Familie-brevkassen

Denne udgave er den sidste udgave af Familiebrevkassen, som redigeres af Farmen Familierådgivning. Bare rolig, brevkassen vil fortsætte, blot med en ny redaktør.Ændringer på vej
Så jeg vil på vegne af Dorthe Braüner Lind, Ann-Mari Nolsøe og mig selv sige tak for denne gang. Vi fortsætter med at lave et halvårligt familiemagasin til avisen, så der er en fortsat kontinuitet i samarbejdet på den front.
Tak til alle I læsere, som har ladet os få et blik ind i jeres familier og de ting, som I har bakset med hver især. Det har også været rart ind imellem at få respons fra nogle af jer, så vi har kunnet have lidt samtale og erfaringsudveksling læserne imellem. Vi lærer undervejs, og vi lærer af hinanden undervejs. Jeg er for min egen del klar over, at det ikke er så let at blive ekspert, men jeg er fast overbevist om, at jeg med nogen øvelse kan blive en habil amatør ud i familielivets udfordringer – herunder ikke mindst dem i min egen familie.
Så jeg vil gerne opmuntre både mig selv og jer til at grave dybere i relationernes mysterium. Ikke med henblik på at besidde og kontrollere, men med henblik på at blive levende. For livet springer af relationerne.
Mange hilsner og tak for denne gang
Peder Poulsen

Brev
Jeg kan ikke sige fra!
Kære Dorthe
Jeg er netop hjemvendt fra ferie, og selvom det har været en dejlig sommer, føler jeg mig som en fiasko. Jeg har lige været på besøg hos min veninde i en uge. Vi var nogle gamle veninder, som skulle mødes, men det blev stressende, da min gode veninde havde travlt med arbejde, og hun var mere optaget af at snakke i telefon og hjælpe sin søsters veninde, mens jeg var der. I lejligheden, hvor vi boede, var der konstant gæster, larm og overfladisk snak. Jeg fik ikke sagt fra over for mine veninder. Jeg havde sådan glædet mig til en god og dyb snak med min veninde, men tiden blev ikke helt til det. Som ugen skred frem, blev jeg mere og mere udkørt på grund af for lidt søvn og irritation over, at alt andet var vigtigere end mig. Jeg vidste, jeg burde sige noget, men fik ikke sagt noget før sidste aften, og vi græd begge over skuffelsen over, at ugen gik, som den gik. Nu sidder jeg tilbage i min lejlighed og bebrejder mig selv, at jeg ikke tog hjem eller sagde noget lidt før. Det er virkelig svært for mig at forstå, hvorfor jeg følte mig lille og mindre værd i de andres selskab, men sådan var det bare. Når jeg prøver at sige noget, bliver jeg bange for, hvad de synes og mener om mig, og tænker, det nok bare er mig, der mangler søvn. De holder jo så meget af mig, som min veninde også sagde til mig den sidste dag. Men hvorfor viser de så ikke lidt mere hensyn? Hvorfor får jeg ikke sagt fra?
Venlig hilsen Lotte

Svar
Giv dig selv et skub og sig din mening
Kære Lotte
Tak for din ærlighed. Jeg er klar over, du er vred og skuffet, hvilket ikke er så mærkeligt. Du havde forventet at få noget godt med hjem fra et besøg hos din veninde, og det gik ikke helt sådan. Jeg vil forsigtigt give mit bud på, hvordan du evt. kan forberede et besøg hos hende (eller andre). Måske kan det hjælpe dig til at få sagt ordentligt fra en anden gang, så veninderne respekterer dig og viser lidt mere hensyn. At turde skubbe dig selv ud over kanten og sige din mening med risiko for, at de andre ikke synes det samme som dig, vil være med til at opbygge respekt omkring dig. Mange tror fejlagtigt, at de bliver for skrappe eller skælder ud, når de siger deres mening, men det er ikke altid tilfældet. Modtageren kan så vælge at tage din mening for pålydende og ikke tillægge den noget negativt eller krævende.
Med „terapeutiske briller“ på tænker jeg, du har et behov, som ikke bliver mødt. Du ville gerne være værdsat, prioriteret, hygge, have tid til en god snak, mv. Desværre var det svært at sige højt. Meget er indforstået over for din veninde. Du bliver vred, skuffet og irriteret, men i stedet for at „sælge ud“ af din frustration og lade den komme til udtryk med ord, vender du den indad og sidder tilbage med følelsen af at være en fiasko.
Jeg oplever, at mange er bange for at sige deres mening direkte, da de frygter at blive afvist eller miste en god relation. Det er min erfaring, at det er forsøget værd at turde fortælle sandheden, som den er og, ikke bære en maske eller vise for stort et hensyn. Ofte er det en hjælp blot at få det sagt, selvom omgivelserne så ikke altid retter sig efter ens behov. Prisen for ikke at sige noget er for høj, synes jeg. Det kan koste selvværd, isolation og en tom relation at være for overfladisk. Men jeg oplever, at du er på vej. I fik talt sammen, du fik sagt noget, og du har øje for, at både du og din veninde bærer et ansvar for venskabet. Der er en sandhed i, at der er 50% ansvar til hver part i et venskab, du skal ikke bære mere end din del.
Jeg vil gerne opmuntre dig til at være så ærlig som mulig. Når du mærker, nogen er ved at overskride dine grænser, forsøg da at få det sagt med det samme og få det ud af kroppen. Da undgår du også en ophobning af skuffelse og frustration indeni.
Kærlig hilsen Dorthe

