Svar på: Da Vinci Mysteriet

Undersøgelser viser, at der er god grund til at forholde sig kritisk til de påstande, der fremsættes i Dan Browns kæmpesucces ’Da Vinci Mysteriet’ Tekster fra hæftet
’Svar på Da Vinci Mysteriet’ kapitel 4-7, af Nicky Gumbel’Svar på Da Vinci Mysteriet’
gengives i nr. 20 0g 21 af Udfordringen. Det sker med tilladelse fra Mediacellen, hvor selve hæftet til 30 kr. kan bestilles via www.mediacellen.dk. Første del af hæftet kan læses i forrrige nummer.

4 Findes der beviser for, at Jesus
var gift med Maria Magdalene?

Maleriet ’Den sidste Nadver’ af Leonardo da Vinci. Nogle spekulationer går på, at personen til venstre for Jesus ikke er diciplen Johannes, men derimod Maria Magdalene, som Jesus desuden skulle være gift med

I de fire nytestamentlige evangelier findes der mindst et dusin referencer til Maria fra Magdala (en by på den vestlige bred af Galilæa-søen):
• Hun beskrives som en kvinde, der har været udsat for dæmonisk besættelse, og som Jesus har uddrevet onde ånder af (Mark 16,9; Luk 8,2)
• Hun er én af de kvinder, som fulgte Jesus i hans tjeneste. (Luk 8,2)
• Hun var vidne til korsfæstelsen (Matt 27,56; Mark 15,40; Joh 19,25)
• Hun var til stede, da Jesus blev lagt i gravhulen (Matt 27,61; Mark 15,47)
• Hun bevidnede den tomme grav (Matt 28,1-10; Mark 16,1-8; Luk 24,10)
• Efter sin opstandelse åbenbarede Jesus sig for hende alene ved graven (Mark 16,9; Joh 20,1-18)

Selv om man tager de gnostiske ”evangeliers” tekst for pålydende, giver de ikke udtryk for, at Jesus skulle være gift og endnu mindre, at han skulle have et barn. Det er interessant at sammeligne med en anden gnostisk tekst, Jakobs 2. Åbenbaring, der beskriver den opstandne Jesus, der overdrager sine hemmelige mysterier til Jakob ved at kysse ham på munden og kalde ham ”min højt elskede”. Det er en ikke-seksuel symbolsk handling, som har en slående lighed med afsnittet fra Filips ”evangelium” – men dette sidstnævnte skulle altså ”bevise” Jesu ægteskab med Maria Magdalene? Endvidere er Filips ”evangelium” sandsynligvis skrevet 250 år efter de begivenheder, som omtales. Der er ingen referencer til historiske begivenheder, og forskere er generelt enige om at betragte skriftet som en allegori, der skal beskrive Kristi forhold til sin brud, kirken.

Fantasifuldt – men ikke en trevl historisk

Det er i sandhed interessant, at skønt Da Vinci Mysteriet hævder at de gnostiske ”evangelier” er ældre end teksterne fra Ny Testamente, er det tydeligt at Filip citerer flere afsnit af Ny Testamente (f.eks. 1 Kor 8,1; 1 Pet 4,8; Matt 15;13). Dét må være det endelige bevis for, at Filips ”evangelium” er skrevet senere end Ny Testamente – ikke før.
Der er således ikke en trevl historisk materiale, der bekræfter at Jesus giftede sig med Maria Magdalene. Endnu mere fantasifuld er forestillingen om at de to skulle have fået en datter, hvis efterkommere sad på den franske trone. Det er det pure opspind.

5 Findes der beviser for
en ”tidlig kristendom”,
hvor ingen anså Jesus for guddommelig?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Sophie Neveu (Audrey Tautou) og Robert Langdon (Tom Hanks) løser mysteriet om bestefarens død i filmen Da Vinci koden, som netop har haft premiere

Da Vinci Mysteriet antyder, at indtil år 325 var der ingen, der troede på, at Jesus var guddommelig:
Konstantin bestilte og finan­sierede en ny Bibel, som udelod de evangelier, der omtalte Kristi menneskelige træk og pyntede på de evangelier, der omtalte ham som gude-lignende. Førstnævnte evangelier blev for­budt, samlet sammen og brændt. […] Til alt held for historikere […] overlevede nogle af de evangelier som Konstantin forsøgte at tilintetgøre. Dødehavs­rullerne blev fundet i 1950’erne, skjult i en hule i nærheden af Qumran i Judæas ørken. Og selvfølgelig de koptiske skrifter som blev fundet i 1945 ved Nag Hammadi. Ud over at fortælle den sande historie om gralen, fortæller disse dokumenter om Kristi gerninger i meget jordiske vendinger. (Da Vinci Mysteriet, s. 241).

