Forsvunden bagage…

Jeg ved ikke, om jeg har fortalt det før, men jeg er tryghedsnarkoman på alle tænkelige måder.
Det kommer til udtryk på mange forskellige måder. F.eks. planlægger jeg alt ned til mindste detalje, så jeg altid ved, hvad der skal ske, eller i det mindste har gennemgået episoden i mit hoved.
Her på det sidste har jeg erfaret, at hvis jeg står over for noget, der er så fremmed og uoverskueligt, at det er umuligt for mig at planlægge det, så springer jeg det simpelthen bare over.

Erfaringen gjorde jeg mig i forbindelse med forberedelserne til Holgers og min rejse til Honduras.
Men min kontrolnarkomani lod sig ikke helt tilfreds med, at jeg havde styr på, hvad der skulle ske, når vi kom hjem. Og når jeg nu ikke kunne planlægge hvad der skulle ske i Honduras, så kunne jeg da forberede mig på alle tænkelige – og utænkelige – situationer, når jeg pakkede min bagage. Og det gjorde jeg så.

Men min kære sikkerhedslinje svigtede mig, for vores bagage blev forsinket i lufthavnen. Jeg måtte overleve dage uden bagage, og faktisk har jeg ikke manglet noget. Ok efter 14 dage trængte mine ben efterhånden til at se en ladyshaver, men vejret var alligevel for koldt til at gå i korte bukser. Og mit ansigt trængte til noget ordentligt fugtighedslotion igen.

Jeg bad Gud om at sende vores bagage rigtig mange gange i løbet af de 14 dage, jeg har syntes, han var lidt unfair, siden han ikke bare ville høre en af mine mange bønner og sende min bagage.
Men efterhånden kan jeg se, at det var helt med vilje, han gjorde det. Ved at tage min sikkerhedslinje fra mig, tvang han mig til at vælge en anden. Jeg kunne have valgt at gå ud og købe mig til sikkerhed. Men jeg valgte at stole på, at han nok skulle sørge for mig, jeg var jo trods alt rejst ud for at tjene ham. Og han sørgede for mig.

Den sidste gang jeg bad ham om at sende vores bagage, var søndag morgen lige før vi stod op. Jeg bad kort og godt: – Gud vil du ikke nok sende vores bagage i dag!

Ti minutter efter jeg havde bedt bønnen kom vores husmor ud og fortalte os, at der var telefon fra lufthavnen.
De ville bare lige fortælle os, at vores bagage stod der, og at vi bare kunne komme og hente den i dag, hvis vi ville. Vi valgte at få bagagen sendt og modtog den tirsdagen efter.
Lige præcis den dag jeg brugte det sidste creme fra prøvepakkerne, og den dag det sidste deodorant slap op.