Gå efter det, Gud har
Peter Holmsgaard er prædikant, sanger og musiker. Han er ansat som evangelist i Apostolsk Kirke i Aalborg.- Jesus konfronterer Nikodemus med sandheden. Men han tager ikke bare et boldtræ og smadrer ind i Nikodemus mave. Han siger: Du kan blive født på ny, forklarer Peter Holmsgaard.
– Det er interessant, at da Jesus kommer ned på denne jord, er det dem, der skulle have taget imod ham fra begyndelsen, der forkaster ham. Det er de skriftkloge og farisæerne. De søgte Gud og gjorde alt for at behage Gud, men da Gud så sender sin søn, da er det dem, der ikke vil have med ham at gøre. Derfor kunne Nikodemus ikke komme i løbet af dagtimerne, men måtte komme om natten for ikke at miste sit ry og rygte.
Da Nikodemus kommer, siger Jesus, at den, der ikke bliver født på ny, ikke kan se Guds rige. Men det kan Nikodemus ikke forstå. Selv om han var lærer i Israel, så han ikke Guds rige. Det er lidt voldsomt at tænke på.
gentage en bøn
– Denne tekst er også brugt af mange til at sige noget om at blive født på ny og blive frelst. Jeg har holdt mange forskellige møder og har fundet ud af, at du sagtens kan lede en person til at gentage en bøn, uden at det har nogen indvirkning på den person.
For at blive født på ny er ikke noget mekanisk. Det er ikke en trylleformular. Men det er en forandring af ens hjerte. Af ens prioriteringer og af hele ens liv. Det betyder, at man bliver mødt af Guds Ånd, og at Jesus bliver herre. For vi må huske, at Jesus et andet sted siger, at det ikke er enhver, der siger Herre, Herre!, der skal komme ind i Guds Rige.
Jeg er meget optaget af, at kristendommen og gudslivet skal være en relevant, håndgribelig realitet. For det er muligt at gå igennem alle de religiøse ritualer og gøre de rigtige ting uden at have Jesus i sit hjerte og uden at være født på ny.
os med sandheden
– Da Nikodemus kom, forventede han, at Jesus ville rose ham for at ville risikere sit ry og sige: – Det var flot Nikodemus! Men når man kommer til Jesus, bliver man konfronteret med sin egen synd. Han fortæller én sandheden, fordi det er sandheden, der sætter fri. Det sætter jeg pris på!
Men Jesus fortæller os ikke bare sandheden. Han tager ikke bare et boldtræ og smadrer ind i Nikodemus mave. Han siger: Du kan blive født på ny. Du er her, fordi du har en længsel. Du skal få lov til at opleve at blive fri!
Jesu var radikal, ja vild og voldsom, når han talte om tilgivelse og Guds kærlighed. Og det forargede alle de religiøse.
– Du er lærer i Israel og forstår det ikke? siger Jesus til Nikodemus. Han forventede, at Nikodemus skulle forstå, hvad det ville sige at være frelst. For Gud ønsker at bruge mennesker med en håndgribelig erfaring af, hvad Gud har gjort. Jeg har for eksempel en erfaring med helbredelse. I Afrika oplevede jeg en blind mand blive helbredt, og i Frankrig blev en mand med høreapparat rask. Og ingen kan tage den erfaring af, hvad Gud har gjort, fra mig.
Vi taler om den konkrete praktiske erfaring vi har – ikke om noget, vi har hørt eller læst om. Men alligevel er der mange, der ikke tager imod det.
– Jesus taler også her om vinden, der blæser, hvorhen den vil. I forbindelse med min musik og min tjeneste har jeg oplevet Helligånden komme og blæse over mig og sige: – Dette er retningen!
Det med musikken havde ligget stille i ti år. Jeg så mig ikke som sanger eller musiker. Men så begyndte vinden at blæse, og jeg følte ikke, jeg havde noget valg.
For nylig holdt jeg en koncert i Randers. Efter koncerten kom en rockertype med tatoveringer hen til mig: – Da du sang den sang, blev jeg nødt til at knibe en tåre. Da forstod jeg, at den mand ikke var blevet berørt af Gud, hvis jeg ikke var begyndt at blæse med Helligåndens vind.
For når Gud kommer og vil igennem med noget, så er man nødt til at slippe sine forudbestemte meninger og traditioner og gå efter det, Gud har.
Gør døren høj, gør porten vid, lyder en gammel salme, som er taget fra Bibelen. Vores mentalitet og vores forståelse er de porte, der må udvide sig, så Gud kan komme ind.
Jeg kan ikke altid forstå det, men når Gud gør noget, må man ikke lade noget stå i vejen for det, Gud vil gøre.
Interview: Michael Bobjerg