Et besøg til forskel
Bodil Skjøtt er teolog og generalsekretær i Den
Danske IsraelsmissionHvad skal den dreng mon blive til? Hvem har ikke som forældre eller i anden sammenhæng spurgt sådan? Ofte med en stemme, der afslørede skuffelse eller resignation.
Sådan spurgte folk også, da Johannes Døberen blev født. Ikke fordi han havde skuffet dem, det havde han endnu ikke haft lejlighed til. Men både inden han blev født, og da han fik navnet Johannes, var alt så anderledes, at spørgsmålet meldte sig: Hvad skal den dreng mon blive til?
Hans far, Zakarias, svarer på spørgsmålet med en sang eller rettere en lovprisning, hvor han profeterer, hvad Gud er i gang med at gøre for sit folk gennem drengen Johannes: Gud vil vise sin nåde, sådan som navnet Johannes også lod ane. Johannes betyder Herren er nådig.
Allerede tidligt i kirkens historie blev Zakarias lovsang et fast led i gudstjenesten, og flere steder er den det stadig. Den talte dengang og også i dag ind i en situation præget af forventning og håb til Gud, om at han på en afgørende måde vil gribe ind, opfylde forventningen og længslen og lade sit lys skinne i mørket. Sådan var forventningen på Zakarias tid, og den samme forventning er der over kirkens adventstid i dag.
Zakarias lovsang er dels en tak til Gud, fordi han har opfyldt sine løfter om frelse, dels en beskrivelse af den rolle, Johannes har i det, som Gud er i færd med at gøre. Zakarias citerer ikke direkte, hvad profeterne tidligere har sagt, men hele hans sang ånder af, at han og dem, han henvender sig til, lever med Israels folks forventning. Det, som Zakarias venter på, kan han nu takke for, som om det allerede var en virkelighed.
Vi kender til at gå på besøg og at få besøg. Vi går på besøg, fordi vi har lyst, fordi vi skal eller skylder. Vi går på sygebesøg. Og vi får besøg. Nogle glæder vi os til. Andre gruer vi for, og nogle er bedst, når de er overstået.
Når Gud besøger sit folk, kommer han til os ud af omsorg, ud af kærlighed og for at tage sig af os. Ikke sådan som vi oftest aflægger besøg, hvor tingene, efter vi har været der, stort set er, som da vi kom. Når Gud besøger os, efterlader han os ikke på samme måde, som han fandt os. Med sig bringer han sin omsorg og sit ønske om at gribe ind, gøre en ende på det, som er, og skabe nyt.
Det var ikke vanskeligt for folk på Zakarias tid at få øje på forhold, som trængte til, at Gud greb ind. De mest iøjnefaldende omstændigheder var den romerske besættelsesmagt og det jødiske præsteskab. Var det, hvad Zakarias nu så en forløsning fra?
Sikkert, og med god grund, er hans ord blevet hørt således. Men hans profetiske lovsang stopper ikke der. For den frelse, som han der tales om bringer, skal føre til, at folket – og vi med dem – kender frelsen i syndernes forladelse. Og i tilgivelsens frihed skal vi tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed.
Ofte får vi de to begreber, fromhed og retfærdighed, byttet rundt, så fromhed bliver noget, der har med vores forhold til andre at gøre, og retfærdighed noget, som har med Gud at gøre.
Men fromhed har først og fremmest med vores forhold til Gud at gøre, og i det forhold er alt gennemskueligt. Fromme facader kan måske gøre indtryk på andre. Det bliver en livsstil, noget andre kan se, og som skal gøre indtryk på dem eller give dem dårlig samvittighed. Ingen af delene kan der komme noget godt ud af. Fromhed har med mit forhold til Gud at gøre, og ham kan vi ikke narre.
Retfærdighed har også med vores gudsforhold at gøre, men også med andre omkring os. Det er her, den retfærdighed, som Gud giver til os, skal omsættes.
Sidste del af Zakarias lovsang taler om, hvad det er, Johannes konkret skal gøre: Du, mit barn, skal kaldes, skal gå foran, skal bane, skal lære. Men på intet tidspunkt forsvinder han, Jesus, som vejen skal banes for, ud af syne. I sidste instans er det det, som Jesus gør, der bringer lys i mørke, når ind til dem, som sidder i dødens skygge, og lader os kende, hvor fredens vej går, så vore fødder kan gå på den.
Kristeligt Pressebureau