Spørgsmål
Ulvetimen
Kære familiebrevkasse
Jeg synes, der skal så lidt til, før det hele kører af sporet, og jeg begynder at blive møgirriteret på de par børn, som jeg ellers holder så meget af. Jeg arbejder selv i administrationen på et kontor i et lille firma. Min mand har også et godt job, og på den måde er det ok. Men når jeg kommer hjem og skal have nogle ting fra hånden i håb om, at vi hurtigt kan komme til at sidde ned, så er det, som om børnene, især den yngste på fire, har sat sig i hovedet at sabotere det hele. Måske er det lykkedes mig at forklare den ældste på seks, at vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis vi skal have det godt sammen, hende har jeg det i hvert tilfælde lettere med. Men det ene kan godt tage det andet, og pludselig er al hyggen gået fløjten, og så skal vi spise og hygge os, men jeg er frustreret og har lyst til at skælde ud på dem alle sammen. Jeg kunne godt tænke mig ikke at skulle fortsætte på den her måde længere end højest nødvendigt. Så hvad tror I jeg har af muligheder.
Hilsen fra Amanda

Svar
Fokusér mere på børnene
Kære Amanda
Tak for dit brev. Som du kan se i klummen her på siden, så er det et af de sidste breve, jeg kommer til at give respons på i den her omgang. Og lad mig blot opsummere, hvad de fleste af os glemmer og kan have godt af at blive mindet om. Som én sagde det: Situationen er håbløs, men den er ikke alvorlig!
For det første er det kontakten mellem jer to forældre, som er meget vigtig. Hvis du er fokuseret på at få hjemmet til at køre og tager ansvar for det meste, så kan du i løbet af nogen tid havne et sted, hvor du kan opleve dig meget alene, og der er risiko for, at du begynder at skælde ud frem for at bede om det, du har brug for. Og det kan hurtigt blive selvforstærkende, og resten af familien kan begynde at trække sig væk fra dig. Mit råd er: Snak ud med din mand, sig hvordan du har det, og find ud af, hvordan I to kan være partnere og venner. Små børn belaster et parforhold, sæt fokus på forholdet jer to voksne imellem.
For det andet er det de voksne, som har ansvaret for tonen i hjemmet. Hvis du er helt fokuseret på ’projekt hjemmet’, og hvordan du vil have det, kan du let komme til at overse børnene. Jeg hørte sundhedsplejerske og radiovært Sigrid Riise kommentere på dette. Hendes anliggende var at få fokus på barnet. Tolk barnets signaler og bliv opmærksom på dig selv i dit samspil med barnet. Hvis du vrisser og giver tilkende, at barnet er i vejen, så får du uvægerlig en reaktion på det enten i form af vrede eller sorg. Det kan godt være, din ældste er lettere at have med at gøre for dig, men det er ikke det samme, som at hun er tilpas med at være i familien. Jeg vil gerne gøre dig og alle os andre voksne opmærksomme på, at vi var der, inden barnet kom. Det var dig, som var der først, og det er dit ansvar, hvis det trapper op. Det er ikke barnets ansvar. Hvis du i stedet for at hysse på børnene anerkender, at de prøver at få din opmærksomhed, og så giver dem den, prøv så at se, hvad der sker. Hvad med at eksperimentere og slippe effektiviteten. Giv dem et lille stykke brød og tag et med, mens I laver mad sammen i ro og mag.
Jeg vil gerne værdsætte din indsats for at få et godt indhold, men tonen eller måden eller formen på det spiller altså med på en uafvendelig måde.
Børn søger ikke magt, og de nyder ikke at være uartige. Det er noget, vi voksne tillægger dem. Jeg tror ikke, de ved, hvad de skal stille op med sig selv, når vi voksne bliver vrede og siger alt muligt hurtigt efter hinanden. Relationen til et barn lever af de samme kvaliteter som enhver anden relation.
Så må jeg ønske dig og alle andre mere eller mindre hårdt prøvede børn og forældre lykke til i anstrengelserne med at finde ud af at få venskabelige forhold i vores familier. I min forståelse er vi forbundet i et pagtsforhold, som har sit urbillede i Guds eget væsen. Han har givet og giver os til stadighed et inspirerende eksempel, og det knytter jeg selv stor fortrøstning til.
Mange hilsner
Peder Poulsen