Helbredt for dobbeltsyn
I påsken 2005 begyndte jeg pludselig at få dobbeltsyn. Jeg kunne ikke køre bil og måtte vende om og blev kørt til skadestuen på Aalborg Sygehus, som henviste mig til øjenlægen.Synet blev værre, jeg kunne ikke læse. Når jeg så tv, var der to fjernsyn med 20 cm imellem, og jeg døjede forfærdeligt. Inge og Hans havde møde i Aalborg den 4. maj 2005. Her blev jeg bedt for et par gange.
En aften, jeg var kommet i seng, rørte Jesus ved mig. Jeg mærkede helt tydeligt en hånd, der blev lagt på min kind. Musklen i kinden begyndte at hoppe kraftigt op og ned tre gange på højre side af hovedet – herefter skete der en forandring!
Først i juli blev jeg undersøgt af øjenlægen, som sagde: Det er virkelig godt det her – der er ikke noget i vejen med dine øjne – det er virkelig et mirakel, der er sket her! Min egen læge sagde, at hun aldrig havde set sådant et dobbeltsyn før, hun havde været bange for, at jeg skulle komme til at gå med klap for øjet resten af min tid! – Det må være et helt mirakel, du har oplevet, mente hun.
Jeg fortalte, at Jesus havde helbredt mig. Han kan gøre det, der er umuligt for lægerne – for Jesus er ingenting umuligt. Derfor takker jeg og ærer Jesus, som har helbredt mig!
Kærlig hilsen fra Vagn Andersen, Aalborg
Bihulebetændelse og
nældefeber helbredt
Jeg kom fra Grønland til Danmark i november 1997. Siden har jeg haft problemer med bihulebetændelse og stærke smerter med hovedpine 1-2 gange hver måned og måtte tage meget medicin og penicillin.
Inge Berntsen bad for mig i Randers den 20. november 2005. Bihulebetændelsen og hovedpinen forsvandt – jeg blev helbredt.
Jeg har oplevet helbredelse ved bøn flere gange, bl.a. for en dårlig ryg, for depression og for nældefeber. Når pillerne for nældefeber ikke hjalp, så måtte jeg tage indsprøjtninger i stedet. Jeg får ikke mere medicin – det er gennem bøn til Jesus, jeg er blevet helbredt, det er jeg lykkelig for og takker Jesus for det.
Tak, fordi I lader jer bruge til at hjælpe andre gennem bøn; tak til Gud, for han velsigner jer i tjenesten.
Kærlig hilsen fra
Naja Jacobsen, Randers
Se liste over Hans og Inge Berntsens helbredelsesmøder på hjemmesiden: www.udfordringen.dk