Vicepolitikommisær helbredt for kræft
– De første 50 år af mit liv har jeg ikke været plaget af nogen alvorlig sygdom, men dette blev ændret den 25. juli i år, hvor jeg uden forvarsel af nogen art faldt om i mit hjem med kramper og åndedrætsstop.
Det fortæller den færøske vicepolitikommissær Georg Otthamar i bladet Mission Danmark nr. 1/2006.
Da man havde fået liv i mig igen på sygehuset i Torshavn, blev jeg scannet, og det viste sig desværre, at årsagen til, at jeg var faldet om, var, at der sad en svulst i hjernen – foran til og i venstre side af hjernen – og det var så alvorligt, at man ikke havde nogen mulighed for at behandle det på Færøerne. Jeg skulle til behandling på Rigshospitalet i København og skulle regne med en operation.
Det var en trist meddelelse at få, især fordi min far var død som 45-arig efter en hjerneoperation på Rigshospitalet i 1971, og en morbror var død som 30-årig omkring 1960, også efter hjerneoperation på Rigshospitalet. Jeg fik forebyggende medicin, og efter fire ugers ventetid blev jeg indlagt på Rigshospitalet, hvor man valgte at foretage yderligere to scanninger, men disse viste desværre, at hjernesvulsten var placeret således, at der operativt kun var mulighed for at fjerne 2/3 af svulsten, den sidste tredjedel turde man ikke operere, fordi så var der risiko for, at jeg blev lam resten af livet. Det var endnu en trist meddelelse at få, idet det ordret var den samme besked, som min far fik efter sin operation i 1971, og nogle måneder senere var vi nødt til at begrave ham. Vi kommer i en forholdsvis stor forsamling her i Torshavn, og både i denne forsamling og andre steder på Færøerne er der blevet bedt for os – også i udlandet, hvor vi har familie. Når vi er i København, kommer vi også i en færøsk menighed, der ligger på Amager, her blev der også bedt for os.
En søndag aften, mens vi ventede på at komme til den sidste scanning, så vi en udsendelse fra KKR, hvor der blev annonceret, at Hans Berntsen den næste lørdag skulle have et møde i Kristent Kulturcenter på Nørrebro. Dette var dagen efter, at vi havde fået den triste besked om, at hele svulsten ikke kunne fjernes, og vi besluttede os for at deltage.
Der blev bedt for mig, og der blev bedt om, at svulsten skulle forsvinde og aldrig komme tilbage.
Som dagene gik, blev vi mere og mere overbevist om, at svulsten var væk, og det fortalte vi også lægerne inden operationen, men det ville de nok ikke rigtig tro på, og jeg skulle så opereres. Den 12. september blev jeg opereret. Lægen kom efter operationen hen til os. Han sagde, at operationen gik godt, men det så ikke ud, som vi havde forventet. Han forklarede videre, at alting så ud til at være rask, og man opererer ikke noget, der er rask.
– Vi kan ikke gøre andet end at takke Herren for, at han endnu engang har grebet ind, og det er heller ikke første gang i vores lille familie, vi har oplevet det.
For ca. 15 år siden var min kone til forbøn hos Hans Berntsen her i Torshavn med vores datter, der dengang var otte år. Hun led meget af migræne. Der blev bedt for hende, og hun har ikke haft migræne siden.
Ved samme lejlighed blev der også bedt for vores yngste søn, der dengang var to år. Han var hårdt angrebet af astma og bronkitis, hvilket medførte, at han i perioder måtte gøre brug af en maske til rensning af lungerne flere gange om dagen, men efter at han havde været til forbøn, fik han ikke brug for masken igen, og den kunne leveres tilbage til på sygehuset.
Vi har meget at takke Gud for, konkluderer Christa og Georg Otthamar, Torshavn.
Henri.
