Hvad er bøn
Bedevandring: Gå en tur med Gud

Hvad med en mobil gudstjeneste i Guds
frie natur? Det prøvede en huskirke i Vejen
en blæsende søndag formiddag.
Her kan læserne følge – og bede – med…Den friske luft frisker op. De åbne vidder gi’r nye perspektiver. Og det er nemmere at åbne sig, når fokus er rettet væk fra én selv…Det erfarede en huskirke i Vejen forleden søndag, da gruppen på 11 personer efter fælles morgenmad begav sig ud i Åtte Bjerge ved den gamle dansk/tyske grænse. Her skulle de ikke snakke med hinanden, men med Gud – og det blev en uforglemmelig oplevelse.
Her inviteres Udfordringens læsere med på ”en gåtur med Gud”, og måske er der flere kirker, der får lyst til at forlade kirkerummet til fordel for Guds natur – den skønneste helligdom, der findes.

Søens spejl

Vi standser op ved en sø, en bro, et kæmpestort træ og et par vidunderlige udsigtspunkter, mens vores guide giver os et par inspirerende ord fra Bibelen med på vejen. Undervejs får vi også tid til at ligge lidt i græsset og skue op mod en åben himmel…
Den mørkebrune sø ligger smukt i solskinnet, omkranset af bløde bakker. Den lune forårsblæst danner krusninger på overfladen, så spejlingerne bliver mere eller mindre udviskede. På en vindstille dag kan man spejle sig i søen – men kun sit ydre – det indre spejler vi i hinanden og først og fremmest i Gud.
På dagens vandring er vi interesserede i at se os selv og verden omkring os, som Gud ser. Det kan betyde, at der er noget, vi skal ændre på. Det er vigtigt, inden vandringen begynder, at vi har gjort op med os selv, om vi er villige til forandring. Indre forvandling.
Mens vi vandrer i tavshed, reflekterer vi over salmistens ord:
Herre, du ved alt om mig, du kender mit hjerte til bunds. Du er klar over alt hvad jeg gør, du kender mine inderste tanker. (Salme 139:1-2)
Stien er mudret og vi må visse steder gå ind mellem træerne for at komme tørskoet videre. Stilheden er slående.
Vi er elleve vandrere, og ingen siger et ord. I stilheden høres fuglenes sang og kvidren tydeligt. De, såvel som vi, er kendt af Herren. Efter en kort vandring åbner stien sig i en grøn eng, omkranset af skov. På det laveste sted er der en sump, og midt i går en smal bro. Vi standser foran broen.

Broen en milepæl

Broen er en milepæl, en anledning til at lægge noget bag sig. Der er bagage, der ikke skal med på vores vandring. Det kan være bekymringer eller stress, bitterhed eller hovmod. Vi opfordres til at tage noget op i vore hænder – et symbol på den byrde, vi vil lægge fra os, når vi om lidt skal over broen. En tør kæp, en sten…
Hvis ikke Herren bygger huset, er bygmesterens arbejde forgæves. … Det er til ingen nytte at slide og slæbe fra tidlig morgen til sen aften, for Herren sørger for sine mens de sover. (Salme 127: 1- 2)
Vi mærker andægtigheden, det er en alvorsstund – en beslutning skal tages. Vi lægger vore byrder fra os, før vi begiver os over broen. Mens vi nu går videre, mærker vi følelsen af lethed, og der er blevet plads til taksigelser.
– Tak for den skønhed, der omgiver os! Tak for livet!
Vi fortsætter i tavshed. Efter den grønne eng kommer en kort opstigning, og nu står vi foran skovens ældste træ. Det er kæmpe stort.

Træet skygger

Træet skygger for solen. Især når vi går helt tæt på stammen. Sådan er det med livets tilskikkelser. De kan skygge for lyset. Tårne sig op foran os og tage al opmærksomheden. Men da vi træder lidt tilbage og lader blikket vandre op ad træets stamme helt ud til de yderste grene, oplever vi, at træet hjælper os til at løfte blikket mod himlen og lyset. Vi lader lyset gennemtrænge os nogle øjeblikke, trækker vejret dybt, som om vi suger lyset til os, og med lyset Gud, for han er lys!
Jeg løfter mit blik mod bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber. (Sal 121:1 – 2)

Den smalle sti

Da vi tavse vandrer videre ad en smal sti, opfordres vi til at spejde efter Gud, i alt hvad vi ser, og have vort øre vendt mod ham. Hvad siger han til os igennem naturen omkring os? Stien er knudret og ujævn, og det kræver koncentration at bevæge sig uden at vrikke foden om eller snuble over en trærod. Men det er tilladt at standse og bare betragte naturen og lytte efter fuglenes sang.

