Sommerferie?
Så er det nu. Skoleåret er i slut, kontoret er lukket ned, lageret må passe sig selv. Kort sagt, det er sommerferie.
Hurra!Alt det, der ikke blev nået før, skal gøres nu, hvor der endelig er masser af tid til det. De forsømte venner skal besøges, hvis vejret er godt, er en strandtur obligatorisk, og så er der jo også familien i den anden ende af landet, der synes, det er så lang tid siden, I har set hinanden.
Før man har set sig om, er hele ferien booket op, og man står med sin kalender i hånden og forsøger febrilsk at få en spontan grillfest passet ind den 22. juli fra 17.30 til 22.00. Så er det, det er tid til at slå bremserne i.
Ferie bør være ferie. Hvis din ferie er mere stresset end hverdagen, er der altså noget galt. Dermed ikke sagt, at jeg mener en ferie skal holdes på sofaen eller, hvis solen skulle finde på at give mere end 16 graders varme, på altanen eller i haven. Det er slet ikke sådan ment. Det, jeg siger, er bare, at der skal være balance i tingene.
Det er fedt at have en aktiv ferie med en masse oplevelser, men hvis hele ferien er et langt løb fra aktivitet til aktivitet, så ender man med at stå forpustet ved slutningen af ferien og undre sig over, hvor al den tid dog blev af. Det er en flad følelse at stå og skulle tilbage til skole eller arbejde, når man ikke føler, man har holdt fri.
Selv har jeg kalenderen godt fyldt op. Jeg har tre ugers sammenhængende ferie, hvilket jo lyder som en god portion fridage. Men desværre, nej. Alle ugerne er så fyldt op med ting, at jeg får sved på panden, når jeg tænker på det. Jeg glæder mig meget til de ting, jeg skal lave, men det kan være lidt svært at se, hvornår jeg får tid til at slappe af.
Derfor har jeg lagt en plan: Jeg vil lære at sige nej. Når jeg er hjemme hos min mor, vil jeg sørge for, at hun ikke planlægger noget hver dag. Når jeg tager på bibelcamping, vil jeg vælge nogle møder fra, så jeg får lidt tid for mig selv. Og vigtigst af alt vil jeg sørge for, at der er tid til spontanitet.
Hvis planen lykkes, skulle jeg være sikret i hvert fald feriedelen af min sommerferie. Om sommeren kommer med i købet, er op til Gud, men i skrivende stund ser det lovende ud.
Rigtig god sommer!