Guldkronen

Før det blev moderne med det tandblegede Hollywoodsmil, med tænder hvidere end sne, fik man guld i tænderne.Min lille niece er dybt facineret af guldtænder, hun synes bare, at de er så smukke og glimter. Derfor vil hun have en guldtand ligesom sin farmor, når hun bliver stor. Det pointerer hun mange gange.
Min farmor og farfar havde også guld i deres tænder, da de levede.
Jeg husker en speciel episode som barn. Skønt mine bedsteforældre ikke var sønderjyder, men vaskeægte nordjyder, var deres kaffeborde et overflodshorn og kunne godt forveksles med et sønderjysk kaffebord. Normalt bagte min farmor selv, men til tider købte hun wienerbrød hos bageren.

Der sad vi så og mæskede os i creame de la creame og kage, da min farfar pludselig udbrød:
– Åh nej, jeg har tabt min guldkrone!…og dér i hans hånd, lå guldet og skinnede mellem kagekrummerne.
Resten af tiden sagde han ikke så meget, han sad og slikkede guldkronen ren, så tandlægen kunne sætte den på plads igen.
Et par dage senere, da han sad i tandlægestolen og gabte, kiggede tandlægen intenst på ham og sagde:
– Hansen, jeg forstår ikke helt, hvorfor De er kommet? De mangler da ikke deres guldkrone!
Da gik det op for min farfar, at den guldkrone, han så fint havde slikket ren, ikke var hans egen, men bagerens. Der gik lang tid, før han satte tænderne i bagerens wienerbrød igen.

Mærkeligt nok har jeg bemærket, at færre og færre mennesker får lagt guld i tænderne, gad vide, om der er andre, som har suttet på bagerens tænder? Det kan selvfølgelig også være, at porcelænskroner og plastfyldninger er blevet mere moderne…?