Det modsatte er sandt

I virkeligheden er det modsatte sandt. De gnostiske evangelier er overvejende doketiske og udelader Kristi jordiske træk for at udsmykke ham med træk, der får ham til at fremstå som en gud. Ny Testamente anerkender Jesu hele og fulde menneskelighed!
• Han havde et menneskes krop: Han oplevede træthed (Joh 4,6) og sult (Matt 4,2).
• Han havde et menneskes følelser: Han blev vred (Mark 11,15-17), han elskede (Mark 10,21) og han blev bedrøvet (Joh 11,35).
• Han gjorde et menneskes erfaringer: Han blev fristet (Mark 1,13), han lærte (Luk 2,52), han arbejdede (Mark 6,3) og han adlød sine forældre (Luk 2,51).
Ny Testamente giver ren besked til dem, som måtte foreslå, at Jesus ikke skulle være helt og fuldt menneske (bl.a. 1 Joh 4,1-3; 2 Joh 7 og Kol 2,8ff).
De historiske kendsgerninger er altså stik modsat Da Vinci Mysteriets oplysninger. Ny Testamente har ikke udeladt evangelier, der omtaler Jesu menneske­lige træk – i så fald skulle netop Matthæus, Markus, Lukas og Johannes have været holdt udenfor. Ironisk nok er det de gnostiske ”evangelier”, der udelader Jesu menneskelige side. I modsætning til Ny Testamente er de gnostiske forfattere doketiske og omtaler ikke Jesu tjeneste i særligt jordiske vendinger.
Det er heller ikke sandt at påstå, at der indtil år 325 ikke var nogen, som troede på Jesu guddom­me­lighed. Ved at analysere de ortodokse evangeliers tekst-tradition og sammenligne med historiske frag­menter og citater har man fastslået, at de blev til i det første århundrede, så de er væsentlig ældre end de gnostiske falsknerier. Paulus’ breve er endnu ældre end evangelierne. Paulus er en historisk person, der levede på Jesu tid, og nogle af hans breve går helt tilbage til år 48. Paulus skriver f.eks: ’Én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting’ (1. Kor. 8,6) og ’Han er den usynlige Guds billede, al skab­nings førstefødte. I ham blev alting skabt’ (Kol 1,15-16).


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tilbad Jesus som Gud

Vi behøver imidlertid slet ikke vende os til det Ny Testamente for at bevise, at de kristne troede på, at Jesus var mere end blot et menneske længe før Konstantins tid. I år 112 skriver den romerske guvernør Plinius om ”de kristne som har for vane at mødes på en bestemt ugedag før daggry for at synge vers for hinanden til ære for Kristus, som var han en gud.” (Plinius: Letters, Book X 96, c.112). Det er tydeligt, at den første kirke tilbad Jesus som Gud fra begyndelsen.
Endelig taler adskillige af kirkefædrene om Kristi guddommelighed:
• Ignatius (ca. 50-117): ”Vor Gud, Jesus Kristus” (Ignatius of Antioch: Letter to Ephesians, chapter 15)
• Justin Martyr (ca. 100-165): ”Han var Gud” (Justin Martyr: Dialogue with Trypho, chapter 126)
• Melito fra Sardis (død ca. 190): ”Han var Gud og tillige et perfekt menneske” (Melito of Sardis, fragment i Anastasius of Sinai’s The Guide, s. 13)
• Irenæus (ca. 130-200): ”Han er den hellige Herre, den Vidundelige, Rådgiveren […] og Mægtig Gud” (Irenaeus: Against Heresies, Book 3, chapter 29,1-2)
• Klemens af Alexandria (ca. 150-215): ”Alene han er både Gud og menneske” (Clement of Alexandria:Exhortation to the Greeks, 1:7:1)
• Tertullian (ca. 160-225): ”… for Kristus er også Gud” (Tertullian: The Soul, 41:3)
I grund-værket Early Christian Doctrines erklærer Dr. J.N.D. Kelly:
Den helt fremherskende kristne overbe­vis­ning i århundrederne forud [for Nikæa-koncilet] har været, at Jesus Kristus var guddommelig så vel som menneskelig. Den simpleste bekendelse var ordene ”Jesus er Herre”, og betydningen af dét var blevet udviklet og præciseret gennem apostolsk tid. Det Ny Testamentes forfattere betrag­tede generelt Kristus som forud-eksiste­rende og brugte en dobbelt betegnelse om hans måde at være til på, ’efter kødet’ (dvs. som menneske) og ’efter ånden’ (dvs. som Gud). Denne formel var så rodfæstet i deres tankegang, at ”[…den er] grund-essensen i al senere udvikling af kristo­logisk tænkning.” (J.N.D. kelly: Early Christian Doctrines, (Adam and Charles Black, 1980) s. 138).

