Maria er moderne kristen ridder

Maria er medlem af Johaniternes ridderordenMaria Dahlberg er 30 år, historiestuderende, middelalderinteresseret – og medlem af Johaniterridder-nes ældgamle orden. De er hverken hemmelige eller fanatiske kristne – men de tager deres hjælpearbejde særdeles alvorligt.

Marias ordensdragt til hverdag er helt almindeligt tøj og to små medaljer. Den ene viser, at hun er medlem af Johaniterne. Den anden er en æresmedalje, hun har fået for sit arbejde med den historiske formidling

Det er en råkold vinterdag i København Det Herrens År 2006. Sneen fyger mod vinduet på første sal og radiatoren er kommet på overabejde.
Her, tusinder af kilometer fra Det Hellige Land og hundreder af år efter de store kristne ridderordeners storhedstid, sidder 30-årige Maria Dahlberg. Hun er sygehjælper, historiestuderende og medlem af Johaniterne – Europas sidste ridderorden.
– Vi render selvfølgelig ikke rundt og dræber muslimer længere, og det er temmelig længe siden, vi har gjort det, forklarer Maria og fortsætter:
– Den moderne Johaniter-orden er en humanitær organisation, som hjælper fattige og syge. Det har vi gjort i 800 år, så det kan vi lige så godt blive ved med.

Gennem rollespil og historiefortællinger fik Maria allerede for mange år siden vakt interessen for middelalderens ridderordener.
– Det startede rent historisk med at jeg og en af mine venner havde talt om at lave noget om en af de gejstlige, militante ordener. Men alverden og hans hund har arbejdet med Tempelridderne, og alle kender dem, så vi ville lave noget andet – derfor valgte vi Johaniterne, smiler Maria.
Historieopgaven om ridderordenen, hvis historie sluttede på Malta i 1700-tallet, tog dog snart en højst uventet drejning, der pegede helt frem mod nutiden:

– En dag fandt vi ud af, at nogen, der kaldte sig for Johaniterne holdt til i Vatikanet, så dem prøvede vi at ringe til. Men vi fik kun fat i en italiensk telefonsvarer, så det fik vi ikke meget ud af, erindrer Maria, der dog ikke helt lagde opgaven fra sig.
Og snart var der atter gevinst i jagten på Johaniternes efterkommere.
– Vi opdagede, at der var noget, der hed Den Danske Johaniterorden. Dem ringede vi til og skrev til, men ingen reagerede, og på deres adresse var der heller ingen ting at se, så vi tænkte: „De er endnu mere hemmelige end Tempelridderne“, fortæller Maria.

Men så tæt på målet ville Maria ikke give op.
Hun skulle bruge nogle historiske kilder til den formidling, hun ønskede at lave på danske middelaldermarkeder, og hvis en moderne orden havde noget materiale liggende om ordenens historie, var det et forsøg værd at få fat på.
– Vi fik et telefonnummer på Den Danske Malteserorden og tænkte: „Nu må de holde op! Man kan ikke ringe til en ridder på en mobiltelefon”, griner Maria.
Men det kunne de, og kontakten blev etableret. Maria blev inviteret til ordenens julekonvent.
Her forklarede Maria sine ideer om at vise Johaniterne frem på diverse middelaldermarkeder, og blev opfordret til at gå videre med projektet.
Så nogle uger senere dukkede hun igen op i ordenens lokaler, denne gang i fuld rustning med kutte og kappe.
– Det synes de var enormt festligt, også selvom jeg fik at vide, at der ingen militære aktiviteter er i dag – kun rent humanitært arbejde, smiler Maria.
Et par dage senere modtog hun et „fæstebrev til korstog“ hvori hun blev forpligtet til at drage på korstog. Det var selvfølgelig ikke bogstavelig ment, men en opfordring til at arbejde videre med den historiske formidling.

Til slut fik Maria kontakt til den danske Johaniterorden og deres prior i København, der viste sig at holde til i de samme lokaler som Malteserordenen. Hun begyndte at deltage i deres møder, som af gammel tradition kaldes „konventer“, og blev efterhånden inviteret med i deres daglige, humanitære arbejde.
– Johaniterne prøver at hjælpe folk på en lidt anderledes måde end bare at komme penge i en raslebøsse. Vi prøver at gå ud og lave noget selv, forklarer Maria om ordenens arbejde og om hvorfor, hun begyndte at være med.
– Under en rejse til Malta kom vi på en vild plan om at købe en brugt ambulance til at sende ud i katastrofeområder. Eller måske et felthospital. Det kunne være enormt fedt.
Til daglig er det dog helt andre og mere jordnære ting, det humanitære arbejde handler om.

Maria iført Johaniternes udrustning fra middelalderen. Det hvide malteserkors på venstre skulder markerer, at hun tilhører Johaniterridderne

– Humanitært arbejde behøver ikke kun at være store ting, der sker i andre lande, siger Maria. Og selvom Johaniter-ordenen i Danmark er med til at drive skoler i Afrika, børnehjem i Østeuropa og fritidshjem for socialt udsatte børn i Grønland, er der også masser af aktiviteter herhjemme.
– Her til jul brugte vi enormt meget tid på at spille banko og gå på museer og på Tivolis julemarked sammen med ensomme og hjemløse, forklarer Maria.
– Og så pakkede vi gaver med julemad til dem, der ikke har så mange penge. Varerne fik vi fra forskellige sponsorer, men vi skulle selv pakke dem… og der blev omkring 200 pakker, så det var et kæmpe arbejde.
– I det hele taget handler humanitært arbejde om at turde møde folk og snakke med dem. Når jeg ser en hjemløs, der sælger bladet Hus Forbi, så køber jeg det altid og får en snak med den hjemløse – det er humanitært arbejde på det mest simple plan og et godt udtryk for Johaniternes livssyn.

