Mini-bibelskole- ophold i Israel…
Igen i år tilbyder Joffi Danmark unge mellem 18 og 30 år et 14-dages mini-bibelskoleophold i sommerferien. Sidste år var Ann Katrine og Bjørn Rannestad med på et mini-bibelskoleophold. De beskriver turen som en autentisk og realistisk rejse.
Det unge ægtepar havde været på bibelskole i England og drømte om at komme afsted igen. 14 dage i sommeren lød som en oplagt mulighed for at slå ferie og bibelstudium sammen.
– Det giver en ekstra dimension, når skole og undervisning kombineres med at se steder i Israel. Man har alle sanserne ude og får det mere ind under huden – når man sidder og kigger ud over Geneserat sø, end hvis man sad hjemme i stuen. Der er flere perspektiver, og man forstår pludselig, hvilke vilkår israelitterne levede under. Du mærker varmen og drikker vand hele tiden, siger Ann Katrine og Bjørn tilføjer:
– Det er ikke bare et eventyr i en bog! Vi besøgte en rekonstrueret landsby i Nazaret og hørte lignelsen om sædemanden. Vi så, hvordan lignelsen gav mening ud fra den tid, Jesus levede i. Sådan var der mange ting, som gik op for os.
Selv om ægteparret ikke kendte de andre på holdet, fik rejsegruppen hurtigt et intenst fællesskab.
– Vi var 25 afsted og boede i et almindeligt hus. Vi forberedte alt sammen og sov, hvor der var plads, ler Ann Katrine.
– Vi synes, at minibibelskolen er en god smagsprøve på, hvad et længere bibelskoleophold går ud på.
Bjørn synes også, at de rent politisk fik et billede af det moderne Israel og Mellemøsten.
– Vi talte både med arabere og jøder, det gav en nuanceret forståelse fra begge sider.
Ann Katrine påpeger, at de også fik afkræftet flere fordomme.
– Langt de fleste jøder og arabere, vi talte med, levede fredeligt sammen. Vi fandt ud af, at det er vigtigt at have inside-information i forhold til mediernes billede af Israel.
De mødte også en 80-årig mand i en kibbutz, der fortalte, hvordan han var med til at smugle jøder til Israel.
– Det gjorde besøget autentisk. Nogle tænker, at man altid kan besøge Israel. Men de jøder, som kan fortælle førstehåndsberetninger, er gamle. Fremover bliver det de næste generationer, som fortæller historierne, og det er ikke helt det samme, siger Ann Katrine.
Mini-bibelskolen foregår den 20. juli – 3. august i Israel.Tilmeldingsfristen til fællessrejsen er den 1. juli 2008.
Se mere på www.joffi.dk