Huller i landingsbanen

Vi stod og ventede på et fly, der skulle være kommet i fredags, og som heller ikke kom i mandags, men som nu dukkede op et par timer forsinket tirsdag.Ja, det var i Afrika. Herhjemme var det jo aldrig gået.
Som en pensioneret tysk turist udtrykte det, mens han hovedrystende betragtede flyet: Das kann nicht sein…
Dvs. ”Det kan ikke være rigtigt” – eller måske snarere: ”Det går jo ikke.”
Jeg var ellers ved at vænne mig til, at tingene bare ikke fungerede, og sådan var det. Det er meget bedre for blodtrykket, når man ser sådan på det. Men jeg kan da godt se, at tyskeren har ret. Det går jo ikke på den måde.
Det er utroligt, at flyene stadig holder sig i luften. Det statsejede selskab har en enorm gæld, som man er holdt op med at betale af på. Selskabet kører kun videre, fordi man lever fra hånden i munden dag for dag. Et af problemerne er, at de fleste passagerer ikke betaler billetten, fordi de er offentligt ansatte og sendes rundt i landet. Men hvad skal de gøre, når kassen er tom.
Vi stod jo derude fra om morgenen, og spørgsmålet var blot, om flyet kom før middag eller efter middag – eller om aftenen. Hvis det kom.
”Det kommer før middag”, svarede en kender. ”For i eftermiddag skal asfaltfirmaet lappe hullerne i landingsbanen.”
Meget betryggende at vide, at det ville blive ordnet, når vi var væk… Man må så håbe, at piloterne kender banen bedre, end vi andre kender vejene, hvor vi gang på gang havner i et af de tusind huller, som vi havde overset. Jeg synes godt nok også, der var en masse bump, da vi susede henover asfalten. Men op kom vi.
Gad vide, om der også var huller i landingsbanen i aftes. Da blev mit fly til Europa nemlig forsinket til kl. 2.30 om natten, fordi dækket på et hjul skulle skiftes. Så vi fik serveret middagen og så det meste af filmen, før flyet lettede.
Det var et udenlandsk selskab, skal det siges. Havde det været de lokale, tror jeg ikke, de havde skiftet det. Ikke før det selv røg af.