På kirkesurfing i København
Jeg prøvede turen som kirketurist i tre vidt forskellige frikirker, den ældste, den yngste og den måske vildeste
- Hej skat, nu har jeg fundet den perfekte kirke, sagde en mand efter endt søgen blandt byens kirker.
– Årh nej, svarede hans kone. Så er den ikke perfekt længere!
Manden kunne udmærket være fra København, for storbyen siges at have mere end 500 kirketurister i konstant omløb. Vil man derfor starte en ny kirke i hovedstaden, skal man gå stille med dørene. I hvert fald hvis man vil nå kirkefremmede. For så snart en ny kirke åbner, møder kirketuristerne op for at tjekke, om det nu lige er en kirke efter deres smag.
Jeg besluttede at gøre forsøget og fandt noget for enhver smag – endda på samme sommervarme søndag formiddag.
Det blev til en kort visit i Danmarks ældste, Danmarks yngste indtil videre i hvert fald og Danmarks måske vildeste frikirke.
Jeg møder op kl. 10.38 ved Kristuskirken i Baggesensgade på Nørrebro, lidt for sent, naturligvis man er vel en god kristen – men tidsnok til at slå en svingom på p-pladsen, hvor en væg er dekoreret med graffiti: In God We Trust. Så er jeg vist kommet det rigtige sted hen.
Et kig op på det knejsende kirketårn afslører, at det er en gammel kirke, faktisk Danmarks ældste frikirke, oprettet kort efter Grundloven af 1849 sikrede danskerne religionsfrihed.
Jeg nærmer mig den flotte bygning, indrettet med blyindfattede vinduer, kor, orgel og prædikestol, ikke meget anderledes end en almindelig folkekirke.
– Lige noget for den kirkesurfer, der foretrækker kristendom classic, tænker jeg.
Jeg vover mig ind i kirkens våbenhus, og endnu et skilt slår i øjnene. Teksten Tør venligst fødderne af, inden De går ind i kirkesalen varsler, at jeg nu er på vej ind i en højtidelig sfære.
Et orgelbrus slår mig i møde, og den fortrinsvis ældre forsamling synger på sidste vers af en gammel morgensalme. Derefter er der kollekt til kirkens vedligeholdelse. Sidste søndag var det til missionsarbejde i Letland, får vi at vide.
Og så er der lovsang. Forsanger og pianist går frem, og forsamlingen rejser sig for bedre at kunne løfte hænder og få luft i lungerne.
Sangene er afdæmpede, intense, klaveret akkompagnerer roligt, og teksterne på storskærmen får lov til at tale for sig selv.
En pige med mikrofon synger for uden at fortrække en mine. Men da hun kort efter beder højt, mærkes hendes engagement. Hun takker for sundhed, fællesskab og for, at Gud er med i hverdagen.
Nu er det præstens tur.
– Alle mennesker er elsket af Gud, proklamerer han.
Det har vi hørt så ofte før, men hvor gør det godt at høre det igen. Gud gav jo sin Søn til os af kærlighed så skal vi sandelig også tage imod ham.
Forsamlingen følger med i prædiken og bibeltekster i en uddelt folder. Imens sniger jeg mig ud af kirken igen jeg skal jo nå et par gudstjenester mere i formiddag
Danmarks yngste frikirke finder jeg i Café Krasnapolsky tæt på Rådhuspladsen.
Re:gen er på dette tidspunkt kun to måneder gammel. Men den har været flere år undervejs, undfanget som et projekt i Baptistkirken siden september 2003.
Nu er ca. 55 unge tilknyttet, og en ung sociolog er præst. Cafeen lader de unge mødes gratis, fordi de regner med, at de unge kan få gang i omsætningen på de sløve søndage.
Sløv er den ikke, ungdomskirken, nærmere afslappet. Folk tager plads ved cafébordene, og power point på storskærm fortæller, at nu er Re:gen on the way.
Re:gen står for Regeneration, som betyder genfødsel. Her vil man starte helt fra bunden af.
Jeg sidder ganske gråhåret i et hjørne og nyder en cola light, mens de unge skæver over til mig.
Præsten går hen og tysser på bartenderen. Nu skal gudstjenesten begynde. Dagens emne er Hvordan connecter vi med Gud? Og pointen er: Der er ikke kun én måde at gøre det på. Der er mindst ni veje til Gud. En af dem er at møde Gud i naturen, siger den unge præst, og jeg overvejer, om ikke det er kristendom light
Et videoklip med naturbilleder bliver vist med smægtende underlægningsmusik. Over billederne citeres Paulus brev til Romerne: For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.
Så er det lovsangsgruppens tur en rigtig frikirkeingrediens har den eksperimenterende ungdomskirke ikke kunnet slippe.
Vi får den med guitar, bas og bongotrommer og teksterne på storskærm. Jeg giver dig plads, jeg giver dig lov
tag det som stjæler min tid og tager mit perspektiv.
Så var det ikke kristendom light alligevel.
Præsten fortsætter sin gennemgang af de ni måder at møde Gud på, den sanselige, den stille, den entusiastiske, den intellektuelle, den aktivistiske, den eftertænksomme, den traditionelle, den tjenende. Det overlapper lidt, men skidt med det.
– Det er ikke som med tøj: One size – fits all! Vi må finde hver vores tilgang. Gud er meget større, end vi tror, han er, er det sidste, jeg hører.
Jeg er nemlig på vej til næste kirke.
Der er en afrikansk frikirke på Nørre Farimagsgade har jeg hørt. Jeg behøver ikke tjekke husnummeret; lyden viser vej. Og et stor skilt med teksten God cares (Gud bryder sig om) angiver indgangen til International Harvest Christian Center.
Gospelrytmerne dunker fra det lejede lokale, der bogstaveligt talt er sort af mennesker.
En halv snes gospelpiger leder forsamlingen i de rytmiske salmer, og de enkle tekster gentages, indtil det pludselig går op for én, hvad de betyder: God loves you, Jesus forgives you, The Holy Spirit helps you. (Gud elsker dig, Kristus tilgiver dig, Helligånden hjælper dig.)
Efter en times sang, klap og dans i det varme lokale byder præsten velkommen.
– Amen, halleluja! råber han, og forsamlingen gentager villigt råbene, som først stopper, når alle er med og stemningen er helt i top.
Det må være Danmarks vildeste frikirke på den fede måde, tænker jeg.
Gospelgruppen tager over igen, denne gang med en big ma med en imponerende kraftig stemme. Forsamlingen stemmer i, og endnu en halv time flyver af sted med sang, klap og dans.
Sangene er på engelsk og dansk, og præstens prædiken oversættes også til dansk til glæde for de enkelte hvide tilhørere:
– For at kalde sig kristen mår man have et eller andet forhold til kristendommen, begynder præsten, der kom fra Nigeria for 19 år siden. – Navne som Peter og Johannes kommer et sted fra. Har I hørt Dronningens nytårstale? Hun slutter hver gang med ordene Gud bevare Danmark.
– Det er på tide, Danmark vender til bage til sine rødder, proklamerer han. – Gud vil bringe vækkelse til Danmark. Mange danske kristne er blevet trætte af at bede om vækkelse. Men vi vil hjælpe dem, lover han.
Og vi tror på det. Med så mange forskellige kirker bare i en by som København må det være muligt at ramme danskernes smag.
Hvis de altså bliver længe nok til at falde til
