Har du husket luppen?
Det kan ikke have ændret sig meget fra dengang, da Jesus stod i båden og talte til den store forsamling om Guds rige.
På nordsiden af Genezaret Sø – ikke langt fra Kapernaum – ligger der en lille bugt, hvor bredden rejser sig som et naturligt teater omkring en lille stille lagune. Når foråret kommer, står skråningerne stadig smukt klædt i sennepsgult. Længere oppe ad bjergsiden maler kornmarker baggrunden i mere afdæmpede farver. Folkene dér på bredden har kunnet se Jesu prædiken lige umiddelbart omkring sig: kornet, der voksede af sig selv, og fuglene, der nu kunne bygge rede i skyggen af de vilde sennepsplanter.
»Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det?« spørger Jesus. Bare det at stille spørgsmålet er en provokation. For hvis Guds rige er Guds rige – så skulle det vel ikke være nødvendigt at sammenligne med noget. Havde profeterne ikke set det genrejste Jerusalem og Messiaskongens magt og herlighed for sig? Det er da et Guds rige, der er til at tage og føle på.
Mon ikke de fleste i skaren havde forventet noget mere dramatisk af ham, der kunne helbrede de syge og kaste dæmoner på porten og forkyndte »at Guds rige er kommet nær?« Og hvad siger han så til den forventningsfulde skare: Har I husket at få lup med? Guds rige »er ligesom et sennepsfrø. Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter.«
Hvis vi skal få øje på Guds rige – så skal vi ikke lede i magtens, miraklernes og manipulationens mægtige søjlegange. Guds rige sammenlignes bedst med det gudsskabte liv, der spirer omkring os næsten af sig selv og uden, at vi ved hvordan.
Set fra historiens fugleperspektiv voksede det lille sennepsfrø da også op og blev et ganske stort træ. En utællelig skare har fundet hvile i dets skygge. Med væksten voksede dog også fristelsen: Fristelsen til at forlade sennepskornets iboende kraft og gå ud og trække lidt i kornet selv – med magt, mirakler og manipulation. Kirken voksede måske – men Guds riges spire blev kvalt og mennesker blev såret.
I det land, hvor Jesus i sin tid talte om sennepsfrøet – og hvor den lille kirke, som jeg er hyrde for, ligger – forbindes kirke og kristendom stadig mest med inkvisition, tvangsdåb, proselytmageri og krigere med kors på skjoldet. Som en rabbiner sagde: »Hold venligst jeres kristne kærlighed for jer selv, den har vi allerede til fulde fået at føle på vores egen krop.« Når vi lader os styre af vores egne ambitioner og ønsker om hurtige resultater og et synligt Gudsrige, så asfalterer vi den jordbund, sennepsfrøet skulle have været sået i.
»Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer (Lukasevangeliet 17,20). Engang skal det komme eftertrykkeligt og synligt, men indtil da kan vi kun se og modtage det i tro.
Men »hvis Jesus er Messias, hvor er så det messianske rige?« spørges der stadig. Har du fået luppen med? – må vi stadig svare. Kan du få øje på sennepsfrøet? Ham, som profeterne også så: »Han skød op som en spire, som et rodskud af den tørre jord… Vi så ham, men vi brød os ikke om synet … vi regnede ham ikke for noget … Men han blev … knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred (Esajas 53). Gud talte ikke med magt, men gennem Jesus – i kærlighedens yderste sprog – for at nå os. Dette budskab rummer hele Guds rige, og det har potentiale nok i sig selv til at skabe liv og vækst – og bryde sig vej gennem vores asfalt, hvis vi ellers vil holde os til det. Gør vi det, så vokser Guds rige i sennepsgult omkring os og i os.
