Tro taler man da ikke om?

For Eva Breunig var tro en privat sag og ikke noget som betød noget for hende personligt. Lige indtil en dag da hun kom ud for en
alvorlig ulykke og mødte to kristne kvinder.Naturligvis kendte jeg Gud allerede som barn: Til jul kom det her lille Jesus-barn jo altid forbi, og i religionstimerne havde jeg hørt forskellige historier om Jesus. Men det kunne ikke have noget at gøre med det virkelige liv! Var der virkelig nogen, der troede på det sludder? Jeg vidste det ikke. Der blev ikke talt om tro, det var en privatsag.Derfor vidste jeg heller ikke, hvem jeg skulle rette mine spørgsmål om meningen med livet til, om universets oprindelse eller livet efter døden. Ingen drøftede sådan noget, og derfor måtte jeg ty til min veninde som samtalepartner, og hun vidste præcis lige så lidt som jeg. I fællesskab kæmpede vi os efter årelang diskussion og moden overvejelse frem til den anskuelse, at der et eller andet sted på en eller anden måde måtte være en slags ”højere væsen”.

Jeg læste den tibetanske dødebog, den katolske katekismus, bøger om esoterik og lidt af Koranen, men det bidrog heller ikke ubetinget til at gøre mig klogere – snarere til at gøre mig mere forvirret. Var Gud en venlig, gammel mand i den fjerne himmel, en vilkårlig despot, en upersonlig form for energi – eller slet og ret opspind? Min søgen stagnerede.
Så kom jeg ud for en alvorlig ulykke, som pludselig fik mig til at indse, at mine spørgsmål om Gud og døden på ingen måde kun var af akademisk karakter, men angik mig helt personligt. Lige netop i denne svære periode af mit liv mødte jeg to kvinder, som kaldte sig ”kristne”, og som var helt anderledes end alle de ”kristne”, jeg hidtil havde kendt. Disse to talte om deres tro. Og med begejstring! De talte om Jesus, som var han en god ven. Ja, mere end det: De talte oven i købet med ham! Denne tilgang til tro var fuldstændig ny for mig. Jeg var tryllebundet. Og i april 1989 blev jeg omsider også et Guds barn, da jeg lagde mit liv i hans hænder. Langt om længe indstillede jeg i en alder af næsten 30 min søgen og begyndte at finde!

Mit nye liv med Bibelens Gud bar hurtigt frugt. Alt ordnede sig, heledes og blev nyt. Jeg oplevede mange undere, og naturligvis følte jeg snart et behov for at fortælle andre om mine erfaringer. Men i min omgangskreds var tro stadig en privatsag – og ikke noget man talte om over en kop kaffe. (”Du er vel ikke ligefrem ude på at omvende mig?!”). Så derfor begyndte jeg at skrive for at få mit budskab ud.
Da mine første romaner udkom, bad et tidsskrift ved navn ”Lydia” mig om et interview. Smigret over tilbuddet fik jeg fat i et par numre af bladet for at danne mig et billede af det.
Efter at have læst dem var jeg helt rundt på gulvet.
Dette blad var åbenbart udelukkende lavet af mennesker, som var tusind gange frommere end mig! Jeg havde lært Gud at kende som en person og talte med ham – og det havde jeg anset for at være toppen af min nye indsigt! Nu måtte jeg konstatere, at der fandtes ”troskæmper”, som dagligt holdt ”stille tid”, indbød naboerne til bibelkreds og vidnede om deres tro foran fulde mødesale. Sammenlignet med dem var jeg jo en orm, en åndelig ubetydelighed!

Det, jeg manglede, var simpelthen omgang med andre kristne. Jeg havde forsøgt ene mand at opfinde troen på ny i stedet for at trække på andres hjælpende erfaringer. Pludselig kunne jeg her læse artikler skrevet af mennesker, som ikke anså deres tro for at være en privatsag, og som delte deres op- og nedture med hinanden. Hvilken åbenbaring! Da det første chok havde lagt sig, drog jeg en masse fordele af læsningen. Jeg lærte af andres fejl og profiterede af deres gode erfaringer. Min tro blev stærkere og dybere.
Nu var jeg også klar til at offentliggøre min livshistorie. Det skete i 1998. Det gjorde godt ikke mere at skulle holde mine erfaringer for mig selv – og måske var der oven i købet en eller anden, som kunne drage nytte af min lange og snørklede søgen.
For der er én ting, som står helt klart: Da jeg dengang i april 1989 begyndte at finde svar, var min søgen endnu så langt fra til ende. Man kan nemlig altid opdage noget nyt ved Gud.
Lad os gøre det sammen!
Fra kvinde-magasinet Lydia.