– Kom til det bibelske Tyrkiet!

Gürkan Adali er en tidligere muslim, som ville være imam, men blev kristen af at læse om Guds kærlighed i Bibelen.
Nu arrangerer han rejser til Tyrkiet – bl.a. Udfordringens læserrejse i august.Gürkan var den første muslim i Tyrkiet, som fik sin religion ændret på identitetspapirerne. I dag vokser antallet af muslimer, som vil registreres som kristne.

Gürkan blev smidt ud hjemmefra i fire år og måtte klare sin selv. Fordi han talte åbenhjertigt om sin nye tro, måtte han skifte skole tre gange. Flere gange kom han også i fængsel. Men idag driver han rejsebureau og viser sit gamle bibelske land frem.

Det er dog ikke så stort, som rygterne siger. Der er fortsat kun få omvendte muslimer, som beslutter at gå til myndighederne for at blive registreret som kristne.
– I en stor by som Istanbul er det ikke så svært, fordi vi er 15 millioner, og folk kender ikke hinanden. Men i de små byer og ude på landet kan det give mange problemer med både myndighederne og lokale folk, hvis man skifter tro, siger Gürkan.

At blive kristen var ellers det sidste, Gürkan kunne forestille sig, da han var helt ung muslim i Istanbul:
– Tværtimod! Jeg ønskede at være imam. Men min far forhindrede det, fordi han selv var verdslig muslim og drak alkohol. Han sagde, at ingen i vores familie nogensinde havde været præster, og så skulle jeg heller ikke være det.
Også min mor levede som verdslig muslim og bar ikke slør. Men vi havde mange problemer i familien, og jeg savnede min fars kærlighed, fortæller Gürkan.
– Men der var en muslimsk præst, som så, at jeg savnede omsorg. Han viste mig venlighed og blev som en far-skikkelse for mig. Derfor tilsluttede jeg mig en radikal islamisk gruppe, da jeg var 14-15 år.

– Jeg kendte Jesus som en profet fra Koranen. Men jeg havde ingen positive tanker om de kristne. I skolen havde jeg lært, at de kristne havde ændret Bibelen. Man sagde, det var sket ved kirkemøderne i Nikæa og Konstantinopel. Derfor troede jeg på, at Jesus nok var profet og født af jomfru Maria, men ikke at han var død på korset. Judas var korsfæstet i hans sted, sagde en muslimsk tradition. Korsfarerne havde også efterladt sig dårlige minder. De havde endda dræbt de ortodokse kristne i Konstantinopel i det 14. århundrede…
– Hvad jeg ellers vidste om moderne kristne var ikke positivt. De „kristne“ var for os de europæiske turister, som slangede sig på strandene og opførte sig dårligt med de tyrkiske piger og drak alkohol. Eller vi så de umoralske amerikanske tv-serier og tænkte, at sådan var de kristne.

– Engang gik jeg ind i en bibelbutik og diskuterede højlydt med sælgeren. Jeg kritiserede ham for at sælge en falsk bibel. Men heldigvis blev han ikke vred, men svarede med en rolig stemme: „Har du læst den? For jeg har læst Koranen.“
Det endte med, at jeg købte en bibel for at kunne påvise alle de fejl, der var i den, og pille den fra hinanden.
– Da jeg begyndte at læse Ny Testamente, faldt jeg over bjergprædikenen i Mattæus 5, hvor Jesus taler om at vise kærlighed til sine fjender. Jeg læste videre i 1. Johannes brev, at Gud er kærlighed. Og det var nyt for mig.
I Koranen har Gud (Allah) 99 navne. Han er den almægtige, den barmhjertige, den retfærdige… Men ingen af dem var kærlighed.

– Den aften bad jeg, inden jeg sov, om, at Allah ville give mig en drøm som svar på min sidste bøn om Jesus og Muhammed. Det er almindeligt blandt muslimer at bede om, at Muhammed vil komme i drømmen med et svar. Den nat skete det, som jeg aldrig siden har oplevet, at jeg hørte en klar stemme spørge: „Hvem har de bedste frugter?“
Jeg sammenlignede straks Jesus og Muhammed. Jeg vidste fra Koranen selv, at Muhammed var syndig. Koranen skjuler det ikke. Muhammed giftede sig som 54-årig med en 6-årig pige. Han opfordrede til at dræbe dem, der ikke troede som ham. Han var en politisk leder…
Men Jesus opfordrede til at elske sine fjender.
Jeg græd og fik gåsehud, for jeg vidste, at svaret var Jesus.
Jeg sov ikke mere den nat. Næste morgen opsøgte jeg bibelbutikken. Jeg bad lederen om at lære mig om kristendom, for jeg vidste intet. Jeg var på det tidspunkt kun 16 år, da jeg mødte Jesus, min elskede herre og frelser, siger Gürkan med et stort smil.

