Løb med måde

Jeg er begyndt at løbetræne. Nu tør jeg godt sige det, for det er lykkedes mig at løbe hele to gange. Det er dobbelt så meget som sidste år. Da kom jeg kun af sted en enkelt gang…Til gengæld løb jeg alt hvad jeg kunne. Hæsblæsende og stakåndet stavrede jeg af sted og kom til at tage en forkert vej. Da jeg ikke var kommet hjem efter en time, tog min kone bilen og kørte ud for at lede efter mig. Hun regnede med at finde mig halvdød i en grøft et eller andet sted.
Men nej. Hun fandt mig slet ikke!
Tre timer senere dukkede jeg op derhjemme. Og først tre uger senere var jeg nogenlunde normalt gående. Og sådan blev jeg ved at gå et helt år, indtil det skønne forår lokkede mig ud at løbe igen.
Nu har jeg fundet balancen – tror jeg nok. Jeg skimmede en artikel hos min fysioterapeut, der rådede til at gå og løbe på skift.
Men det var lige ved at gå galt igen. Musklerne værkede, og senerne skreg efter 45 minutters gang og løb. Jeg fik fat i artiklen igen og opdagede, at man første gang kun måtte løbe 18 minutter. Så nu holder jeg mig til opskriften. Jeg er blevet motionsfundamentalist.
Man skal for det første kun løbe tre gange om ugen. Ind imellem skal kroppen nå at restituere, dvs. genopbygge musklerne, siger man.
Dernæst skal man den første uge gå 4 minutter, for hver gang man løber 1 eller 2 minutter. Sådan her: Gå 4 minutter, løb 1 minut, gå 4 minutter, løb 2 minutter, gå 4 minutter løb, 1 minut, gå 2 minutter – så er du oppe på 18 minutter.
De har nok ret, de fysioterapeuter. I morges prøvede jeg den anbefalede vekselvirkning. Og fik trænet muskler og sener uden smerter. Fik endda tid til at tænke lidt over tilværelsens dybere mening. At døgnrytmen også er en balance mellem aktivitet og søvn. At ugerytmen også er fordelt på arbejdsdage og en enkelt hviledag eller to. Og at hele jorden cirkulerer mellem sommer og vinter, tørtid og regntid.
Det er måske slet ikke så tosset at løbe i pagt med naturen.
Jeg fik også tid til åndelige tanker: At der er en tid til alting. Og at det måske ikke er lige i starten af sit kristenliv, man skal drage ud og frelse hele verden. Det har mange fået åndelige seneskader af. Og nogle er – som jeg oplevede det sidste år – gået helt i stå. Og siger måske som jeg: Aldrig mere motion (mission)!
Til dem vil jeg bare sige. Kom i gang igen. Sæt det ene ben foran det andet – ud af sengen, ud af døren, ud i naturen. Begynd så med at gå 4 minutter, løb 1 minut, gå 4 minutter…