Nogen at spille med

Jeg arbejder halvtids som freelance journalist. For et år siden rykkede jeg væk fra sengekanten derhjemme og ind i InnovationsHus Syd, et væksthus for mikrovirksomheder.Jeg var bare glad for at leje et kontor med gratis internet, men der skulle vise sig at være flere fordele. En af dem er sparring fra husets direktør en time hver anden uge.
Som iværksættere kan vi som filmstjernen John Wayne bedst li’ at klare ærterne selv. Men når dagen er endt, er der en stor chance for, at vi rider ud mod horisonten som tegneseriehelten Lucky Luke, der synger: ”I’m a poor lonesome cowboy…”

Der er brug for sparring – og her er fordelene:

• Man får et rum. Det er et tidsrum. Et rum, hvor man ikke skal producere, men reflektere. Hvad er det egentlig, jeg har gang i? Hvorfor gør jeg det, jeg gør? Hvordan gør jeg det? Det er vigtigt ikke at forveksle visioner med værdier. Værdier er grunden til det, jeg gør. Vision er, hvad jeg vil opnå med det.
• I rummet er der en væg. Den står fast, og det samme gør sparringspartneren: Holder dig op på aftaler, spørger til tankerne fra sidst og opmuntrer til handling.
• Man har en bold. Den er rund – den har kun én stor flade, ingen kanter. Dvs. vi fokuserer kun på muligheder, ikke problemer.

Så begynder spillet:

• Der er nogen at spille op ad. Tænk, hele denne time er der én, der er der for at lytte til mig! Min erfaring er: Når nogen lytter opmærksomt og nærværende til dig, vil du høre dig selv sige de utroligste ting. Tankerne bliver luftet, så nye kan komme ind.
• Der er nogen at spille sammen med. Nogen, der giver kvalificeret med- og modspil. For jeg kan være god til mit produkt, men jeg er ikke nødvendigvis god til at lede en virksomhed. Min sparringspartner udfordrer mig til at tænke større.
• Og så dribler vi sammen mod målet. Iværksætteren er målscoreren, men hvis han/hun ikke får gode oplæg, bliver der ingen mål. Sparringspartneren udfordrer til at sætte mål og delmål.
Han holder mig fast på målet ved at give de rette indspark. Ind imellem lykkes det at score. Og så kommer det bedste af det hele: Der er nogen at fejre de små sejre sammen med.
Det er slet ikke så dumt at slippe tøjlerne lidt og lade John Wayne tage en slapper. Man er i hvert fald ikke
en ensom cowboy længere og er heller ikke blot på vej ud et tilfældigt sted i horisonten.