Men beslutningen betød, at han blev smidt ud hjemmefra i fire år og måtte klare sin selv. Med lidt arbejde i butikken klarede han at fortsætte i skolen. Men fordi han talte åbenhjertigt om sin nye tro, måtte han skifte skole tre gange. Flere gange kom han også i fængsel.
På et tidspunkt fik nogle venner ham til USA, hvor han gik på et college i to år for at lære om kirkeplantning.
Bagefter fik han job i Kappadokien på den anatolske højslette midt inde i Tyrkiet, hvor han måtte rejse i seks timer for at komme til en kirke. Dansk Europamission understøttede ham i en periode, så han kunne overleve.
Men Gürkan var fast besluttet på at holde fast ved sin tro, selv om det kostede både venskaber, familieforhold og jobmuligheder. Som den første gik han til myndighederne og anmodede om at få ændret sine identitetspapirer, så der kom til at stå kristen i stedet for muslim i hans ID-papirer. Han vidste, det dels ville være besværligt, dels ville gøre hans liv sværere. Men han gennemførte det. Bunken med sagsakterne voksede i ministeriet. Men fordi Tyrkiet gerne vil fremstå som en verdslig stat, der kan blive medlem af EU en dag, er lovene – efter Gürkans mening – gode nok. Det er praksis, der diskriminerer ikke-muslimer.
Til sidst besluttede regeringen på højeste sted at give Gürkan kristne ID-papirer. Og dermed lukke op for, at andre kunne gøre det samme.

Tyrkiet har omkring 40.000 arkæologiske steder, mange med bibelsk tilknytning
– og bylivet i Istanbul er pulserende og charmerende som et orientalsk Paris…

– Vi var ti evangeliske kristne, da jeg konverterede. Nu er der omkring 5.000. Hertil kommer naturligvis de andre kristne såsom katolikker, ortodokse, armenske og andre traditionelle kristne grupper. Og der er fortsat mange kristne, som på grund af forholdene står registreret som muslimer, fortæller Gürkan 17 år efter sin egen omvendelse og indehaver af et rejsebureau.
– I dag er bare 0,4 pct. af Tyrkiets 70 millioner kristne. Men i 1900 var det stadig omkring 20 pct.
En del af nedgangen skyldes grænsereguleringer efter krige. Desuden er mange udvandret. Nogle græske kristne er f.eks. rejst over på den anden side af grænsen.
Med kun 0,4 pct. kristne er Tyrkiet den mest unåede nation i verden set fra et kristent synspunkt. Selv i Nordkorea er der flere, og ligeledes i Saudi-Arabien er der på grund af de mange gæstearbejdere en større procentdel kristne end i Tyrkiet. Og det er ikke muligt at sende missionærer.
Hele 99 pct. af befolkningen er officielt muslimer, men reelt er kun et mindretal på 30 pct. troende og praktiserende muslimer. Kun 18 pct. er radikale muslimer. Når det muslimske parti kunne vinde valget, skyldes det, at halvdelen af befolkningen slet ikke gad stemme. Desuden er 10 pct. af parlamentsmedlemmerne valgt lokalt, hvilket giver en overvægt til landdistrikterne. Så premierminister Erdogan blev valgt med kun 28 pct. af stemmerne, pointerer Gürkan.

Gürkan ved godt, at der også i Tyrkiet var en demonstration imod Danmark på grund af Muhammed-tegningerne. Men det var en lille gruppe:
– Husk på, at Tyrkiet jo er en verdslig stat. I vil ikke som besøgende komme ud for problemer i Tyrkiet. Vi vil behandle jer godt og med respekt.
Vi er ikke arabere. Tyrk er et kinesisk ord. Vi indvandrede fra Centralasien.
Vi er heller ikke som dem i Iran. Vi vil ikke have en islamisk stat; vi er en verdslig stat, hvor religionen officielt er en privatsag. I praksis er det anderledes, men vi har loven på vores side. Tyrkerne ønsker at ligne europæerne. Kom og se Istanbul! Vi ligner jer allerede.

Gürkan er stolt af Tyrkiet og vil meget gerne vise sit land frem. Han er officiel tourguide. Det er ellers svært at blive, og man skal helst have gode forbindelser.
– Der var 1600, der søgte, men kun 38 fik eksamen. Og jeg var én af dem, smiler han.
– For jer kristne er Tyrkiet et bibelsk land. Paulus var født i Tarus i Tyrkiet. Hans missionsrejser gik gennem Lilleasien, som er i Tyrkiet, og bestod af Kappadokien, Pontos, Paflagonien, Bitynien, Galatien, Frygien, Mysien, Troas, Aiolis, Lydien, Karien, Lykien, Milyas, Kabalia, Pamfylien, Pisidien, Lykaonien, Isaurien og Kilikien.
De første kristne menigheder lå i Tyrkiet. Kristendommen blev først forfulgt her i 300 år. Og vi mindes de otte millioner, som døde under disse forfølgelser. Derefter blev kristendommen statsreligion i det byzantinske rige, som bl.a. omfattede hele Tyrkiet, indtil det lidt efter lidt blev erobret af muslimske krigsherrer, fordi de kristne ikke forsvarede det. Troen var undermineret af arianisme, en sekt, der ligesom Jehovas Vidner påstår, at Jesus ikke er Gud.
Men landet er fyldt med arkæologiske og historiske skatte. Så kom og se det, og hjælp det kristne mindretal med jeres bønner og ved at komme som turister. Vi forsøger f.eks. at give arbejde til nye kristne i mit rejsebureau.
Det er ikke nemt at være kristen i Tyrkiet. Vi har tyve retssager kørende om kirker, der er blevet lukket eller andre overgreb. Alligevel er der i dag 70 små evangeliske kirker – eller rettere menigheder. For vi er ofte nødt til at holde kirke i en lejlighed for ikke at vække opsigt.
Men kirken vokser.
Husk os!