Johaniterne er også med til at dele mad ud til hjemløse i Projekt Udenfor, ligesom de arbejder frivilligt som medhjælpere i herberget Himmelekspressen, et tilbud for hjemløse i Esbjerg.
Arbejdet gælder også, når Maria og hendes venner laver historisk formidling på mid-delaldermarkeder.
– Så har vi altid en første-hjælpskasse med, så vi kan gå ind og lave den mest basale førstehjælp, hvis der sker en ulykke. Men ellers holder vi det adskilt for at undgå, at folk tror, vi render rundt og myrder muslimer i den moderne ordensgren, for det gør vi selvfølgelig ikke, understreger Maria.

I det hele taget skelner ordenen ikke mellem kristne, muslimer og jøder i deres arbejde med at hjælpe syge, ensomme og fattige, og har ikke gjort det i alle de 800 år de har eksisteret.
– Legenderne beretter, at Johaniterne styrtede rundt i gaderne i byerne i Det Hellige Land og ledte efter syge, sårede og hjemløse, som ikke selv kunne komme til deres hospitaler, forklarer Maria og fortsætter:
– Og så var det lige meget om der var tale om kristne, muslimer eller jøder. For Johaniterne gjorde det ingen forskel – bortset fra, at de selvfølgelig forsøgte at omvende muslimerne nu, hvor de alligevel havde fat i dem og kunne vise dem, hvor bamhjertig og kærlig Gud var.
– Men hvis de ikke ville omvendes, så kunne de ligge på deres egen afdeling af hospitalet og tale med deres egne præster.
– Det vigtige i den sag er, at det her påbud om at hjælpe alle uanset religion gælder 100 procent den dag i dag. Så det gør vi, understreger Maria.

Maria mangler ikke spektakulære ideer til nye projekter til glæde for de hjemløse i hovedstaden:
– Jeg går med en drøm om at lave en „Hjemløses hunde-udstilling“, fordi jeg er helt vild med dyr, og mange af de hjemløse har hunde. Så kunne det være enormt skægt at lave et hundetræf, f.eks. på Plænen i Tivoli, hvor vi kunne få fat i en dyrlæge, en hundefrisør og en dommer fra Dansk Kennel Klub.
– Det skal være for at lave noget sjovt for de hjemløse og deres hunde. Men også for at sætte fokus på de hjemløse overfor almindelige mennesker.
– Det ville vise de hjemløse som nogen andre end bare „dem, der sidder på gaden“. De er også hundeejere. Og de har noget at byde på, på en eller anden måde.

Johaniterne er, i modsætning til de fleste andre hjælpeorganisationer, ikke en gruppe man uden videre melder sig ind i. Når man som Maria har været med i deres arbejde et stykke tid, kan man blive tilbudt at indtræde i ordenen.
Maria, der har været medhjælper siden 2003, fik for få uger siden et brev af sin prior (leder), hvor hun blev opfordret til at blive medlem.
Det er noget, der forpligter, og man er i princippet medlem på livstid, hvis man afgiver de gamle løfter, der er indskrevet i ordenens grundregler, der blev skrevet omkring 1160:
– Men der er ikke sagt noget om et kyskhedsløfte, griner Maria, der er kæreste med den teologistuderende Martin.
– I det hele taget er vi gået væk fra de fleste regler fra middelalderen, for de blev skrevet til mænd, der boede i et kloster. Og man må ikke have noget at gøre med kvinder i følge den ordensregel, griner Maria og sender sin kæreste et kærligt blik.

Selvom Johaniterne er en gammel ridderorden, som en gang eksisterede side om side med de sagnomspundne Tempelriddere, er der dog hverken hemmeligheder om gamle skatte eller mystiske ritualer i Johaniterordenen, forsikrer Maria.
– Det mest mystiske vi foretager os når vi mødes er, når vi bukker for alteret, og når vi tager hinanden i hænderne og ønsker „Pax Vobiscum“ („Fred være med Eder“) – det gør nogen gange vores gæster lidt paf. Men det er også det mest mærkelige, siger Maria.
– Når vi er på middelaldermarkeder er der altid mange, der kommer og spørger os, om vi er Tempelriddere. Det siger vi så nej til. Så spørger de, om vi er Tempelriddernes sergenter (underordnede ridderaspiranter). Det er vi heller ikke. Og nogen gange kan vi virkelig godt blive trætte af at få stillet de samme spørgsmål så mange gange, når vi meget hellere vil fortælle om vores egen orden, Johaniterne.
Også i fremtiden bliver der meget at fortælle om for Maria og hendes venner. For Johaniterordenen, som i århundreder har været spredt over hele Europa i en masse forskellige og mere eller mindre uafhængige grene, bliver nu lagt sammen i én stor organisation.

Det sker, når den danske Malteserorden slutter sig sammen med Johaniterne, som igen går sammen med en række Johaniter-grupper fra resten af Europa. De skal fremover være én samlet og effektiv hjælpeorganisation, der er i stand til at hjælpe syge, fattige og andre dårligt stillede endnu bedre end i dag.
Sammenlægningen sker under en stor højtidelighed i Odense til sommer. Den samme dag, som Maria indtræder som væbner i verdens ældste eksisterende kristne ridderorden…