En blandet landhandel af alle tiders musik
WOW#1s – 31 of the greatest Christian music hits ever.Wow. Denne cd lever fint op til sin titel. Er her ikke lovsange fra flere generationer, er her til gengæld musik for enhver smag for flere generationer.
Fra 1988, hvor Amy Grant sang Lead Me On over hårde drenge og piger fra Audio Adrenaline og deres Big House fra 1994 og frem til Nichole Nordemans Holy fra 2003 fortæller WOW #1s 15 års musikhistorie.
Det er en historie, der fortæller om udviklingen fra 80ernes softpop og neo-glamrock til nutidens tilbagevenden til de mere enkle musikalske udtryk.
Men også historien om kontinuiteten i det kristne budskab – det er stadig den samme, gode, gamle historie, fortalt på stadig nye og opfindsomme måder.
Synthezisere og strygere går hånd i hånd med kor, keyboards og klare stemmer, der opløftes i en mangefoldig hyldest til Gud. Alt sammen flot leveret, med en god spredning over forskellige grupper, genrer og årstal.
WOW #1s tangerer enkelte steder ren fest, hvor musikken fortjener at være i centrum af begivenhederne. Resten af tiden kan den bruges som stemningsfuld baggrundsmusik, hvor de mange forskellige lydbilleder og sangere gør, at man fint kan lade musikken køre gennem samtlige 31 numre uden at blive træt af den.