Ville bare have en kæreste
30-årige Christian Nissen var egentlig bare ude efter en sød pige, da han for godt et år siden gik til et kristent møde.
– Hverken min far eller min mor har nogensinde taget mig med i kirke. Og da jeg skulle begynde at betale skat, meldte jeg mig ud af folkekirken, forklarer Christian.
I begyndelsen af 2005 mødte han en sød pige, der som noget af det første inviterede ham med i kirke. Det kan der vel ikke ske noget ved, tænkte han og fulgte med, mens han forklarede hende, at han kun tog med, fordi hun også var der.
I kirken tilbød en helbredelsesprædikant at bede for deltagerne, og Christian rejste sig, selv om han egentlig ikke fejlede noget. Efter gudstjenesten begyndte spørgsmålene at myldre frem, spørgsmål om Gud og Jesus, som han aldrig havde overvejet før.
– Jeg snakkede med pigen om det, og pludselig var det som at få en mavepuster, husker Christian. Hvad der efterfølgende skete, kan han kun betegne som en tur i en rutsjebane.
Det er Helligånden, udbrød pigen begejstret, mens Christian forsøgte at få vejret igen.
Rutsjeturen fortsatte i fem-seks timer, mens tankerne om Gud for rundt i Christian.
– Pludselig var det, som om Gud rakte hånden frem og gav mig troen. Som om han sagde Så fat det dog!
Dagen efter lånte han en bibel og pløjede sig igennem de fire Mosebøger og andre kristne bøger. Først efter et par måneder gik det op for ham, at han hellere måtte begynde at gå i kirke. Derfor gik han i gang med at undersøge en række kirkers hjemmesider på internettet, og da en ven anbefalede ham en frikirke på Frederiksberg, tog han mod til sig og gik alene derhen en søndag.
– Jeg følte med det samme, at jeg var kommet hjem, fortæller han, og et år efter vil han ikke undvære det kristne fællesskab.
– Det er anderledes end noget andet, jeg har prøvet. Overfladen er skrællet af, og man går lige til benet, når man taler sammen. Her behøver man ikke automatisk at svare fint, når nogen spørger, hvordan man har det.
