En andet slags evigt liv…
Vi vælger ikke selv at blive født eller at dø.
Døden er som et upopulært familiemedlem ved livets fest. Den drikker sig fuld og holder en pinlig tale på et upassende tidspunkt for derefter at efterlade sig stor skade, inden den forlader selskabet.
Den 1. januar modtog jeg en sms fra min chef. Der stod ikke Godt nytår… men at hendes 76-årige far var blevet dræbt i trafikken nytårsaften.
Ironisk nok ringede Blodbanken kort efter, og næste morgen lå jeg – som trofast udrykningsdonor – på briksen og gav mit bidrag til eventuelle trafikofres uretfærdige skæbne.
Hændelsen gjorde indtryk og gav mig filosofiske overvejelser om dette liv og det næste.
Jeg er bloddonor, fordi det helbreder og ikke (kun) på grund af de gratis taxiture og alt det chips & cola, som jeg kan få ned på denne halve time hver tredje måned.
Jeg har også meldt mig som knoglemarvsdonor, som betyder, at jeg kan helbrede f.eks. en 8-årig, leukæmiramt pige og give hende 70 år mere at leve.
Jeg har også meldt mig som organdonor, i tilfælde af hjernedød. Tænk, jeg kan ændre op til 40 personers liv, læste jeg i brochuren på apoteket, men det tog tid før jeg turde. Tænk hvis min ånd og min frelste sjæl lå i mit fysiske hjerte…?
Efter et halvt års overvejelser kom jeg frem til, at min sjæl allerede var forbundet med Gud og ikke min krop. Og heldigvis kan mine pårørende fortryde, hvis det er. Jeg ved bare, at min krop ikke skal gå til spilde.
Min indre filosof elsker at tænke over Guds rolle i verden, og jeg tror på at intelligens er Guds gave til mennesket. Videnskaben kan nu hjælpe folk til et længere og bedre liv. Ved at kunne lade bl.a. mit hjerte leve videre, når jeg skal op i det himmelske lovsangskor, er min måde at overvinde døden på: Jeg kan give livet videre til andre. Hvilken tilfredsstillende tanke.