Sådan blev gospel musikken født
Gospel blev født ud af kultursammenstød. Tusindvis af afrikanere fra den atlantiske verden blev siden det 17. århundrede indfanget som gratis arbejdskraft af hvide europæere til at dyrke den nye verden USA. Disse afrikanere havde kulturelt kun lidt til fælles med hinanden andet end traumet at blive flyttet mod deres vilje.
Gospel blev en fusion mellem afrikanske rytmer og europæiske kristne hymner, fordi de afrikanske negre blev udsat for de hvides forkyndelse af kristendommen. Mange sorte slaver blev omvendt, og de dannede deres egne uformelle kirkefællesskaber med fokus på frihedstemaet. Dette gør gospel til en forholdsvis ung musikgenre, med gamle rødder.
Ordet gospel betyder de gode nyheder og bunder i Bibelens budskab. Amerikansk gospel er delt ind i hvid og sort gospel. Hvid gospel består primært af 1) southern country gospel, 2) contemporary Christian pop music og 3) church music. Sort gospel bygger på den sorte oplevelse, især i forbindelse med slaveriet i USA.
Gospel blev udviklet i det 19. århundrede og kan tage form sammen med alt fra rock, country, r&b, folk, klassisk, jazz, etc. Gospel, som vi den kender i dag, tager udgangspunkt i bl.a. Thomas A. Dorseys (1899-1993) evne til at blande blues med spirituals og salmer, og gospel begyndte at brede sig udenfor kirken. Efter 2. Verdenskrig begyndte gospelmusikken at hente inspiration i den nye jazzmusik og den begyndende rockmusik. Den nuværende gospelperiode påbegyndtes med bl.a. Edwin Hawkins (f. 1943), hvis rhythmnblues-version af den gamle salme Oh Happy Day fik stor berømmelse.
I Danmark blev gospelspiren sået i 1970erne, og i 1990erne begyndte almindelige danskere for alvor at synge gospel, hvor organist Peter Steinvig, journalist Georg Julin og korleder Hans Christian Jochimsen var blandt de danskfødte pionérer. Der blev dannet en lang række nye gospelvokalgrupper og amatørgospelkor, som er resulteret i et voksende udbud af gospelgudstjenester og -koncerter.
