Bøn fordrer enhed
Forbedere, som bærer ansvar for steder, byer og nationer, kan ikke leve i sekterisme. De bønner, de beder, og det, de beder om, gælder alt Guds folk.
Svensk forfatter og prædikant
Det, Gud skal gøre i nationen, forudsætter enhed blandt de kristne. Vil vi placere bønnealteret som det centrale i byen og nationens liv, så kan det ikke virkeliggøres uden enhed blandt Guds folk.
Elias byggede det nedrevne alter på Karmel som en bekendelse til, at han havde tro for Guds folks enhed. Han byggede alteret af tolv sten, så mange sten, som der var stammer i Israel.
Dengang han rejste alteret, var folket delt op i to riger, og deres konger lå i strid med hinanden. Elias bekendte sig til en enhed, som ikke fandtes!
Han vidste, han ikke kunne bede om Guds herlighed, ikke bede om, at folket skulle vende om til Gud uden samtidig at bede om, at splittelsen i Guds ejendomsfolk måtte ophøre.
Bedehuset skal være et bedehus for alle folk. Gennem forsoning forenes folkene, så de kan bede sammen. Forbedere skal være foregangsmænd, de som går foran og forbereder det, som Gud vil gøre.
Et bønnealter, som skal blive stedets midtpunkt, må bygges med repræsentanter for alle menigheder og kirker på stedet, alle aldersgrupper på stedet og alle kulturelle og politiske grupperinger.
Jeg har lært, at der er en særlig bekræftelse over de samlinger, hvor alt Guds folk er repræsenteret. Det er meget sværere at bede for steder og for nationale bedeemner, når der kun er én kristen gruppe. Det bliver uvirkeligt. Frimodigheden til at gøre de store løft i bønnen indfinder sig ikke.
Folks tanker og bønner bevæger sig inden for den begrænsede verden, de lever i… Jesus har med sit blod købt en repræsentativ skare for at have regenter på jorden gennem sin menighed.
Fra bogen: Rejs et bønnealter
af Kjell Sjöberg
Forlaget Vision