Ingen overbevisende
dokumentation

Det lykkes ikke for Da Vinci Mysteriet at fremlægge en trevl af overbevisende dokumentation for en tidlig version af kristendommen, hvor ”ingen troede på Jesu guddommelighed.” Det historiske vidnesbyrd viser, at det modsatte er tilfældet. Lige fra starten blev Jesus betragtet som guddommelig, og den tidlige kirke tilbad ham som Gud.

6 Hvad skete der i Nikæa
– og hvilken rolle spillede Konstantin?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nicky Gumbels bog forholder sig kritisk til de holdninger og påstande, der kommer frem i Da Vinci Mysteriet

Da Vinci Mysteriet hævder, at ”etableringen af Jesus som ’Guds Søn’ blev officielt fremlagt og vedtaget ved afstemning under Nikæa-koncilet”, dvs. Jesu guddommelighed blev tilkendt ham ved en afstemning; ”en forholdsvis tæt afstemning ganske vist.” (Da Vinci Mysteriet, s. 240). Men det er bestemt ikke sandt, at Konstantin ”opgraderede” Jesus til en guddom ved koncilet i Nikæa. (Da Vinci Mysteriet, s. 241). Sandt er det, at Konstantin indkaldte til Nikæa-koncilet, men det er ikke sandt, at ”Han var hedning hele sit liv, men blev døbt på sit dødsleje; for svag til at protestere”, som det fremgår af Da Vinci Mysteriet. (Da Vinci Mysteriet, s. 239).

Kristelig politik

Konstantins politik var at forene den kristne kirke med staten. Han gjorde sit bedste for at skabe forsoning mellem kristne og hedninger. Det er vanskeligt at afgøre, hvornår han blev omvendt – det er sandt, at han blev døbt umiddelbart før han døde, men udsættelse af dåben var ret almindelig på det tidspunkt.
Hans politik var kristelig lige fra starten. Han gjorde kriminal-lovgivning og gælds-regler mere humane. Han mildnede slavernes vilkår og oprettede fonde til støtte for fattige børn. Han talte imod bortskaffelsen af uønskede børn. Han ophævede særbeskatning af mennesker som levede i cølibat eller ugifte og han lovgav imod seksuel udnyttelse. I år 321 vedtog han ved lov, at søndag skulle være officiel helligdag.
Konstantin indkaldte først og fremmest koncilet i Nikæa for at afslutte en splittelse og uenighed forårsaget af den arianske strid. Arius’ lære var, at selv om Jesus var Guds søn, stod han dog lavere end Faderen, en ringere Gud – en lære som godt kan minde om dét, Jehovas vidner forkynder i vor tid. Nikæa-koncilet blev åbnet af Konstantin, og derefter gav han føringen videre.
Hans mål var at opnå enighed – ikke at tvinge en allerede vedtaget teologisk dom igennem. Det anslås at mellem 220 og 250 biskopper deltog i koncilet. Den arianske tros­bekendelse blev forkastet, og man forfattede Nicænum (- også kendt som den nikænske (eller den Nikæno-Konstantinopolitanske) trosbekendelse) med fire udsagn, som var rettet direkte mod det arianske kætteri. Nicænum blev vedtaget af alle undtagen to biskopper, dvs. over 99% tilslutning. De erklærede at Jesus var Guds Søn, ”født – ikke skabt – af samme væsen (homousios) som Faderen.”

