Danskere bakker op om Israel
– Vigtigt at tale højt om Israels ret til at eksistere, siger Tove Videbæk, der ikke er tilfreds med de danske mediers fremstilling af krigen mellem Israel og Hizbollah.- Jeg er forbavset over Gallup-tallene, for jeg synes, at vore elektroniske medier i starten af krisen var meget på Hizbollahs side.
Det siger Tove Videbæk, som er formand for Fælleskomitéen for Israel.
Hun henviser til, at 47 procent af danskerne ifølge Gallup-undersøgelsen har mest sympati for Israel, mens kun syv procent sympatiserer med Hizbollah.
Undersøgelsen er foretaget for Berlingske Tidende.
Om danske tv-mediers dækning siger Tove Videbæk:
– Man fik at vide, hvad Israel havde gjort, men man hørte ikke ret meget om de hundredvis af raketter, som Hizbollah sendte ind over Israel. Noget, der fik hundredtusinder af israelere til at flygte fra det nordlige Israel.
Tove Videbæk siger, at hun har været nødt til at søge informationer på udenlandske nyhedsstationer som CNN, Deutsche Welle og EuroNews.
Hun opfordrer nu til, at man melder klarere ud med sin støtte til Israel.
– Danske kristne skal først og fremmest bede for Israel, men de kan også give deres støtte til Israel udtryk ved at skrive læserindlæg og sige noget. Det er vigtigt, at det bliver kendt i befolkningen, at der er så mange, der har en mening om denne konflikt og støtter Israels ret til at eksistere, siger Tove Videbæk.
-bor/Henri