Den lille forskel
Påsken er også tid til at være sammen.
Til at irritere sig over forskellene mellem kvinde og mand. Eller til at elske dem! Gud skabte mennesket i sit billede for at have fællesskab med det. Gud skabte først manden, men opdagede at hans billede ikke kunne rummes i manden. Derfor skabte han også kvinden, så mennesket kunne rumme Guds karakter. Alle mennesker har en indbygget længsel efter Gud, men det er de færreste, der ved det. Men alle kan mærke det, og alle længes efter at finde dette fællesskab.
Som mand og kvinde er vi forskellige, men hvor kommer forskellene fra? Som du måske har set på DR1 om mandagen, har der været otte udsendelser med den lille forskel. Forskellene kan være medfødte, og nogle kan være tillærte i vores opvækst. Vi tænker bare ikke over det i vores hverdag. Her mener vi, at vi er ens, og at vi tænker på samme måde. Det gør vi måske, når vi har været gift i 60 år, men nok ikke før. Derfor er det vigtigt at vide noget om disse forskelle. Hvordan finder jeg ud af det, tænker du. Det er ved at undersøge det, at du kan finde ud af, hvordan det er skruet sammen. Det gælder også i de praktiske ting. Hvordan fungerer din pc, hvad kan den, og hvad kan du bruge den til? Det må undersøges, og vi går også på kurser for at finde ud af det. Her må vi som familier lære af det, at det også er nødvendigt at vide, hvordan vi fungerer som mand og kvinde. Hvad er det, der er vores svagheder og vores styrker? Hvor er det, vi kan supplere hinanden, og hvor er det, vi kan gøre en forskel? Dette indså Familier På Vej for 14 år siden, og vi startede med familieferier med indhold. Her blev disse forskelle taget op, de blev vendt, drejet og talt igennem, og når vi tog hjem, var vi meget klogere på hinanden, end da vi kom. Ligeledes havde vi sat nye mål for familien, som skulle forsøges i hverdagen.
Der kan være den lille forskel. Manden tager hjemmet som en servicestation, her kommer han ind, nusser lidt med servicen og får tanket alt op, så han igen er klar til at jage ud i verden. Han tager på arbejde, i fritiden kæmper han. Han spiller fodbold, tennis, og er han gammel nok, så spiller han måske golf. Han gør alle de ting, der ligger dybt i hans hjerne, der jo er designet i stenalderen, og ikke har ændret sig siden. Hans opgave er at forsørge familien ved jagt, han skal beskytte familien ved at kæmpe for den, og han skal sørge for, at slægten lever videre, altså sørge for, at der kommer børn til verden.
Manden er skruet sammen, så han kan koncentrere sig om en ting af gangen, han holder fokus på det, han er i gang med, og har ofte problemer med at gøre flere ting på en gang.
Kvinden derimod er designet til at kunne holde gang i flere ting på en gang. Hun kan klare verdenssituationen, vennerne, arbejdet, moden og de nye design i sko, samtidig med at hun laver mad, vasker op og klarer børnenes behov. Kvinden er samleren, der sørger for ynglen, og den, der holder sammen på hjemmet, sørger for at tankstationen er i orden, så når manden kommer ind, kan han få fyldt op. Kvinden lever sit liv i hjemmet, mit hjem er min borg, mit prinsesserige. Hun tager sig af børnene, hun omgiver sig med gode ting, hun laver hyggekroge, flytter rundt, ønsker nye møbler, maler og vil gerne have, at der er pænt og rart. Kvinden føler sig forsømt, når manden ikke interesserer sig for disse ting. Det er jo også dig, der bor her. Manden trækker sig fra at bestemme derhjemme, det lader han indenrigsministeren om.
Han har sit domæne i garagen eller kælderen. Han har måske sin egen hule, som han kan trække sig tilbage til, når han vil have ro til at tænke og finde en løsning på det, han står midt i. Kvinden vil hygge og snakke, om intet og alt det, hun står midt i. Om det, der er foregået i dag og meget mere. Det sker med hygge, små stearinlys, kaffe og lidt mundgodt.
Det er kvinden, der sørger for, at hjemmet holdes ryddeligt, at der er rent tøj og meget, meget mere. Det er noget, der er i enhver kvinde, at det skal gøres. Gør hun det selv, så bliver manden passiv og trækker sig tilbage til hulen, eller går på jagt (fodbold m.m.).
Her er det vigtigt, at kvinden tager fat i manden og siger, at nu skal vi lave en aftale om, hvad der skal gøres, og om hvem der gør det. Når så rollerne er fordelt, så forvent ikke, at manden af sig selv kan se de andre behov, der også er i hjemmet, men sig det til ham, og lav en aftale om at få det gjort. Ros ham, også selv om opgaven er løst på en anden måde, end du ville have gjort det!
Manden må også indse, at kvinden føler sig forsømt, når han ikke deltager i den hjemlige opbygning af kongeriget, når han ikke giver sig tid til at hygge, ikke foran fjernsynet, men sammen med kvinden, og lytter til hende og svarer med de rigtige sætninger på de rigtige tidspunkter. Mænd må være bedre til at forstå og opfylde kvindernes behov og omvendt.
Kirsten og Hans Verner Morell er med til at arrangere en familielejr i uge 30 på Sommersted Ungdomsskole for foreningen Familier på Vej
Af Kirsten og
Hans Werner Morell.
Ledere af Familier På Vej