”Livets træ” – en udfordring i et postkristent samfund

Vi lever i et postkristent samfund – og det er vigtigt, at kirken og den lille rest af kristne bliver sig det bevidst.

Af lærer Bjarne Nederby Jessen

Mange kristne vil stadig agere som om vores samfund er kristent, men det er det ikke længere. Vi lever i et samfund, hvor man vil have al religion ud af det offentlige rum – også kristendommen, et samfund, der ikke ønsker, at kristne tanker og værdier får indflydelse på den offentlige debat og de politiske beslutninger. Kristentroen er for den menige dansker yt og er blevet erstattet af troen på en selv, egoismen.

I det postkristne samfund er der ikke plads til morgensang i skolen – i hvert fald ikke med salmer og Fadervor. Der er ikke plads til gedigen kristendomsundervisning. Skabelsesberetningen henvises til myter og eventyr. Mange børn og unge er forvirrede i dag, fordi man har taget troen fra dem. Flere og flere børn og unge tager dagligt lykkepiller, skærer i sig og nogle prøver at tage livet af sig.
I det postkristne samfund er ”sort arbejde” ok, for det handler om mig og mig og mig – og så de andre, hvis det kan betale sig for mig. Derfor er det også ok at slå fostre ihjel. Vi kalder det bare abort. Men kvindens – og mandens – selvrealisering er vigtigere end det liv, de i fællesskab har skabt.

Stadig modstandere
af fri abort

I den seneste tid, har mange kristne givet udtryk for, at Kristendemokraterne har forladt et af de grundlag partiet blev stiftet på. Men det er ikke rigtigt. Kristendemokraterne er stadig modstandere af abort og vil kæmpe for livet, men erkender, at vi lever i et postkristent samfund, hvor mere end 90% af befolkningen gå ind for den frie adgang til abort. I den situation vil KD ikke stille forslag om afskaffelse af fri abort, men vil i stedet politisk kæmpe for, at aborttallet går ned. Jeg stiller mig meget uforstående over for de folk som siger, at nu ryger deres stemme på KD. Hvilket andet parti kæmper for nedbringelse af aborttallet, religionens plads i det offentlige rum, og helt generelt, næstekærlighed i dansk politik? En stemme på Venstre eller andre partier er da endnu mere at smide en stemme ud af vinduet i samtlige værdispørgsmål. Når det kommer til menneskeværd og livets ukrænkelighed er KD stadig det eneste parti, der kæmper for retten til livet – men kampen er svær i et postkristent samfund.
Derfor bør debatten i dag ikke handle primært om abort, men om kampen og vejen tilbage til et kristent samfund – og den vej skal ikke gås af Kristendemokraterne alene. KD er et politisk parti, der skal agere politisk. Det er i første omgang kirken, de kristne i Danmark, der skal vende udviklingen – og ansvaret er stort. Ansvaret er personligt og kan ikke tørres af på et politisk parti.

Tør kristne
blive en modkraft?

Som kristen ser jeg med stigende vrede på, at flere og flere rammes af kønssygdomme og at aborttallet er så højt. En del unge siger: Jeg var for genert til at tale med ham om prævention – mens de ikke er for generte til sex i en tidlig alder og uden for ægteskabet. Det er også med vrede jeg konstaterer, at Danmark er blevet et land med et meget højt alkoholforbrug pr. indbygger, hvor ganske unge drikker sig fulde flere gange om ugen og tager på drukferie i sommerferien.
I min vrede kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan kommunismen behandlede det enkelte menneske som et middel og ofte som et affaldsprodukt på vejen mod det fuldkomne samfund. I vores kultur i dag er det andre ideologier, der driver udviklingen: individualismen, egoismen, hedonismen (ingen moralist skal fratage mig min personlige mulighed for nydelse) og superliberalismen, som den kom til udtryk i Anders Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” – hvor han gav udtryk for en vision, der skulle gennemføres langsomt, men sikkert. Han er i dag i fuld gang med at gennemføre visionen – hvor egoismen kommer i højsædet.

