1300 baptister i sol og regn
– Her er bare dejligt. Man kan mærke, at I er fulde af liv. Det er, som om I er en stor familie. Sådan sagde gæster, der besøgte Mariager i sidste uge.
Her var ca. 1300 deltagere samlet den 22.-28. juli til Baptistkirken i Danmarks stævne under temaet Nyt liv i tro.
De oplevede spredte regnbyger, men et samlet og alsidigt program,der spændte fra koncert med Anne Dorthe Michelsen og teater med Ebbe Trenskow som Jesu far, Josef, til undervisning af en teologisk kapacitet, bulgarske Parush Parushev fra baptisternes teologiske seminarium i Prag. Men det var givetvis ikke store navne, der var trækplaster til missionsstævnet det var fællesskabet, samtalerne, hyggen i forteltene og cafeen.
Spredte regnbyger over teltene på campingpladsen, hvor knap 800 af deltagerne boede, ødelagde ikke den gode stemning.
BaptistKirkens Missionsstævne bruges også til den årlige missionsdrøftelse, hvor visioner og planer drøftes. Baptisternes vil gerne kendes på lighed, frihed og samtalen om at være i mission. I år var der sat god tid af til samtale, og det bar frugt:
– Højdepunktet på dette stævne er ikke en enkelt begivenhed, men den buket af positive udmeldinger, der kom fra både unge og gamle. Vi mærkede et dybtfølt engagement for mission, siger baptistpræst Kjeld Grarup fra Hjørring, og tilføjer:
– Det lykkedes at få folk til at melde positivt ud, i stedet for at koncentrere sig om det, man er kritisk overfor.
– Vi har haft en fantastisk aften om retfærdighed, som kørte helt efter en drejebog, fortæller Karin Christiansen, Ingstrup, og peger dermed på den alsidighed, der i år har været på aftenmøderne. Fra gode evangeliske møder til en aften med indlæg fra ni forskellige mennesker, som hver for sig var engagerede i at skabe en mere retfærdig verden ud fra deres personlige kristne overbevisning. Alt fra missionæren over fair-traderen og trafficking-aktivisten til flygtningevennen.
Ole Bækgaard fra Allerød er leder af forbønsteamet, og han siger:
– Det bedste har næsten været at være en del af et alsidigt og erfarent forbønsteam, hvor vi har oplevet Helligåndens stærke nærvær.
Gospel-sporet havde knap 50 deltagere og blev ledet af Ken Anderson fra USA for tredje gang, og dette kulminerede i en koncert fredag aften.
– Skal stævnet sammenfattes, vil jeg sige, at hele programmet har været rigtig godt skruet sammen. Vi har grædt, og vi har leet, vi har været overraskede, og vi har været ydmyge, vi har været i bøn, vi har fået undervisning, vi har sunget, vi har hilst på gamle venner, og vi har hilst på nye venner. Så endnu engang kan missionsstævnet med sindsro sende deltagerne hjem, og hvis de ikke har fået fyldt tanken op med fornyet kraft til at arbejde videre med nyt liv i tro hjemme i menighederne, vil jeg påstå, at det er deres egen skyld. Jeg takker Gud for, at han gav os muligheden for endnu engang at opleve alt det dejlige, der sker på et missionsstævne, siger Flemming Mortensen fra Bornholm, som selv tog beslutning om at blive døbt på missionsstævnet for to år siden.
Lone M./Udf.