Bogtema
Stor bog om stor forfatter

Ove Klausen, cand.mag. i dansk og litteraturhistorie og medlem af bestyrelsen for Johannes Jørgensen Selskabet, finder Teddy Petersens biografi om Johannes Jørgensen ganske læseværdig.Ove Klausen, cand.mag. i dansk og litteraturhistorie og medlem af bestyrelsen for Johannes Jørgensen Selskabet, finder Teddy Petersens biografi om Johannes Jørgensen ganske læseværdig.2006 var et mærkeår for forfatteren Johannes Jørgensen. Det var 140-året for hans fødsel den 6. november 1866 og 50-året for hans død den 29. maj 1956.Det blev også året, hvor journalist Teddy Pedersen efter mere end 10 års studier og fire års skrivearbejde kunne udgive den første danske biografi over hele Johannes Jørgensens næsten 90 år lange liv.

Lang, men ikke vanskelig

Bogens størrelse på 565 sider afspejler meget godt Johannes Jørgensens liv: Langt og med mange kapitler: Barn i Svendborg, ung i København, voksen i Assisi. Boheme, kulturradikal, ateist og katolik. Ægteskabelige og økonomiske problemer, skilsmisse og nyt ægteskab. Forfatter, journalist og debattør.
Der er meget at komme omkring og igennem. Men Teddy Pedersen har overblikket til at give et overblik over Johannes Jørgensens liv. Han skriver på et almindeligt godt dansk, som alle kan læse uden besvær. I en journalistisk stil svarende til den måde, en større baggrundsartikel i en avis er skrevet på, når den er bedst. Bogen er lang, men ikke vanskelig.

Her er hans liv

Bogen er en ”Her er hans liv”-fremstilling. Den er en biografi og ikke en indføring i det ca. 80 bøger store forfatterskab, og den er slet ikke en fortolkning af forfatterskabet.
Det er kun sporadisk, der trækkes forbindelseslinjer mellem Johannes Jørgensens liv og hans bøger. Det vil nogle nok savne, men det kan også ses som en fordel. På journalistisk vis fremlægger Teddy Pedersen oplysninger om Johannes Jørgensen og lader det være op til læseren at afgøre, hvordan hans liv sætter sig spor i hans forfatterskab.

Svært med det kristne

Johannes Jørgensen blev kristen, da han var sidst i 20’erne, og hans kristne tro præger resten af hans liv og det meste af hans forfatterskab. Teddy Pedersen er ikke kristen, men alligevel fascineret af Johannes Jørgensen og hans forfatterskab.
Det skinner dog igennem, at Teddy Pedersen har vanskeligt ved helt at forstå den kristne Johannes Jørgensen. Nogle steder skriver han lidt nedladende-humoristisk om forhold i Johannes Jørgensens liv, der har at gøre med hans kristne tro.

Udførlig fremstilling

Til sidst må jeg bemærke, at en sådan bog burde have et stikordsregister, ligesom jeg mener, det er en mangel, at der ikke er kildeoplysninger til de mange citater, der er undervejs i den.
Men det ændrer ikke ved, at bogen er værd at læse og giver en udførlig fremstilling af Johannes Jørgensens liv.

Teddy Pedersen:
Et menneske kommer derhen, hvor det vil
En mands liv – om forfatteren og journalisten Johannes Jørgensen
565 sider • 399 kr.
Frydenlund.