Ikke spørgsmål om
guddommelighed

Det er absolut usandt, at ”indtil dette øjeblik i historien betragtede Jesu tilhængere ham som en dødelig profet – en stor og mægtig mand, men ikke desto mindre en mand. Et jordisk menneske”. (Da Vinci Mysteriet, s. 240). Tværtimod var Jesus hele tiden blevet betragtet som Guds Søn – diskussionen i Nikæa handlede ikke om, hvorvidt han var Guds Søn eller almindelig dødelig. Den handlede om, hvorvidt hans væsen var af samme art som Faderens, eller om han var en ringere gud. Og det var ikke en ”forholdsvis tæt afstemning”; der var tvært­imod overvældende flertal for den ortodokse bekendelse.
Det er heller ikke sandt, at ”Bibelen, som vi kender den i dag, blev sammensat af den hedenske, romerske kejser Konstantin den Store.” (Da Vinci Mysteriet, s. 239).

Ikke involveret i
udvælgelsen af skrifter

Kejser Konstantin var overhovedet ikke involveret i udvælg­elsen af skrifter til kanonisering. Kanon var stort set fastlagt før det fjerde århundrede, og det handlede egentlig mest om, at kirken – pga. små variationer – nu udgav dét, som den altid havde troet på var sand­heden. Allerede omkring år 130 var Ny Testamentes kerne (de fire evangelier og Paulus’ 13 breve) almindeligt anerkendt og de opnåede samme status som Det Gamle Testamente mellem år 170 og år 220. Muratoria-fragmentet (fra omkring 170) påviser, at 61 af vores Bibels 66 bøger blev behandlet som helligskrifter allerede 100 år før Konstantin blev født!

En apostels autoritet

Den endelige enighed om bøgerne – og deres indbyrdes rækkefølge – opstod gradvis. Dét kriterium, som i sidste instans blev afgørende, var bogens ’apostolicitet’: Med mindre det kunne sandsynlig­gøres, at en bog stammede fra en apostel – eller i det mindste havde en apostels autoritet bag sig – blev den afvist! Gradvist nåede både Øst- og Vest-kirken til fælles forståelse af hvilke skrifter, der var kirkens hellige bøger. Som professor F.F. Bruce udtrykker det:
Der er en ting, som ikke kan slås tilstræk­kelig fast: Ny Testamentes bøger blev ikke til kirkens øverste autoritet, fordi man ved en formel lejlighed opremsede dem på en liste over kanon… Tværtimod blev bøgerne optaget i kanon og fik formel status af rettesnor, fordi kirken allerede anså dem for at være inspireret af Gud og anerkendte deres værdi og apostolske autoritet, direkte eller indirekte. De første kirke-konciler som skulle fastslå kanon blev begge holdt i Nordafrika – i Hippo Regius i 393 og i Kartago i 397 – men disse konciler påtvang ikke de kristne samfund noget nyt. De stadfæstede blot dét, som allerede var gældende praksis i menighederne. (F.F. Bruce: The New Testament Documents – Are They Reliable? (InterVarsity Press 1981), s. 22).
De gnostiske ”evangelier” kom aldrig i betragtning som mulige emner til Bibelen. De er skrevet mindst hundrede år for sent til at kunne stamme fra de personer, de anfører som forfattere (f.eks. Thomas, Filip, eller Maria Magdalene). End ikke gnostikernes leder i det andet århundrede, Markion, nævner nogle af disse skrifter i sin liste over kanon – han nævner kun bøger fra dét Ny Testamente, vi kender. Det må være det klareste bevis på, at de såkaldte ”gnostiske evangelier” end ikke eksisterede på det tidspunkt.

