Gospel- musikken førte os sammen
Florence Atey viste vejen til Jesus og fik sig en ægtefælle, da hun inviterede folk på gaden til gospel-musik. En af dem var Carsten JørgensenCarsten og Florence Jørgensen blev viet i International Harvest Christian Centre i København for to år siden. Tre år efter deres veje krydsedes ved Ishøj Station en sen lørdag aften.
– Jeg var på vej hjem fra det sidste møde i et evangelisa-tionsfremstød i International Harvest Christian Centre. Vi havde haft en gospelcafé og gadeevangelisation i en uge. Det var gået rigtig godt, så jeg og et par venner, der boede i nærheden af hinanden, var superglade og meget begejstrede, da vi fulgtes hjem. På vej ud af toget ved Ishøj Station fik jeg øje på en mand, som jeg følte Helligåndens tilskyndelse til at kontakte og invitere til søndagsmødet.
– Jeg kendte ham overhovedet ikke, men jeg spurgte, om han kunne lide gospelmusik og inviterede ham, fortæller en frimodig Florence åbent og glad på flydende og sikker dansk.
Den mand var Carsten Jørgensen. Han har altid interesseret sig meget for musik, dog ikke specielt for gospelmusik, men han blev alligevel nysgerrig.
– Jeg er vokset op i en ate-istisk familie og har aldrig rigtig gjort mig nogen specielle tanker om Gud og Jesus. Men jeg tænkte, at det da kunne være meget sjovt at opleve sådan en gudstjeneste.
Jeg kender kun folkekirken fra enkelte kirkelige højtideligheder. Der skal man jo passe på ikke at larme. Så det var en oplevelse at se det liv og den respons, der var under gudstjenesten. Men jeg tænkte, det er godt for dem, men ikke for mig. Og så prøvede jeg ellers at holde det hele lidt på afstand og gøre det til en engangsoplevelse, fortæller Carsten Jørgensen, der er 34 år og rengøringsassistent. Han er vokset op i en helt almindelig dansk kernefamilie i København.
Florence Atey, der er 35 år, er derimod vokset op i en storfamilie med flerkoneri i et krigshærget Uganda, hvor hendes far omkom som soldat i Idi Amins rædselsregime i 70erne.
Florence kom fra Uganda til Danmark for ti år siden, hvor hun har taget en uddannelse som smørrebrødsjomfru. I dag arbejder hun i kantinen i en virksomhed kun fem minutters cykeltur fra parrets hjem i en toværelses andelslejlighed i Sjælør i København.
Carstens afstand til det åndelige holdt dog kun et par måneder. For da han læste religion op til HF-eksamen i foråret 2000, kontaktede han Florence.
– Jeg tænkte, at det kunne være meget interessant at få et troende menneskes syn og perspektiv på Bibelen med. Jeg vidste, at Florence virkelig troede, at Bibelen var Guds ord og levede efter den, så jeg ringede til hende og fik lov at besøge hende og stille nogle spørgsmål.
– Det var kun for at få så flot en eksamenskarakter som muligt. Jeg var ikke på det tidspunkt åndeligt søgende eller noget, der lignede, fortæller Carsten, der på grund af eksamenspensum var nødt til at læse i Bibelen, og det vidste Florence og den anden person fra kirken, der også deltog i samtalen med Carsten, hvor de blandt andet talte om Jesu bjergprædiken.
– Da Carsten gik hjem igen efter besøget, bad vi meget om, at Guds ord måtte blive levende for ham, at han ville tage imod Jesus Kristus som sin frelser, indskyder Florence.
Og de bønner var ikke længe om at gå i opfyldelse. Da Carsten læste Jesu bjergprædiken, fik han tårer i øjnene.
– Det var, som om ordene i Bibelen forløste en varme imod mig og gennemborede mit hjerte.
Jeg var ikke tvivl om, at det på en eller anden måde var Gud. Det var første gang i mit liv, at Gud viste sig for mig. Det var, som om han sagde: Jeg findes, hvad vil du gøre ved det?
Det var langt udenfor min forestillingsevne. Men det var næsten for godt til ikke at være sandt. Jeg havde umiddelbart lyst til at ringe til Florence. Men jeg undlod, for så vidste jeg, at jeg var nødt til at blive en kristen, hvilket også indebar, at jeg var nødt til at ændre nogle ting i mit liv og det ville jeg ikke.
Florence havde fortalt mig evangeliet og heller ikke lagt skjul på, at synd har konsekvenser, så menneskers livsstil er ikke ligegyldig. Hun havde aldrig fordømt mig, men hun havde givet mig noget at tænke over, husker han.
Det lykkedes dog for Carsten at holde sin oplevelse på afstand et halvt års tid. Han ville simpelthen ikke blive en kristen. Men da han en periode kæmpede med nogle problemer, opsøgte han alligevel kirken.
– Da lovsangen begyndte, forsvandt den byrde og det åg, der havde tynget mig. Jeg blev glad og fri, så jeg var helt høj lang tid efter. Jeg spurgte Florence, om jeg var ved at blive kristen eller hvad?
– Et par uger efter var jeg sammen med nogle venner til en musikaften. Da jeg havde drukket noget rødvin, forsvandt den der skønne fornemmelse af Guds nærvær lidt, som jeg havde fået i kirken.
– Siden har jeg ikke rørt alkohol, fortæller Carsten, der begyndte at komme regelmæssigt i kirken. Søndag den 18. november 2000 blev skelsættende for ham.
– Inden jeg tog til mødet, besluttede jeg, at dette skulle være min dag. Jeg kunne næsten ikke vente til slutningen af mødet, hvor præsten kaldte frem til forbøn.
Jeg ville offentligt erklære min overgivelse til Jesus Kristus som min Herre og frelser. Det var en bevidst og radikal omvendelse.
– Det var ligesom et tykt gardin, der blev revet væk for øjnene af mig, hvor et mørke forsvandt, og sandheden og lyset tonede frem, da jeg overgav mig til Jesus.
Tidligere har jeg sommetider tænkt på, at livet egentlig var tomt, formålsløst og perspek-tivløst her på jorden. I dag lever jeg et liv med formål. Jeg er lykkelig, fordi jeg mødte Florence, og hun viste mig vejen.
Det varede heller ikke så længe, inden der opstod sød musik mellem dem. Men Florence gjorde ellers, hvad hun kunne for at holde alle følelser på afstand. Men kærligheden ville ikke give sig.
– Jeg var meget forsigtig og meget diskret lige fra begyndelsen af vores bekendtskab. Carsten var jo ikke kristen, så jeg ville meget nødig sende nogle forkerte signaler, fortæller hun.
Da Carsten begyndte at komme i kirken, inviterede han Florence ud at spise efter møderne.
– Jeg oplevede det som en dobbeltforelskelse. Florence har en styrke, en substans og en klarhed i sit liv, som jeg aldrig tidligere havde mødt hos en kvinde, og det faldt jeg for. Jeg har altid syntes godt om afrikanske kvinder, men Florence er en ener.
En halvsøster og en onkel til Florence kom fra Uganda og deltog i parrets bryllup. Men Florence har ikke besøgt sit hjemland, siden hun forlod det.
– Carsten vil meget gerne besøge min familie også. Jeg er meget taknemmelig, fordi jeg kom til Danmark og for de muligheder, det gav mig. Jeg er vokset op i en katolsk familie og har gået i katolsk skole. To uger inden jeg forlod Uganda, blev jeg en personlig kristen, fortæller Florence.
Kort efter ankomsten til Danmark begyndte hun at komme i International Harvest Christian Centre, hvor parret Jørgensen er meget aktive. Carsten har bl.a. ansvaret for det grafiske arbejde og oversættelse og tolkning i kirken.
