Efterår og retræte

Når efteråret kommer, sker der automatisk noget med vores krop – og sind.
Vi kommer i et eftertænksomt humør.
Nogle forsøger desperat at flygte fra den tristhed og depression, som de forbinder med efteråret og vinteren. Men det er bedre at forsone sig med, at sådan er livet.
Vi er ikke skabt til altid at køre oppe på de høje nagler, hverken arbejdsmæssigt eller humørmæssigt.
Vi har brug for at trække os tilbage. Brug for retræte.
I efteråret visner bladene, og naturen gør sig klar til vinteren, hvor den rekreerer sig – genskaber sig – til en ny sommer med et nyt høstudbytte.
Vi gør klogt i at gøre ligesom naturen. Kroppen har brug for hvile. Og sindet har brug for eftertanke.
I vort overfladiske samfund kan man sagtens bliver underholdt med ”uskyldigt tidsfordriv” lige indtil gravens rand. Men meningen er, at vi skal se døden i øjnene og leve dette liv med dets somre og vintre – som en forberedelse til det evige liv.
Jeg kan sige ærligt, at jeg ikke frygter døden. Jeg har da ikke lyst til at dø; der er så meget, jeg gerne vil nå. Men døden er ikke noget, der bekymrer mig. Ikke fordi jeg har forsonet mig med, ”at jeg ikke skal leve evigt” – men fordi jeg véd, at det er netop dét, jeg skal!
Som kristne må vi tro, at livet ikke er forbi, når kroppen bryder sammen. Et menneske består ikke kun af krop, men af ånd, sjæl og legeme, siger Bibelen. Og mennesket har ”en udødelig sjæl”.
Som det fremgår af den bog, vi har udgivet om nærdødsoplevelser ”Der er mere mellem himmel og jord”, lever hele vores personlighed videre efter dødsøjeblikket. Men nu er smerten ved en evt. sygdom og alle andre bindinger væk. Sjælen bevæger sig opad for at møde sin Skaber.
Hvis vi tror på Jesus Kristus, har vi ikke noget at frygte – tværtimod.
Retræte handler ikke om at fokusere på vores egen navle, men på Gud.

Redaktør Henri Nissen