Ikke pyntet eller ændret

Det er endvidere absurd at postulere, at Konstantin skulle have ”pyntet på” de evangelier, vi har. Videnskabelig tekst-kritik beviser, at teksterne ikke er blevet ændret. Nogle fragmenter stammer fra før 325, og der findes dele af Johannes-evangeliet, som ved palæografiske metoder er dateret til år 130. De udstilles offentligt i John Rylands-bi­blioteket i Manchester. Der findes adskillige fragmenter af nytestamentlige afskrifter, som stammer fra andet og tredie århundrede, f.eks. Chester Beatty-papyrus’et. På museums-biblioteker over hele verden findes dele af tidlige manuskripter. Når de sammenlignes med de tusindvis af senere kopier som findes, bliver det tydeligt at der ikke er blevet ændret eller pyntet af Konstantin – eller af nogen anden!
Det lykkes ikke for Da Vinci Mysteriet at frembringe den mindste smule troværdig dokumentation for en kristendom, der skulle være mere oprindelig end den, vi finder i Ny Testamente. Så længe DA VINCI MYSTERIET bare er en skønlitterær roman, er det også godt nok. Men hvis romanen hævder at være baseret på videnskab, er det fantasifuldt, absurd og – i sidste ende – latterligt. Så er den bare en myte – en gnostisk myte fra 21. århundrede.

7 Hvad er sandheden?

I Ny Testamente præsenteres den faktuelle historie om personen Jesus Kristus, ikke spekulative forklaringer. Evangelierne, Apostlenes Gerninger og brevene gør det klart, at de første kristne troede på, at Jesus var lige fuldt Gud og menneske. Den første kirkes opgave var i ligefremme
vendinger at formulere og fremstille den sandhed, som dét indeholdt.
Apostlen Paulus og de første kristne forfattere var mere optaget af at fastholde både Jesu menneskelighed og guddommelighed, end de var af at forklare deres indbyrdes sammenhæng.
Først da ensidige forvrængninger af sandheden
kom ind i billedet – som f.eks. dén gnostiske betragtning, at Jesu menneskelighed kun var tilsyneladende – blev det nødvendigt for apologeterne i andet århundrede at arbejde
med de dybere lag i betydningen af inkarnationen.

… udeleligt Gud og
udeleligt menneske …

De tidlige stridigheder blev endeligt bilagt ved Koncilet i Kalkedon i år 451 med formuleringen: ”én og samme Søn […] udeleligt Gud og udeleligt menneske, sand Gud og sandt menneske […] som én af os i alle ting, dog uden synd.”
(Kalkedon-erklæringen). Dét har været anerkendt som den klassiske defi nition på ortodoks kristen tro. Sandheden er, at Jesus virkelig døde for vore synder og at vi kan opnå tilgivelse.
Han opstod igen på den tredie dag, og dødens magt
er brudt. Dén virkelighed forvandlede de første kristnes liv. Det er et budskab, som mange af apostlene – og tusinder andre efter dem – var og er villige til at lide og blive torteret for – endda at dø. Det er et budskab, som forvandlede dén tids verden, og som stadig forandrer verden i dag.

Langt mere spændende end myterne

Sandheden om Jesus er langt mere forunderlig og spændende end myterne. Myterne har ingen kraft til at forvandle menneskers liv. Den ortodokse kristen doms budskab har magt til at befri mennesker fra stof- og alkohol-misbrug, til at genforene ægtefæller, forældre og børn og til at ændre hele samfund. Myterne er dødkedelige i forhold til ortodoks
kristendom. G.K. Chesterton siger det således:
Mennesker har tillagt sig en underlig vane med at omtale ortodoksi som noget tungt, trivielt og sikkert. Men der har aldrig eksisteret noget så farligt og spændende som ortodoksi: Den er mentalt sund! At være rask er langt mere dramatisk end at være gal… At falde i den ene eller anden grøft med vranglære og overdrivelser – som den ene modebevægelse og sekt efter den anden har gjort
ad kristendommens historiske stier – ville have været
så enkelt og nemt. Det er altid nemt at falde – utallige vinkler kan bringe os til fald, men kun én kan holde os oprejst. At give efter for et eller fl ere af de utallige indfald – fra gnosticisme til Christian Science – ville have været så enkelt og ligetil… Men at undgå dem alle og blive på vejen – dét har været én svirvlende eventyrlig rejse!

(G.K. Chesterton: Orthodoxy iThe Collected Works og G.K. Chesterton,
vol 1 (San Francisco, Ignatius Press, 1986) s. 305-306. På dansk hedder bogen ’Fritænkeri og rettroenhed’ (J. Frimodts Forlag, 1943 m.v. – se slutningen af kap VI)).