Hvad har du i tanken?

Jeg var lidt sent ude den morgen. Jeg havde et ærinde uden for byen, og jeg drønede ud af den smalle vej, da jeg pludselig kom til at se på benzinmåleren. Nålen stod og dirrede nede omkring ”E”, og lampen, som betyder ”tanken er snart tom”, blinkede faretruende.
Med hvinende hjul fik jeg vendt bilen og stormede tilbage til byen, hvor der var en benzintank. Jeg var ret stresset, mens jeg stod der og fulgte de hastigt tikkende tal på benzinpumpen. Endelig var tanken fuld, og jeg kunne – igen – begive mig på vej.
Jeg var næsten kommet lige så langt igen, da jeg hørte en underlig tikkende lyd fra motoren. Mærkeligt. Sådan plejede den ikke at sige! Det var mest, når jeg trykkede speederen lidt for meget i bund, så det holdt jeg op med. Men bilen opførte sig nu alligevel ikke helt som den plejede. Jeg begyndte hurtigt at spekulere på, hvor stor mekanikerregningen mon ville blive denne gang…
Da jeg skulle hjem igen, var bilen ikke meget for at starte. Jeg blev pludselig bange for, om jeg mon i min stressede tilstand var kommet til at fylde på fra den forkerte pumpe. Men nej – jeg var sikker på, at jeg havde gjort akkurat lige som jeg plejede.
Det blev værre og værre de følgende dage. Bilen hostede og harkede, og den var ikke til at holde ud at køre i. Min mand skiftede tændrør, og det hjalp. Men kun sådan cirka 25 kilometer, så var den gal igen. Vi måtte bide i det sure æble og sende den på værksted. Imens krydsede vi fingre og håbede på, at regningen ville ende på den rigtige side af det unævnelige beløb.
Endelig ringede mekanikeren.
– Jeg har lige renset din motor for diesel, proklamerede han. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind – lige indtil jeg hørte fortsættelsen:
– Ligesom jeg gjorde ved alle de andre biler, som tankede benzin på den lokale tank den morgen!!!
Jeg åndede lettet op. Det var altså ikke min skyld. Men min fornemmelse var rigtig. Der havde været det forkerte brændstof i tanken, og det kan man ikke blive ved med at køre på ret længe.
Det gik heldigvis godt denne gang, og benzinforhandleren betalte mekanikerregningen. Men det siger noget om, hvor vigtigt det er at vælge det rigtige brændstof – og det gælder også i livet generelt.