Bykirke ved en korsvej

Bykirken i Århus har eksisteret i to år. På den tid er kirken vokset fra en gruppe venner til en etableret valgmenighed, hvor op imod 30 mennesker flere gange om måneden
mødes til Bøn og Brunch. Andreas Østerlund Nielsen, der er præst og medstifter af Bykirken, fortæller her om den første tid og om kirkens udfordringer de kommende år. Og om elevator-lignelser og Jesus-karikaturer.

Præst i Bykirken Andreas Østerlund Nielsen foran kirkens alter og altertavle, der viser dagens tema

– Hvad er tro? Troen er at række ud over sig selv. Ud over det synlige. Troen sanser det, vi ellers ikke sanser. Det er, når vi bliver grebet af Gud. Troen er som en elevator. Den kræver tillid, overbevisning og konsekvens; tillid til, at den ikke svigter mig, men bringer mig sikkert frem. Overbevisning om, at den rent faktisk bringer mig derhen, hvor jeg ønsker. Og konsekvens, fordi jeg er nødt til selv at træde ind – ellers kommer jeg ingen vegne.
Med de ord indleder Andreas Østerlund Nielsen dagens prædiken i Bykirken i Århus. Stedet er restaurant Svineriet, der i dagens anledning er pyntet op med blomster, hvide duge og levende lys på bordene og på det lille alter.
Fra sin plads foran alteret kan Andreas se ud over de godt 30 forsamlede mennesker, som er en blanding af medlemmer af Bykirken, inviterede gæster og nysgerrige, der har lagt vejen forbi til brunch, snak og gudstjeneste denne søndag formiddag.

Det er en søndag, hvor temaet er „Troens plads i det sekulære samfund“. Et tema, der er mere aktuelt end nogen sinde som følge af den internationale konflikt omkring den danske avis Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
I dagens prædiken berøres emnet med en bemærkning om, af den første kendte tegning af Jesus også var en karikaturtegning, hvor man så Guds Søn afbildet med et æselhoved.
Elevator-billedet, æselhoved-tegningen og den generelt afslappede og tilbagelænede stemning i lokalet er alle vigtige elementer i Bykirkens grundlag: At være et åbent fællesskab, hvor mennesker, der ellers ikke er vant til at komme i kirke, kan mødes om forskellige aktiviteter, tro og gudstjenester, fortæller Andreas over endnu en kop kaffe og en samtale om Bykirkens fortid og fremtid.
Bykirken er først og fremmest et sted, der skal tiltrække primært yngre mennesker, der søger et stærkt fællesskab, og som spiller op til dem på deres egne præmisser: Med den afslappede og uhøjtidelige „laid back“ stemning og prædiken på et almindeligt, moderne dansk om aktuelle temaer.
– Vi tilbyder de unge noget, fra den café-kultur, de kender i forvejen. Sognekirken tilbyder omvendt en berigelse i nogle trygge rammer, som også er vigtig. Det er da også folk i alderen fra først i 20’erne til sidst i 30’erne, der er flest af denne søndag.

