Skriver til 2800 præster og ledere
2100 folkekirkepræster, 370 frikirkepræster, en lang række indremissionærer, kirkeministeren, dronningen og andre ledere og medarbejdere i kristne kirker og organisationer modtager i denne uge et lille hæfte med posten. Titlen er Vækkelse, og afsenderen er evangelisten Lars Hyldgaard Jensen fra Aalborg, som er leder af den fælleskirkelige organisation Europe Harvest Center, som driver en træningsskole. Her forsøger man at træne og udruste mennesker, som har et kald til at udbrede det kristne budskab på fuld tid. Træningsskolen henter undervisere fra både folkekirken og fra forskellige frikirker i Danmark.
– En sommerdag for to år siden, hvor jeg lå ude på græsset, oplevede jeg, at Gud talte meget tydeligt til mig, fortæller Lars, der bor i Aalborg sammen med sin kone Susanne og deres barn.
– Der lagde han mig på hjerte, at jeg skulle skrive til alle præster i hele Danmark med udgangspunkt i Malakias bog fra Det Gamle Testamente.
I starten var Lars temmelig overvældet, for det er slet ikke hans stil at arbejde på den måde. Så hvis han ikke var overbevist om, at ideen kom fra Gud, så var det helt sikkert aldrig blevet til noget.
I to år har han arbejdet på det lille hæfte, som nu er trykt og sendt ud. Undervejs har han rådført sig med flere forskellige personer, blandt andre teolog Johannes Hansen, der er leder af Apostolsk Kirke, for at hæftet må ramme så bredt som muligt.
-Hæftet er tænkt som en hilsen og en opmuntring til præster og kristne ledere. Om det ansvar vi har som repræsentanter for Guds rige, at vi bør leve til Guds ære. Det er hovedbudskaberne i Malakias bog, som også er skrevet til netop præster, forklarer Lars.
Baggrunden for titlen på hæftet er, at Lars forventer, at Gud inden længe vil sende en stor vækkelse over Danmark og resten af Europa.
– Alle andre kontinenter har oplevet det i større eller mindre grad, men Europa mangler. Og meget tyder på, at det snart vil ske, siger han.
Og netop når Gud vælger at gribe ind, så bruger han oftest kirken som sit redskab, skriver Lars i hæftet. Og derfor er det vigtigt, at kirken, præsterne og lederne er parate, så de ikke kommer til at stå i vejen for det, som Gud ønsker skal ske.
Ser man på de vækkelser, som allerede har fundet sted, så begynder de næsten alle sammen ved, at Gud korrigerer noget ved den bestående kirke, så kirken og de kristne på stedet vågner op. En opvågnen, som efterfølgende smitter af på samfundet.
– Derfor er det vigtigt, at vi ikke er hovmodige og fastlåste, men at vi er stillet ind på den vækkelse, der kommer, forklarer Lars.
Hvis en præst eller leder ikke er villig til at lade sig korrigere af Gud ud fra Bibelen, så har det store konsekvenser for både præsten selv og for andre, og vedkommende burde finde et andet job, skriver Lars.
Til sidst i hæftet stiller Lars Hyldgaard læseren syv nærgående spørgsmål og opfordrer til at overgive sig til Gud og lade ham få råderum.
Selv forventer Lars ikke at præster på stribe vil tage imod budskabet. Men hvis bare nogle få vil tage det til sig, har det været det hele værd, siger han.
Det har kostet 21.500 kroner at trykke og udsende de mange hæfter. Penge, som frivillige har givet til projektet.
Af Ole Larsen