vise vejen. Du må selv tage af sted, hvis du én gang har givet den anden mulighed for at være med og han/hun har takket nej. Ægtefællen forstår et tilbud, og at det stadig gælder. Vær ikke trist eller overtalende; vis i stedet hvor meget energi du kommer hjem med, efter du har været af sted. Det kan måske give lysten til at deltage en gang imellem.
Det er altid lidt hårdt at føle, at man skal „trække læsset“, men det er måske godt, at du ændrer tankegang på dette område. Glæd dig i stedet over forskelligheden, accepter det, som er meget svært at ændre. Læg mærke til de ting, I faktisk gør sammen, og sæt pris på dem. Jeg tror på en frihed i ægteskabet til at have forskellige venner, forskellige interesser, og som det også ofte er tilfældet, naturligvis, forskellige jobs.
Dorthe Braüner Lind

Spørgsmål:

Kære familiebrevkasse
Jeg har en stor datter på 16 år og to mindre børn. Den ældste skal på efterskole efter sommerferien. Hun har hørt, at det vil være godt at have sin egen computer med. Jeg føler mig meget presset, for jeg vil gerne give hende den, men jeg står helt alene – føler jeg – for hendes far og jeg blev skilt for lidt over et år siden. Jeg er så nervøs for, at jeg ikke kan få alle enderne til at nå sammen. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hun kører helt op, og jeg kan jo ikke blot lade hende bestemme det hele, synes jeg. Jeg er slet ikke vant til alt det der med at skændes, og før i tiden var hun også sådan en sød pige. Jeg bliver meget ulykkelig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Kan I hjælpe mig?
Hilsen fra Monica.

Svar:

Kære Monica
Tak for dit brev, det lyder som om, at der er sket rigtig meget i dit liv det seneste års tid, og at mere er på vej. Det lyder til, du godt kan føle, at du står meget alene med ansvaret i familien her efter skilsmissen. Og din store datter har egne ønsker – og slås for dem, så det kan høres.
Jeg vil gerne give dig et par hint, som du kan tygge lidt på. Bemærk også klummen her på siden om betydningen af personlige grænser.
Det er hovedsageligt dit ansvar, hvordan kommunikationen foregår mellem dig og din datter. Du er den voksne. Hvis du er lidt bange for hendes reaktion på et ’nej’, kan du blive alt for hurtig til at skære hende af, og det kan hun høre som kritik, som om hendes ønske er forkert.
Jeg vil foreslå dig, at du gør klart for hende, at du har set og hørt hendes ønske – og værdsætter, at hun prøver at få det, hun gerne vil have.
Det næste er så at sige til hende, at du ikke vil give hende det, hun vil have, for der er andre ting, som også skal hænge sammen, for at hele familien kan fungere. Bliver hun gal over det, så acceptér det.
Når jeres forskellighed er afklaret, så kunne I måske pulje ideer sammen til, hvad hun så kan gøre for at få det, hun gerne vil, på en anden måde. Hvem kan hjælpe med at finde en god og billig computer, kan hun selv tjene nogle penge, kommer der en fødselsdag eller andre mærkedage, kan hun søge fonde, kan du bidrage med noget, kan hendes far, har hun noget, hun kan sælge? Osv. osv.
Jeg tror, det kan lette dig, hvis du fordeler ansvaret, så du selv beholder den del, som hører dig til, og lægger den anden del ud i familien. Det vil give alle familiens medlemmer bedre muligheder for et ligeværdigt samspil og øge jeres handlemuligheder – og sandsynligvis vil det nedsætte niveauet af frustration, både hos dig selv og hos din datter.
Mange hilsner
Peder Poulsen