Historien om Bykirken i Århus startede tilbage i 2001, hvor den store amerikanske menighed Willow Creek holdt konference i København. Her delte de ud af deres råd og erfaringer med at skabe en ny, dynamisk, kristen kirke, der svarer til den tidsånd, vi lever i i dag.
Blandt tilhørerne var de to teologistuderende Isak Holm og Andreas Østerlund Nielsen. Efter konferencen satte de sig ned og tænkte over, hvordan disse nye toner bedst kunne omsættes i deres egne omgivelser. Resultatet, de kom frem til, var, at det for dem var bedre at starte en helt ny kirke frem for at forny en eksisterende menighed. Og efter års arbejde med teologiske såvel som praktiske spørgsmål kunne Bykirken i juni 2003 slå dørene op efter at være blevet godkendt som valgmenighed under den danske folkekirke.
Der blev lagt en tresårsplan, og målene fra starten var: At Bykirken skulle være et bibelsk funderet, innovativt kristent fællesskab, og at kirken skulle være „det første kristne fællesskab“ for mindst hvert femte i fællesskabet. I dag er disse mål i det store og hele nået, vurderer Andreas:
– Her kommer efterhånden en del nye mennesker, og mit bud er, at målsætningen om, at Bykirken er den første menighed for hver femte, er opfyldt. Samtidig prøver vi stadig nye koncepter af for, hvad vi kan lave i Bykirken. For eksempel har vi netop indført „Søndag i Bykirken“, som nærmest er en slags interaktiv picnic-gudstjeneste, der primært er for kirkens medlemmer, mens flagskibet „Bøn og Brunch“ fortsat skal tiltrække nye interesserede. Begge dele afholdes to gange hver måned, noget, som giver et højt aktivitetsniveau i kirken.

Nu, hvor de første mål for Bykirken er opfyldt, og den vanskelige etableringsfase er overstået, er det tid til at se fremad. Og Andreas og resten af kirkens ledergruppe mangler ikke visioner for fremtidens arbejde:
– Den nye vision er at bevæge Bykirken fra at være aktivitetsbaseret til at blive relationsbaseret. Hvor menigheden i dag er samlet om konkrete aktiviteter, der på en eller anden måde har troen som omdrejningspunkt, vil vi skabe en række mindre fællesskaber, hvor Gud så at sige er med fra starten. Vi skal tale meget mere om emner som: Hvordan har man sin tro med ind i venskabet? Og hvordan er man en god ven?
På den måde håber Andreas og Bykirken at kunne sprede ikke kun det kristne budskab, men også den gode stemning, der opstår der, hvor troende samles, uden for den faste menighed og ind på arbejdspladser, i sportsklubber og andre steder, hvor folk mødes.
– Jeg forestiller mig, at Bykirken kan komme til at bestå af flere fællesskaber, „byfællesskaber“, som minder om det nuværende i Bykirken. Det skal være byfællesskaber, der kan have hver sin karakter og stil. Altså fællesskaber, der mere eller mindre udgør en kirke i sig selv. Alle disse byfællesskaber i Bykirken mødes så med hinanden én eller to gange om måneden til et fælles arrangement.
Det hele skal så organiseres under en samlet ledelse.

Men hvem er Andreas Østerlund Nielsen egentlig?
– Hvad har arbejdet med Bykirken betydet for dig?
Manden og præsten bag Bykirken svarer:
– Det her arbejde har været det mest spændende og udfordrende i mit liv. Det har ikke bare lært mig at takle en masse praktiske problemer og at lede en nyopstartet kirke. Det har først og fremmest lært mig om min egen afhængighed af Gud. Der er så mange ting, man ikke kan, så uden Guds hjælp går det ikke.
– Er du også præst for Bykirken om ti år?
– Bykirken er et godt sted, og jeg er meget glad for at være her og for mit arbejde. Men jeg er samtidig sådan lidt en opstarter-type, der hele tiden vil afprøve nye ting. Måske starter jeg en helt ny kirke en dag med udgangspunkt i folk, der ikke er vant til at gå i kirke. Modsat Bykirken, som blev grundlagt af en gruppe mennesker, der var vant til det menighedsarbejde, der følger med en kirke som vores. Men foreløbig er jeg her i Bykirken. Og det er jeg glad for.
– I dag er der meget snak om fremtidens multikulturelle samfund. Tror du, at menigheder som Bykirken også har en plads i dette samfund?
– Ja, for Bykirken er netop et forsøg på at tage det multikulturelle samfund alvorligt. Mange forskellige kulturer kræver mange forskellige kirker. Hver niche kan have sit eget sted, hvor de søger og udøver deres tro. Vi er kommet et lille skridt på vejen, også med Bykirken, men vi øver os stadig.