Det åbne land

Vi nærmer os et mere åbent landskab og får for første gang på turen lov til at tale sammen. Tale om det, der nu rører sig i vore tanker. Tanker, som Gud gennem naturen har vakt til live i os. Dyrebare tanker, som skal gemmes i vore hjerter.
Efterhånden har vi bevæget os op på toppen af en bakkekam. Her kan vi se langt. Men er vi også i vort indre menneske blevet løftet op, så vi kan nyde den åndelige udsigt? Kan vi se længere end til de nærmeste problemer?
Vi takker Gud med salmisten i en form for vekselbøn, hvor guiden læser taksigelserne, og resten af gruppen gentager ordene: Hans trofasthed varer til evig tid!
Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid… Han er den eneste, som kan gøre undere, hans trofasthed varer til evig tid. Han skabte himlen i al sin visdom, hans trofasthed… Han anbragte jorden over vandenes dyb…
(Sal 136).

Grønne enge

Det er noget særligt at stå her på bakkekammen og synge versene fra den gamle salme af Carl Gustav Boberg:
O, store Gud / når jeg dit værk beskuer / naturens rigdom, herlighed og pragt / og stjerners tal på himmelhvælvets buer / og alle ting, din stærke hånd har skabt / Da bryder lovsang fra mit hjerte ud / O, store Gud…
Før vi helt forlader det åbne land, smider vi os i græsset. Vi mærker hvilen overfalde os, foråret har magten, solen varmer, lærken synger, og livet er godt at leve. Bekymringerne er langt væk.

Dødsskyggens dal

Det er ikke med vores gode vilje, vi nu skal se hverdagen i øjnene. Det er meget rarere at synke ned i glemslens bløde favn. Men for at den indre vandring ikke skal ende med at blive en virkelighedsflugt, opfordres vi nu til at konfrontere vores hverdag med alt, hvad den rummer.
Men vi skal ikke gøre det alene. Vi skal møde den sammen med Gud. Det, vi ved, kan fremkalde stress, bekymring og angst, kan vi trygt møde med Gud ved vor side. Som David siger i den kendte Salme 23:
Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg dog intet at frygte, for du går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig.
Med disse ord i baghovedet vandrer vi videre ind i skoven og op ad den stejle skovsti. Vi mærker efter – holder det? Kan vi fastholde tanken, troen på, at Gud er med os?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udsigt

Efter en stejl opstigning, er vi endnu engang i stand til at se langt. Længere end vi før har set. Kongeådalen breder sig ud for øjnene af os, og vi betages af udsigten. Mod syd den gamle tyske grænse, og i tankerne fortsætter vi mod det nuværende Tyskland, og videre mod syd, Rumænien, Sudan og Zambia – så mange nationaliteter er repræsenteret i vor lille gruppe.
Men nu skal vi ikke bare tænke på os selv, for igennem denne vandring er vi blevet i stand til at se længere end vore egne problemer, og nu vil vi tænke på verden omkring os, og bede for den. Vi inspireres endnu engang af salmistens ord.
Herren sætter de fangne i frihed. Herren åbner de blindes øjne. Herren rejser de nedbøjede. Herren elsker de retfærdige. Herren beskytter de fremmede, han bringer faderløse og enker på fode…Herren er konge for evigt (Salme 146).

Vi lyser velsignelsen

Da vi er de eneste vandrere på bjerget, kan vi frit tage hinanden i hånden og bede højt, uden at genere nogen. Vi danner en rundkreds, og da vi efter bønnen vender os, med ansigtet udad og synger, forestiller vi os velsignelsen række ud mod alle verdenshjørner.
Herren velsigne dig og bevare dig / lade sit ansigt lyse over dig / løfte sit åsyn på dig/ og gi` dig fred, fred…Vandringen er slut, og det er gudstjenesten også. En gudstjeneste i det smukkeste kirkerum, man kan forestille sig.