Det er ind i denne situation, at kristendommen, kirkerne og de enkelte kristne, du og jeg, skal være en modkraft. Desværre er kristenheden i Danmark forbavsende stille – og kan højst svinge sig op til en kritik af Kristendemokraterne. Men det er måske ikke så underligt, at kristenheden er stille, for vi er alle blevet præget af dagens samfund. Det er i dag almindeligt med skilsmisser blandt kristne, de unge flytter sammen uden at være gift, og også blandt kristne foretages der aborter. Mange kristne er i dag mere optaget af fladskærme, ferierejser og nydelse end af næsten i den 3. verden, der dør af sult. Egoismen og individualismen har sneget sig ind i de kristne rækker og man er ved at blive sig selv nok.
Men tiden er inde til en ny reformation i kirkerne, hvor vi igen tager evangeliet alvorligt og beslutter os for at leve efter Guds ord. Derfor har præsterne og andre forkyndere et stort ansvar. Der har i de sidste 10-15 år været prædiket så meget om nåden i kirkerne, at vi har glemt den nødvendige omvendelse, og i dag har kristenheden i Danmark for alvor brug for at vende om for at blive og være en modkraft ind i dagens samfund

Vores legeme
er et tempel

Det kræver en forkyndelse og en undervisning, der tager evangeliet og dets udfordringer alvorligt – også når talen falder på sort arbejde, skilsmisser, samliv, alkoholproblemer, ansvaret for de fattige, ikke mindst i den 3. verden, abort m.m. Kirken må være parat til at tage fat på sexualundervisningen, inklusive undervisning om afholdenhed uden for ægteskabet – den bedste måde at undgå kønssygdomme og uønskede graviditeter. Vi må gøre det klart, at vores legeme er et tempel for Helligånden, og så kan legemet ikke bare kastes i grams for den ene efter den anden. Det handler om selvfølelse, men også om ligestilling. Det er faktisk kvinderne, der bærer barnet i sit skød, som føder og ammer dem. Skaberen har givet kvinden den enorme opgave at lægge den første og vigtigste grund for hvert eneste menneske.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det er oftest kvinden, som lider mest, når det går galt. En abort er ikke bare et operativt indgreb, selv om man i dagens samfund forsøger at bilde folk det ind. Jeg har som sjælesørger mødt mennesker, som aldrig glemmer deres barn, som har svært ved at se børn og unge i den alder, som deres eget barn ville have haft, hvis det havde fået lov til at leve. Jeg har også mødt mænd og kvinder, hvis tidligere forhold forstyrrer deres ægteskab i dag, fordi de aldrig helt og fuldt kan stole på den anden og give sig selv helt til den anden. Hvilken tragedie. Tiden er inde til, at kirken går til modangreb på dagens samfund og ikke forsøger at tørre det af på et politisk parti. Men kampen er svær, og den kan blive langvarig. Derfor er det vigtigt, at kampen indledes nu.

”Livets træ”
prædikede for mig


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Der var et lille hjørne af træet, der levede og havde skudt nyt skud, der bar frugt. Det blev en hel prædiken for mig om Livets Træ.

Sagens alvor gik for alvor op for mig under min ferie i Sverige, hvor vi standsede op ved Vreta Klosterkirke og Klosterruin ved Göta Kanal syd for Linköping. Det er en af landets ældste kirker, som blev bygget i begyndelsen af 1100-tallet, og klosterruinerne er rester af det første kloster i Sverige. Det er et meget spændende bygningsanlæg, der vidner om tidlig kristendom i Norden. Under klosterets parlatorierum udgravede man i 2006 et anlæg, som antages at være et tidligkristen dåbsanlæg for voksne, et dåbshus, et såkaldt baptisterium. Det er det eneste kendte baptisterium i Skandinavien.

Men det var ikke her sagens alvor gik op for mig. Det skete i klosterhaven foran et næsten udgået pæretræ. Meget af træet var savet væk. I stammen var der et meget stort hul, og træet så dødt ud. Men fra venstre side af det næsten uddøde træ udgik en levende og kraftfuld gren med blade og frugt. Der var et lille hjørne af træet, der levede og havde skudt et nyt skud, der bar frugt. Det blev en hel prædiken for mig om Livets Træ. Det blev en prædiken om, at der hvor det meste er dødt, kan Gud stadig skabe liv, vækst og frugt. Sådan kan det også ske for det postkristne Danmark. Der er en rest tilbage, som ønsker at følge Kristus, og ud af den rest kan Gud skabe nyt, hvis vi lader ham komme til. Men det betyder, at vi må tage vores kristentro og kristenliv alvorligt og gå til modangreb på det postkristne Danmark.

Vi har ganske enkelt brug for en åndelig og en folkelig vækkelse i Danmark – og den kan kun komme ét sted fra: den kristne rest.


Artiklen fortsætter efter annoncen: